Dårlig fysik og store ændringer?

Det er ved at være et stræk siden, jeg har skrevet sidst. Jeg har i denne uge været ramt af Afrika på én af de mere ubehagelige måder. Maveonde.
Dette har betydet at jeg ikke har besøgt felten så meget som jeg burde.
Det til trods har ugen været yderst interessant. Dels er jeg blevet bedt om at aflevere en slags 'midtvejsrapport' til SHIFSD, hvilket jeg har gjort.
Da jeg blev bedt om at give mit eget syn på sagerne, har rapporten indeholdt en del ros – men også en del kritikpunkter. Navnlig synes jeg at SHIFSDs mikrofinansprojekt er larmende uambitiøst i sammenligning med andre projekter, hvilket jeg selvfølgelig har prøvet at fremføre i de mest diplomatiske vendinger jeg kunne mønstre.
Ikke desto mindre har jeg haft lidt den samme fornemmelse, som når man går til eksamen... Chancerne for at de rent faktisk læser rapporten er dog ikke så store. Og hvis de gør, og den falder dem for brystet, så kan jeg faktisk 'gemme mig' bag professionelle argumenter. Vildt!

Endvidere sker der ting og sager på camp. De ghanesiske myndigheder har testet vandforsyningen, hvilket resulterede i, at de uddelte gratis badevand, hvilket jo er det, min hovedinformant, Suko, sælger.
Samme dag blev det så offentliggjort at alle forretningsdrivende på camp skal betale skat. Og da denne skat er 10-30 Pesewas om dagen, og en 'almindelig' indkomst er 1 Cedi (100 Pesewas), kan det vise sig at være yderst fatalt for forretningslivet i Buduburam. Specielt fordi at drive forretning er den eneste indkomst folk kan have, med mindre de taler det ghanesiske sprog Twi.
Det mest forunderlige var, hvordan Suko håndterede disse to trusler mod hans erhverv.
Han grinte og virkede ret glad – lavede skæg med hele situationen. Jeg spurgte ham selvfølgelig om hvorfor og han svarede, at det jo alligevel ikke stod til at ændre for ham, så hvorfor lade depressionen løbe af med én?
Med til historien hører selvfølgelig, at der siden offentliggørelsen af skatten er påbegyndt forhandlinger mellem The Welfare Council (den nok mest repræsentative organisation på camp) og de ghanesiske myndigheder om hvor vidt det overhovedet er muligt at inddrive en sådan skat.
Det viser nok hvad disse 'flygtninge' nu har oplevet på næsten daglig basis; at der kommer officielle dekreter, som så siden hen må revideres fordi de simpelt hen er urealiserbare.
Så på den baggrund er der vel ikke noget at sige til, at Suko ikke tager det så tungt...

IT ekspert og pacifist.

I denne weekend havde jeg to programpunkter; jeg havde lovet mig selv væk til en computer school graduation lørdag, og senere lørdag tog vi så et smut til Kokrobite – en strand, hvor man kan bruge Den Danske Stats penge på vigtige ting som fx øl.

Well... Det viste sig (selvfølgelig, tør man næsten sige) at denne graduation også liiiiiige havde indbygget en fund-raising for fremtidige aktiviteter, og da jeg var den eneste hvide tilstede, var der en del fokus på mine peng... øh! mig.

Mit navn blev da også nævnt flere gange – og jeg fik lov til at sige et par gratulerende ord til de nyuddannede. Det tror jeg for øvrigt ikke, at de fattede ret meget af – Det er som om, at den slags 'nu er I færdige med dette trin – så må I videre og bruge jeres evner kreativt' ikke rigtig er en del af den slags ceremonier.
Gæstetaleren (som dog ikke var mig) sluttede sin tale med at sige; I er nu alle uddannede og klar til arbejdsmarkedet. Hvilket arbejdsmarked fremgik ikke helt tydeligt, men der er dog ingen tvivl om, at de nyuddannede med denne uddannelse har 'noget at tage med tilbage til Liberia'.


Og i går aftes drønede vi så til Kokrobite (tre volontører og jeg selv) og hørte – well – balle-reggae musik til den lyse morgen. Jeg sørgede selv for ikke at gå tørstig i seng (det har min mor altid sagt, at det skal man ikke), så jeg var en god dreng.
Tui og jeg delte et telt og da hun på et tidspunkt i morges blev træt af at høre på min snorken – eller måske vågnede vi bare ved heden – besluttede vi os for at gå en tur på stranden.
Det var sådan set også en god idé. Men da vi besluttede os for, at sand trods alt ikke bliver ved med at være interessant og vendte om, blev vi passet op af et par unge gutter. Det startede egentlig som en ganske normal situation: En af dem greb fat i Tui, hvilket afrikanere har det med at gøre med hvide piger, Tui blev sur og råbte at han skulle lade være – og pludselig var der fire knægte, der prøvede at stjæle Tuis pung.
Af én eller anden grund var de ret bange for mig (nu er en standard vestafikaner typisk et hoved mindre end mig), men det lykkedes mig simpelt hen ikke at jage dem væk.
Resultatet blev at Tui fik stjålet sin pung og flænset sine shorts, mens jeg blev hold på afstand.
Afrikansk venlighed er noget sjovt noget. For efter at de havde fået fat på pungen, hev de bare hvad der var af penge ud af dem, og gav mig så – næsten venligt – den nu pengetomme tegnebog tilbage.

Alt i alt en ret ubehagelig oplevelse, men på den anden side set skete der ikke rigtigt noget. Tui er én af den slags kvinder, der – hvis hun nogensinde får børn – formodentlig vil føde stående og uden at kny. Hun var egentlig mest træt af, at hendes shorts var blevet ødelagt.

Selv var jeg – tjah – lidt skuffet. Man tænker altid bagefter om man kunne have gjort ét eller andet for at undgå udfaldet. Jeg kunne såmænd nok have brækket en næse eller to på de knægte, men på den anden side set, var det jo ikke godt at vide, om de havde knive eller det der er værre.
Og ærlig talt; jeg bryder mig ikke om at slå på folk.
Havde jeg været alene – eller havde der ikke været tale om simpelt røveri – aner jeg ikke hvad jeg havde gjort.
Men det var jeg ikke, så dette vil jeg skrive i min bog som en erfaring...

Slut på Touren – Og Danmark?

Ja, så er det jo øjensynligt slut... Danmark fik læsterligt med tæsk af Spanien i fodbold lørdag, hvilket jo så resulterede i at EM-håbet er ude...
Jeg havde planlagt at jeg skulle se kampen på camp, og havde også fundet et par entusiastiske gutter, der bestemt mente, at de vidste hvor DK/Spanien blev spillet, men det viste sig ikke helt at holde. At det så for øvrigt stod ned i Roskilde-lignende stænger den pågældende aften, hjalp jo heller ikke min vilje til at gå ud...

Og så må jeg jo annoncere at min tour-des-church er slut. Jeg kan ikke længere holde ud at høre på fantaster, der bestemt mener, at Gud stadig gør aktive ting på Jorden – og for øvrigt fordømmer folk, der ikke er enige med dem.
Jeg har gentagne gange taget mig selv i højt at svare det modsatte af hvad der forventes, på deres retoriske spørgsmål. Så inden jeg ender i en decideret religiøs konflikt, så har jeg altså valgt at indstille skydningen.
Når jeg træder skridtet tilbage, må jeg sige, at det har været lærerigt at gå i forskellige kirker, men dog egentlig ikke så overraskende.

At jeg ikke længere skal gå i kirker passer mig egentlig storartet! Jeg er nemlig nået dertil, hvor jeg må anerkende, at jeg har brug for weekends. Som antropolog er det mere eller minder op til mig selv, hvor meget data jeg vil indhente. Men jeg kan bare mærke at jeg lader mig provokere unødigt, hvis jeg ikke har tid til at slappe af ind imellem.
Så jeg bruger mine weekends med volontørerne og vi gør hvad vi kan for at være gode ved os selv og hinanden, da Afrika har det med at suge energien ud af én.

På den måde tilbragte jeg lørdagen i Abruri Gardens, som er en gammel botanisk have, etableret af en tysk missionær. Som alt andet i Ghana, som ikke er drevet af udlændinge, er stedet i stærkt forfald (hvilket jo lige er vand på min mølle)... Det er dog smukt, afstressende – og frem for alt utrolig roligt i forhold til resten af det Ghana jeg kender.
Turen til Abruri Gardens er endvidere en oplevelse i sig selv. Selvfølgelig foregår den med 'Tro Tro' – Varevogne ombygget med sæder bagi – men eftersom Abruri ligger på toppen af et bjerg, får man virkelig hørt nogle dieselmotorer på prøve. Udsigten mens motorene skriger og man passerer gennem hårnålesving er fantastisk – en slags totaloplevelse. Desværre kunne jeg ikke komme afsted med at skyde billeder af det... Til gengæld får i et par af mig, hvor jeg er sprunget ud som fuldblods 'Tree hugger'...

”Olympiade”, forundring – og Afrika igen.

Ufatteligt at jeg ikke i al min omgang med kvinder, i min tid som studerende, har lært at sætte foden ned en gang imellem. De overtaler mig hele tiden mere og mere sindsyge projekter.
På den måde stod jeg i morges op kl. 5.45 (og jeg er altså om nogen B-menneske!) for at løbe. Og ikke bare løbe... Nej, jeg skulle såmænd løbe med en aspirant til olympiaden i Kina...
Ok, retfærdigvis skal det siges, at hun er elite-roer (og altså ikke den store løber) – og at hun ikke har trænet i mere end tre måneder... Og hun er i virkeligheden ikke aspirant, for hun rejste fra Australien til Afrika...
Men stadig væk: Det er da sindsygt at stå op kl. 5.45!

Og så må jeg stadig forundres over hvordan selv meget dedikerede folk modarbejder dem selv. Eller rettere; deres kulturelle arv modarbejder dem. Suko, som ellers er en ret dygtig gut hvad fremtidsplaner angår, valgte i dag – den første tørdag i lange tider – at besøge én af sine syge venner i stedet for at passe sin forretning.
Hvorfor han skulle gøre det, og ikke familien er noget jeg skal spørge om i morgen.
Men man må bare forundres over at han ikke holder fokus på forretningen – specielt når det er en god salgsdag.

Afrika. Afrika er den ultimative undskyldning hernede. På den ene side snakker alle om, at de vil være som Vesten, men så snart man foreslår en ændring, der vil pege i den retning, vil de sige ”This is Africa” (Fremover; TiA) – og dermed sige, at det kan man altså ikke i Afrika.
Dette mere end indikerer, at de ikke har den første idé om, hvad i Hel Vesten drejer sig om.
Men jeg anser det faktisk som et gennembrud, da jeg snakkede med Suko om dette, og han forklarede hvordan Vesten ikke bare er en drøm, men også en egenskab.
Afrika (som i TiA) er at 'blive holdt nede af familien' så man aldrig kan starte et firma, da man konstant vil være tvunget til at give investeringspengene til familien.
Men har man været i Vesten og lært hvordan man driver forretning dér, kan man faktisk være i fred, for derigennem har man 'fået Vesten' som egenskab – hvilket så på magisk vis gør, at man har ny integritet. Og familien vil så øjensynligt lade én være, når man afslår at betale dem.
Om det i virkeligheden forholder sig sådan er svært at sige, men alene det faktum at de tænker på den måde, kan være med til at forklare hvorfor ellers resursestærke folk så desperat forsøger at komme til Vesten...
Interessant!

Shake it og intet nyt!

Jeg skal beklage de knap så hyppige BLOG-opdateringer... Men i dette tilfælde er intet nyt altså godt nyt. Jeg har det virkelig godt, og der er flyttet to piger ind i det guest house, hvor jeg bor.
Det bekommer mig (som muligvis er verdens største 'dog person') vældig fint.
Prisen er så at jeg ikke længere kan gøre helt som jeg vil i 'mit' hus, at der konstant skal hentes vand – og at jeg hele tiden gør rent (noget disse piger øjensynligt ikke er helt vandt til hjemmefra).

Rent professionelt er jeg tilbage hos vandsælgeren Suko, og hele denne setting giver rigtigt gode resultater. Jeg kan få lov til at deltage ved at slæbe vand (af og til i trillebør), der er mange mennesker – Og jeg har masser af tid til at stille spørgsmål. Så er det jo bare med at komme på de rette spørgsmål, hvilket jeg gør efter bedste evne. Netop denne evne synes jeg faktisk ikke, at jeg er super godt klædt på til, fra studiets side (muligvis fordi jeg ikke fik lavet alle mine interview-øvelser), men heldigvis så er én af pigerne i huset ved at samle information til en bog om flygtningene, og at sidde med som fluen på væggen, når en anden laver et interview er bare guld værd!
Med andre ord lærer jeg noget – Hvilket vel var hele ideen med at komme til Afrika.

Og ja. Der skal nok komme billeder af dette senere, men der er altså sket noget...
Tøserne har på én eller anden måde fået overtalt mig til at gå med til undervisning i afrikansk dans. Så muligvis har jeg fået lidt rytme i kroppen, når jeg når hjem. Da det var første øveaften i aften, kan jeg endnu ikke prale af egentlig at kunne noget...

Husk dine rødder....

Hvad er der sket?

Ja, det er unægtelig nogen tid siden, jeg sidst har skrevet noget på blog'en.
Dette skyldes hovedsageligt at 'min' internetcafe har været nede med strømsvigt i en længere periode, men også det faktum at jeg har haft travlt om aftenen tæller lidt.
Jeg er pt hos Suko (vandsælgeren) og er der i dagtimerne. Det giver mig rum til at bruge nogle af aftenerne sammen med andre hvide, hvilket jeg også har gjort i stor stil.
Generelt bruger jeg en del tid med volontører, hvilket blandt andet også har betydet en weekend på Kokrobite – en fin strand, hvor de har øl, senge og brusere.

Og ja. Så havde jeg fødselsdag i går. Det var egentlig meningen, at dette skulle være en hemmelighed og forbigå på den måde, men desværre havde jeg bedt Tui om at holde min tegnebog på et tidspunkt, og derigennem havde hun jo så opsnappet min fødselsdato.
Og jeg skal være ærlig; det var bare virkelig rart at blive fejret.
Jeg mener; vi har sq kun ét liv, og ét af de højeste mål man kan have i dette er at være elsk-værdig. At dømme efter kagen og tøsernes ord, så har jeg i hvert fald opnået dette blandt hvide volontører. Spørgsmålet er om man kan bede om mere – Under alle omstændigheder er det stadig min drivkraft for at arbejde inden for udviklingssektoren.


Hvad er 27 år så?
- Det betyder statistisk, at jeg har levet lidt mere end en tredjedel af mit liv.
- Det bliver nok det år, hvor jeg laver mit eget (side)musikprojekt...
- Det er den alder, jeg har, når jeg ender min uddannelse (gad vide om man kan få arbejde som 27-årig??)
- Det er et par år inden det store runde... (SKAL jeg virkelig have den peberkværn?? :-) )
- Det bliver nok også det år, hvor jeg flytter fra Århus.

A thousand

Beautyof.dk?

A thousand arms each reaching in The Direction
A thousand arms following The Way
– some on a downward course
A thousand arms on a desperate dying tree
A thousand arms that all forgot
that they have the same trunk