En tur på bjerget – eller næsten.

Søndag: For et stykke tid siden blev jeg træt af det råberi. Der ligger et lille bjerg (ok, det er kun en bakke) nordvest for camp, og den har råbt mit navn næsten siden jeg kom herned.
Så stille og roligt forhørte jeg mig hos Kollie fra gyden om det var muligt at komme derop. Han var straks meget entusiastisk og foreslog at jeg bookede cykler, så vi kunne tage af sted (han var vel også opsat på at få en god cykeltur). Tui (volontør fra Australien) var også frisk, så jeg sendte Kollie ud at booke cykler. Dette resulterede selvfølgelig i, at han bookede lidt ekstra, så vi i alt var fire + en knægt med en cykel, der sluttede sig til os på vejen.

Nuvel. For at sige det mildt, så var det varmt som ind i Hel (bortset fra at Hel efter sigende skulle være koldt) og noget af en oplevelse. Kollie fik flere gange ledt os ud på noget, der bestemt ikke var veje, og en enkelt gang var der lidt diskussion blandt drengene om hvilken vej man skulle vælge. Den mest oplagte havde nemlig et skilt, hvorpå der stod, at der var ånder lige fremme (ånder i dette tilfælde er øjensynlig nogle dværge eller nisse-lignende væsener).
Vi endte dog ved 'bjergets' rod, efter at have slæbt cyklerne igennem sump og marker (der går øjensynligt kun den vej med ånderne direkte til 'bjerget' og Kollie
fortalte at den alligevel var oversvømmet – kylling!).

Så vi endte 'kun' ved bjergets fod - efter mange sære omveje, hvor vi ind imellem måtte slæbe vores cykler igennem noget jeg dårligt vil kalde en sti.

Se det var jo ikke den udsigt, jeg havde håbet på, og den medbragte mængde vand taget i betragtning såvel som vores allerede på det tidspunkt stigende træthed af udmattelse og varme, afgjorde sagen – bjerget står stadig ubesteget af Kragerne.

Men turen var det hele værd. Afrika – selv Ghana – er faktisk smukt, når man kommer væk fra det (semi) urbaniserede grå.
Jeg glæder mig til at deltage i en tur til nationalparken Mole, som vi (forskellige volontører og jeg) tager på i slutningen af oktober.


Målet for ekskursionen - to tinder, der endnu begge står udbestegede af undertegnede.


Foden af bjerget. Tui i front, Kollie i baggrunden.



Kollie i min gyde. Til højre er mit hus - Til venstre er der tre andre - primært beboet af teenagere, der er flyttet hjemmefra.


Én af de landsbyer vi kom igennem på vejen til bjerget. Læg mærke til blandingen af murede huse og hytter.


Så ufremkommeligt var det ind imellem - her var vi endda så heldige, at vi kunne cykle, hvilket ikke var en garanti. Jeg kender ikke navnet på knægten.



Træ og traktor. I baggrunden: Bjerget.

Antropologisk latenstid og tak.

Jeg vil lige starte med at sige tak til dem, der har skrevet for at høre til min status i alt det her regn-halløj.
Jeg kan berolige alle med, at det er i det nordlige Ghana, at der har været (om end ret seriøse) problemer. Jeg er med andre ord ikke hårdere ramt her, end jeg var på Roskilde Festival (heldigvis har de dog ikke noget flis her, som jeg skal skovle).
Men tak for omtanken endda!

Hvor lang tid går der, før antropologen bliver indviet i de lokales ikke helt offentlige hemmeligheder?
Åbenbart halvanden måned.
I hvert fald har jeg nu opdaget én ting: Der er hekse i Afrika.
Det hele startede med, at jeg snakkede med Kollie (ja, det hedder den stakkels knægt altså) fra min gyde, og han nævnte sådan nærmest henkastet, at hans søster var en ond kvinde, for 'hun kunne finde på at hidkalde slanger fra bush'en'.

Jeg undlod indledelsesvis at kommentere det, men har siden hen spurt til det rundt omkring, og det synes at være en almindelig opfattelse, at det kan (nogen) kvinder altså.

Men det stopper altså ikke der.
For da jeg havde besøg af et par af drengene fra gyden den anden dag, begyndte de spontant at forklare om heksekunst. Og jo, én af dem havde set en kvinde forvandle sig til en kat og tilbage, mens en anden havde været vidne til to høge, der sloges i luften, dræbte hinanden – og da de kiggede hvor de landede, lå der to døde mennesker i stedet for fugle.
Se den slags spøgelseshistorier kunne jo meget vel være en slags 'lad-os-se-hvad-vi-kan-bilde-den-hvide-mand-ind-historier'.
Men de fortsatte ufortrødent med at forklare, at hekse flyver på koste som i Harry Potter-filmen (hvilket vel svarer til den nordiske opfattelse af hekse).
Så jeg hev selvfølgelig min fejekost frem (den er lappet med Gaffa-tape), og forklarede at jeg da brugte dén, når jeg skulle til Accra, men at dette altså var en racer-kost, jeg kun brugte, når jeg skulle langt. Skulle jeg kortere, ville jeg bruge en almindelig kost til min flyvetur.
Der blev MEGET stille i stuen pludselig. Hvis ellers sorte drenge kunne blive blege, så var det her ét af de tidspunkter, hvor det ville ske. Så jeg måtte selvfølgelig straks forklare dem, at jeg drillede dem.
De synes SLET ikke at det var sjovt.

Efterfølgende snakkede vi så lidt religion (hvilket de omtaler med samme entusiasme som hekse-historierne) og selvfølgelig var hekse da også påvirket af Satan...

Jesse (en af gutterne) kom med en interessant sammenligning; i Vesten bruger vi heksekunst til at lave fly, der hænger i den blå luft uden at blive holdt oppe af noget. Det er god heksekunst.
Men i Afrika er heksekunst altid ondt og ugudeligt.

Well... Sjældent har jeg følt mig mere antropologisk end nu. (no wonder! Jeg er på mit første feltarbejde!!)

Chili-out og Camp Vest.

Så er det ved at være et stykke tid siden, at jeg har skrevet noget.
Igen skal der gå tak ud til alle, der har mailet eller kommenteret på blog'en!! Det er altså bare guld værd...!

Nuvel. Jeg må indrømme at stilstanden her på blog'en til dels skyldes, at jeg har tilbragt en del tid med de hvide volontører hernede (og hvor spændende er de egentlig i virkeligheden?)
Kort fortalt har vi en madklub, der har optaget et par dage – og så har vi lige sendt én af de gode piger hjem til USA. Så jeg har faktisk haft tid til at være lidt småfuld – hurra!

Så da der ikke er sket det store. Jeg er efterhånden kommet på virkelig god fod med Winnifred, så dermed er jeg også rendt ind i en antropologisk stilstand, hvor jeg ikke føler jeg rigtigt får nye data ind til trods for, at flere sider i notesbogen er fyldt, når jeg vender hjem...
Men jeg vil da lige kvittere med et par billeder fra camp'en, som så må give en slags tilstandsrapport...


Jeps – Det ér de der stærke frugter, vi ynder at bruge til at krydre med. Som det fremgår er der nok af det, så menuen i madklubben stod da også på Chili con Carne søndag.



Vel essensen af min bi-dagsorden; hvordan flygtningene opfatter Vesten (og sig selv i forhold til denne).
I dette udsagn ligger latent at redningsholdet skal komme og føre alle til Vesten. Der går jævnligt rygter – Camp News – om at snart Australien, snart USA har sendt et skib for at hente alle flygtningene...

Argh! En mus!!

Som tidligere beskrevet, har jeg været småsyg, hvilket jeg af præventive og nysgerrige årsager ville finde kilden til.
Og som så meget andet, så farvede begivenhederne så mit valg af årsag.
For i morges da jeg stod op og ville gøre rent i mit køkken (der stank fælt) springer der pludselig en kæmpe mus ud under min kogeplade.
Det skabte en del påstyr, men det lykkedes mig endelig at få den skræmt ud af min hoveddør ud i gyden.
Her valgte den så at flygte over i genboens lejlighed, hvor den hurtigt fandt ud af, at klimaet ikke var til besøg. Så den blev så jaget tilbage til mit hus – skarpt forfulgt af Jesse (en af knægtene), som prøvede desperat at splatte den med en sko...
Noget af et syn!
Endelig lykkedes det den endelig at rende ud og gemme sig bag nogle skabe i gyden og jagten blev indstillet.

Det satte mig i en penibel situation...
For musen er der stadig væk og den vil helt sikkert vende tilbage til mit køkken.
Nu forholder det sig jo sådan, at dét der adskiller mennesket fra dyrene er, at vi har fantasi. Og navnlig når det kommer til at slå ihjel er mennesket fantastisk opfindsomt.
Så jeg er kommet op med følgende musefælde (de findes ikke i nogle af shops'ene hernede, så man må jo improvisere).

Tanken er som følger. Musen tænker (hvis altså en mus kunne det):
'Hvor dælen har ham den tykke nu gjort af al maden?'
Det er så herefter at musen opdager fælden. Den ser rugbrødet (ja! Det ér rugbrød – Man kan købe det i Accra! Sidste holdbarhedsdato 2012!) og tænker 'ah! Dér!'
Derfra er det bare at krybe op ad bordbenet, ud på tråden og begynde at tage for sig... Lige indtil tråden eller brødet brister, og musen vil falde i vandet.
Nu håber jeg så, at jeg hører det (de er alt andet end musestille, musene hernede) så jeg kan storme til og skynde mig at gøre en ende på det – humant.



Well. Der opstår unægtelig en slags 'dog-eat-dog' stemning, når en blegfed dansker fra civilisationens højborg drager i felten.
Men her er der altså tale om, at det enten er musen eller mig. (Eller: Musen - eller at jeg skal være syg).

Så blev jeg syg...

Ja, det måtte jo komme på et tidspunkt; siden søndag aften har jeg haft feber – værst om aftenen, men egentlig til stede hele dagen.
Rådet hjemme fra vaccinations-sygeplejersken lød at man ikke skulle prøve 'at ruge en influenza ud' – så var det bedre hurtigt at gå til lægen og få taget en malaria-test (symptomerne er øjensynligt de samme for malaria som for influenza).

Jeg forhørte mig hos SHIFSD og ganske som forventet anbefalede de mig at bruge klinikken i Kasoa (by ca fem minutter i taxa fra Buduburam). Så som enhver anden god dreng drog jeg til Kasoa.
Jeg må indrømme, at jeg var ret nysgerrig; hvordan fungerer sådan en klinik, hvor meget skal man være over dem med hygiejnen, hvor meget bon'er de én osv.
Én ting, der er lidt speciel ved Afrika er, at det er som at bevæge sig rundt i den gamle østblok. Der er SÅ mange ansatte over alt, og det gælder også i sundhedssektoren.
To velkomstskranker, hvor man skulle have to næsten identiske stykker papir. Flere sygeplejersker der rendte rundt og sørgede for, at ventekøen blev overholdt (Gud ved hvorfor – Oversygeplejersken råbte alligevel navnene op på den næste, efter tur).
Nuvel. Jeg kom i konsultation hos sygeplejersken, fik målt blodtryk og blev vejet. Jeg mener stadig at den vægt skød LANGT under min vægt, men håber det egentlig ikke. For hvis den gjorde det, vil statistiken for børns sundhedstilstand i Kasoa nok ikke se så god ud.

Nuvel. Så blev jeg sendt videre til lægen – en nydelig dame, der talte et godt engelsk – hvorefter jeg blev sendt i laboratoriet. Her blev der så prikket hul på mig med en ny nål – lige ud af plasticpakken – og det eneste, der ikke virkede særlig sterilt, var pladerne, de puttede prøverne under mikroskop med. Well... En halv time senere kunne jeg konstatere, at jeg ikke havde malaria-parasitter i kroppen, og så var der lige lidt mere papirarbejde med at få mig i arkiv (herligt!).
Alt i alt en ok oplevelse, hvor det værste egentlig var, at jeg havde det lidt småskidt ind imellem.

Jeg må være ærlig at indrømme, at jeg heller ikke troede at jeg havde malaria. Det synes jeg slet ikke, at jeg havde det skidt nok til. Jeg har set folk med malaria, og så opløst er jeg slet ikke.
Så jeg må også tilskrive dagens besøg hos lægen en vis portion nysgerrighed.
Nysgerrighed om systemet, hygiejnen – og tjah. Man er vel ikke en mand, hvis ikke man er lidt nysgerrig angående hvordan sådan nogle kønne, sorte piger ser ud i en sygeplejerskeuniform.

Og ØL!

Med bevidstheden om, at Danmark igår spillede landskamp i fodbold (jeg har set 0-0 resultatet på Nettet), opdagede jeg pludselig hvor meget jeg savner øl.
Og når jeg siger øl, mener jeg selvfølgelig Blå Thor. Det er jo ikke sådan at skaffe det ædle bryg hernede, men jeg er dog flere gange faldet over fladtrådte dåser fra Royal Unibrew (Faxe, Ceres og Thor-bryggerierne).
Og i min desperation lykkedes det mig så at opspore en fuld version. Godt nok er det imod mine principper at købe eksport, men det her er altså ØL vi snakker om! Almindelig nysgerrighed bød mig også at prøve dette bryg.

Nuvel, så vidt jeg ved, så har Faxe Bryggeri i Danmark ikke nogen guldøl - men det har de så her!
Læg navnlig mærke til 'etiketten' - 10% vol! De mener det godt nok, når de eksporterer!
Kigger man på produktions-stedet, så opdager man faktisk, at det er brygget i Faxe. Men formodentlig på grund af Muhammedkrisen er Danmark ikke nævnt nogen steder. Al tekst er også gengivet på arabisk, så denne dåse kunne lige så godt være endt i Cairo (hvem sagde at muslimer ikke drikker??).
Men som stregkoden med sin start på '57' med al tydelighed indikerer, så er det det kalkholdige vand fra Faxe i Danmark jeg indtager, når jeg drikker en Faxe Extra Strong Beer. Globalisering?

Men vigtigst af alt: Hvordan smager skidtet så?
Vinøst. Frisk maltet - jeg vil faktisk gå så vidt som til at sige godt, hvis man havde én at dele den med - for helt ærligt: En halv liter maltøl er i overkanten for enhver. Og at den holder 10% vol. gør det altså ikke bedre.
Navnet taget i betragtning, vil jeg anbefale den til hestekød (for dem, der ikke er så stive i gammelt nordisk sprog, så betyder faxe hest :-) ) - ud fra en betragtning om, at hestekød må have en kraftig smag.

Min søndag har været stille, da min tour-des-kirker er sat på stand-by. Så jeg har holdt min egen lille andakt med Arcade Fires Neon Bible og nadver ved Faxe Extra Strong Beer.

I aften får jeg gæster, så der skal nok også bikses lidt mad sammen i køkkenet som nu er blevet tætnet.



Fronten af dåsen. Læg især mærke til vikingen - Man er vel norrøn??! I baggrunden min lysestage som består af en 'Star'-flaske. Star er en relativt lokal øl, som smager nøjagtigt som Heineken, men altså kommer i 0,8l flasker og holder 5% vol. Én Star definerer grænsen for, hvornår du kan køre bil (!!!).


Som det fremgår er Danmark ikke nævnt - Kun Faxe, EU (!). Stregkoden som starter med 57 indikerer dog at produktet er fremstillet i Danmark.

Billedserie med håndværk.

Så har jeg da lige lavet en pudsig lille billedserie, der afbilleder lidt af håndværket hernede når de bygger huse. Generelt synes det at foregå efter 'in absence of the needed, make use of the available' (det forhåndenværendes princip) – men husk også at disse huse ikke skal stå evigt, så der er ikke nødvendigvis fokuseret på langtidsholdbarhed.



Jeg husker en samtale med Niels, min storebror, hvor han nævnte, at man i Danmark ifølge brandmyndighederne skal kunne få hvad der svarer til en sofa ud af et vindue.
Her er man åbenbart mere bange for at få indbrud end for at brænde inde. I hvert fald har alle vinduer tremmer for.


Mit dørhåndtag blev slået af – formodentlig fordi én af ungerne fra gyden liiiige skulle lave en svalerede hængende fra det.
Hvordan løser man så det problem at den nye lås ikke rigtigt passer? Man stemmer bare ud med et stemmejern til det passer – sådan rundt regnet.



Der er fladt tag på min køkken (og heldigvis kun der!). Men da det har regnet i 14 dage, er det begyndt at sive fælt gennem revner i cementen. Så nu har jeg sponsoreret en reparation (ca 70 kr).
En lille pris for ikke at skulle have gummistøvler på i sit køkken!



Niels har engang fortalt mig, at når man laver et køkken, skal der i dag være en stikkontakt for hver 1½ meter med alle de elektriske maskiner, folk har i køkkenet i dag.
Jeg tror, at de har tænkt det samme her – bortset fra, at det er i alle rum. Og at de ikke har sat stikkontakterne i, men bare efterladt ledningerne hængende i disse huller.



Her er udsigten så fra 'tønden' (jeg har faktisk et fint porcelænstoilet, som dog skal skylles ud med en spand vand). Hvad gør man, når mureren har været fuld? Man sørger for at tømreren er nøjagtig lige så fuld, når han skal lave døren!!



Fotofobi.
Og så til sidst: Det blev mig fortalt, at man for alt i verden ikke måtte fotografere disse stakkels traumatiserede mennesker. Men når de nærmest tackler mig for at få mig til at tage et billede af dem, når de ser mit kamera, så siger man ikke nej. Disse piger mødte jeg såmænd på gaden (det er mig den høje hvide, som ikke er en pige).
De ville gerne have, at jeg lagde dette billede på Nettet, så de kunne få en hvid mand. Så drenge...! :-)

Repeat-knappen og messefald

Dette skrives (endelig) på min kære, lille, sorte IBM maskine! Endelig lykkedes det at få den op at køre.
Det er sjovt at folk, der selv har været udsat for toturlignende situationer selv er mest tilbøjelige til at påføre andre lignende lidelser.
På den måde bliver jeg dagligt tortureret i mine øregange. For drengene i min gyde har den samme tendens som resten af den liberianske flygtningebefolkning: Kan en højttaler producere lyd, skal der skrues så højt op, at alt overstyrer vildt og lyder som når øglerne boller på bliktaget.
Og når det, man så kan tyde igennem støjen, så oven i købet er boyband-musik i den mest klistrede form – og at numrene kører på repeat så de hører samme nummer 10 gange i træk – så er der ikke så langt til tanken om at blive en sindssyg øksemorder.
Tui – der er børneterapeut og dermed ikke har noget med antropologi – har gjort sig den ret skarpe betragtning, at det er en måde at afgrænse sit rum på. Tjah.
Jeg ved ikke om det er rigtigt, men to ting ved jeg: At hvis jeg aldrig i mit liv igen hører Westlife er det allerede for tidligt, og at når førnævnte Westlife synger at 'dreams come true' så skal drengene fra gyden ikke håbe for meget på det, da mine drømme rummer noget-med-en-økse-og-den-højttaler-de-altid-stiller-i-gyden.
Godt at jeg har fået min PC op at køre igen, så jeg kan få en dosis rock eller Tom Waits and klare hovedet med!

Og så har der været messefald.
Ikke sådan i dansk forstand (det har jeg meget svært ved at forestille mig her, da kirkerne ofte er stuvende fulde), men i låne-gruppen.
Tilstede ved sidste møde (torsdag) var formanden – en fantastisk matrone, hvis største kvalitet ved sit formandskab er uendelige taler – og en noget forkølet repræsentant for sekretæren.
Så der sad så to repræsentanter fra SHIFSD og jeg og var pludselig flere tilstede fra NGO'en, end klienter.
Og så måtte jeg jo smide de antropologiske håndjern og fortælle hvad jeg vidste om succesfulde mikrofinans-projekter. Om hvordan det har krævet en kæmpe indsats fra skaberen af idéen at skabe Grameen Bank (se http://grameen-info.org for mere info). Men navnlig om hvordan kernen i Grameen Bank nok er repræsentanten, der ugentligt cykler ud til klienterne – altså opsøger dem, hvis de ikke kommer til møderne.
Dermed har jeg forbrudt mig mod min passive antropolog-rolle, men ikke mod mig selv.
Jeg har endvidere snakket lidt med klienterne – Da skolestarten er lige op over, er der mange, der har problemer med at rejse pengene til at betale. Og så vil de hellere blive væk, end at møde tomhændede op. Forståeligt, men ærgerligt, da der også er en vis uddannelse til MF-møderne. Uddannelse, der i den sidste ende gerne skulle hjælpe dem med at sælge mere og køre forretningen mere effektivt.
Men som vi siger: Har man ramt bunden, kan det kun gå én vej, så jeg er fortrøstningsfuld for projektet. Og falder det hele fra hinanden til oktober (der slutter denne lån-cyklus og en ny skal starte – hvis der er penge til det) – så opprioriterer jeg bare mit andet projekt; beskrivelsen af flygtningenes syn på Vesten.

Hverdag & Antropolog i Afrika.

Ja, så er jeg her igen.

Det vil vel egentlig være noget vrøvl at sige, at jeg begynder at have en hverdag hernede. Men det til trods, så er det så småt ved at ske.
Jeg har efterhånden lært en vis venlig kynisme, når jeg møder lidt for venlige folk, der vil være mine venner, og jeg møder ind 'på job' hver dag (hvilket i tiden betyder at sælge brød og æg - Jeg skal beklage at jeg ikke har noget billede, men det var simpelt hen for mørkt, da jeg skød dem).

Jeg prøver at få lov at blive det samme sted, men muligvis er det ikke så let, som jeg forestiller mig.
Under alle omstændigheder finder jeg ud af hvordan og hvorledes om en lille time (plus African Time), hvor der er møde i MF-gruppen.

Men de data jeg får fra Winnifred og Irwin (dem, der sælger brød & æg) er ret gode.
Jeg får dels et billede af en familie, der udelukkende lever af deres lille stand, og som har en skare af unge mennesker, der er villige til at diskutere deres forhold, når jeg er der (ind imellem endda internt, så jeg bare kan sidde og suge til mig).
Eneste down-sides er at det er om aftenen, hvor jeg egentlig hellere ville hygge mig og være afslappet social - og så at jeg ikke rigtigt deltager i andet end diskussionerne.


Men jeg ER antropolog og jeg ER i Afrika. Skulle jeg på et tidspunkt glemme dette (hvilket næppe sker, men stadig væk...), så har jeg fået et par gode oplevelser, jeg kan tænke tilbage på inden for den sidste uge.
Den første var, da jeg havde været i Accra i tirsdags (for at succesfuldt at forny mit visum) og jeg derfor mødte lidt sent hos Winnifred og Irwin.
Da jeg endelig ankom, var der en større diskussion igang: En kvinde var død (formodentlig en hjerneblødning) og der blev heftigt diskuteret hvor vidt det var hekse-kunst, da biskoppen i hendes kirke vidst også praktiserede magi, om det bare var fordi hun var en dårlig kristen - eller om tilfældighederne simpelt hen havde været på spil... Well... Der er mange forklaringer på verdens problemer!

En anden oplevelse var, da jeg fortalte Winnifred at jeg nok stod til at skulle have briller, når jeg kommer hjem. Straks begyndte hun at fable om, at Gud havde kureret hendes syn - og at hun da straks ville gå i forbøn for mine øjne... Tak, vil jeg tro jeg skulle sige, men...

Og så var der Accra. Accra er en stor, beskidt by med masser af trafik. Man kommer rundt ved at gå (så stor er den altså heller ikke), med taxi (hvis man er rig eller har noget, der skal slæbes) - eller med tro-tro (udtales cho-cho), som er varevogne med sæder.

Well. Jeg havde vadet rundt et par timer, og tænkte at nu kunne jeg godt bruge et lift, så jeg springer på den første og bedste tro-tro.
Ind hopper også en gut, der straks stiller sig op og prædiker for at folk skal købe hans sesamfrø. De er ih-så åh-så godt for huden, øjnene og sikkert også noget mere lummert at dømme efter hans smil.
Ingen handler hos ham.
Eller det vil sige: Ingen handler hos ham, før at han nævner Israel som oprindelsesland - og tømrerlærlingen bliver vidst også nævnt.
Og pling! Straks finder folk deres fedtede pengepunge og tasker frem og næsten kappes om at få lov til at købe disse fantastiske frø.

Well. Hvad giver alt det her??
De er godt nok kristne - men de er godt nok også afrikanere. De er også super konsum-orienterede, men ikke nødvendigvis på samme måde som vi er i Danmark.

Hurra og øv! Jeg blev brændt af...

Jeg er nu blevet 'brændt af' to gange.

Den ene var skidt den anden - tjah - egentlig meget rar.
Den dårlige side af sagen er, at jeg i al socialist-demokratisk tiltro til Systemet angav, at jeg er studerende, da jeg skulle forny mit visum.
DET MÅ MAN ALDRIG GØRE!!
Tui (som hedder Tui og ikke som tidligere angivet Tue) kunne forny det uden problemer ved blot at anføre, at hun er voluntør.
Så jeg skal have et skrift fra SHIFSD (NGO'en der har skaffet mig adgang) der beskriver at jeg OGSÅ er voluntør hernede. Det betyder endnu en tur til Accra.
Nuvel. Det kunne være værre. Jeg har nemlig fundet en låntager, der sælger brød-og-æg (læs liberiansk hotdog) og tea (læs: alle varme drikke som inkluderer ALT for meget sukker) om aftenen.
Mere om dette senere, da jeg lige vil have nogle billeder først.

Og så blev jeg også brændt af på min kirke-date idag. Jackie fra netcafeen dukkede ikke op kl. 10.30 og var heller ikke kommet endnu kl. 12.30. Dette gav mig tid til noget så verdsligt som at flytte rum i det guest-house, hvor jeg bor.
Ud over at jeg slipper for at betale penge til en religion (hvilket egentlig er mig imod til trods for mit medlemsskab af Folkekirken), så er det også godt på en anden vis;
Jackie har nemlig været efter mig. Siden hun den anden dag jeg var her henvendte sig med en seddel hvorpå der stod 'I want to be your friend' og hendes telefonnummer, har hun forsøgt at gafle mig konstant.
Well... Nu har jeg en grund til at lægge hende på is :-)

Så af og til kan det være en god ting at blive brændt af.
At jeg skal til Accra betyder også at jeg får lejlighed til at købe en reservedel til min computer så jeg
1) kan systematisere mit arbejde.
2) undgår sindsyge, da jeg igen får adgang til min musik.

Jeg håber at alle har det godt derhjemme - endnu engang tak for jeres mails og kommentarer!