Beautyof.dk

Turning 30.

2010-12-04T16:14:00.000-08:00

Quite a while ago I turned 30.

In my family and amongst my friends it's a standing joke to ask on one's birthday "how it feels to become 30". It is herein implied that age is a construction which doesn't affect your life from one day to another.

This blog entry is however a description of the changes I've gone through lately which I hence attribute to turning 30.

Some may find similarities to a process people go through earlier in life, of a much more liminal character...

After I've turned 30 I've experienced some changes. Of course I can never list them all but I'll make a list for all structural purposes:

- My body

- Hair

- Voice

- Economy

- *Girls*

My body
"..is a cage, that keeps me from dancing with the one I love" as Arcade Fire sings. Though my situation may not be as dramatic, it has become true that a year ago I had reached the 0.1 metric tonne in weight. Through media I have learned, that losing weight becomes harder with age. So at the entry of my 30'ies I have become accustomed to spending an hour+ three times a week at the gym (Homer S: What's a [GAJM]?).
And to some effect. I am constantly moving further away from the dreaded number, and people has actually begun going around me while passing, rather than jumping over me (it seemed easier to do the latter until I did something about it).

Hair
"I got hair on my chest - I look good without a shirt" is actually quite describing for my situation. However the dear Tom Waits has some shortcomings in focusing solely on the hair on the chest, as hair seems to be appearing all sorts of other places...!
I've stopped shaving my face, too. But as I did it for a costume party, I realized that I no longer look 16 when I shave. I actually look 30 with all my wrinkles and all... Still, I'd go for the beard. It saves me five very valuable minutes in the morning...

Voice
My voice has changed too. And now and again I'm simply not able to recognize it, as it is very strange.
I actually sometimes hear my voice speak in positive words about children, family, jobs and future.
While my voice wallow in these strange, strange words, my mind find it really weird and tries to do something.
But apparently the voice is stronger than the mind and these strange words and sentences keep reoccurring...

Economy
I am ever so much a single as I've ever been, and hence still spend a lot of my money on stuff that singles use their money on. That is; concert tickets, cinema tickets, beer, gadgets, wine and sushi (this all being for one, as I am - like I said - single).
However new items has found their way into the space I like to call my interest; furniture. I have - as many other men - a very much love/HATE relationship with IKEA. I remember being fooled out there by an ex-girlfriend by the promise of having meatballs at the bistro. Only too late realizing that I was actually at IKEA with my girlfriend...
But though I had my share of IKEA furniture through my life I now have developed some sort of a dogma-approach towards furniture; no plywood is allowed and design is crucial. I have taken interest in vintage second hand furniture and has by now cramped up a leather sofa and two chaiselong chairs in my 17 m2 which already was a bit cramped with my 1½ size bed.
So. I have started spending money on stuff which seems reasonable but really is a luxury with no guaranteed resale value (I know that by the time I'll move in with a woman all my valuable thoughts of furniture will be insignificant - those sort of realizations just is a part of turning 30).

(I should here note that if my banker is reading the paragraph above, it's all fictional. I am - of course - spending all my time trying to earn money so that my bank can get whatever I owe them. The same goes for The State. I should also note that I am looking for a bigger place to fill with furniture).

*Girls*
...or should I say women. Because honestly - though I'd always favored (mindly) mature girls - I especially find girls-girls really annoying and no longer see them as 'potential'. I strongly dislike teenagers and even more women/girls in their 20'ies who don't realize they no longer are teenagers. Sure, some of them may be very attractive, but MY! The YACK and self-centeredness...
But this also has lead to that I have suddenly found myself actually listening to and taking interest in what women say. Boy, was THAT a change!?!

I'm coming home...

2007-12-27T03:17:00.000-08:00

...som det så smukt (?) synges i The Rocky Horror Picture Show.
I morgen, fredag kl. 12.30 (DEJLIGT at bruge 24-timers-ur igen!) lander der et fly fra Heathrow med mig inden i.

Jeg vil dog først være til at kontakte efter at jeg har frekventeret lufthavnens 7-Eleven for at købe 1) En stor kaffe 2) en pose SUPER Piratos.

Jeg glæder mig til at se folk, jeg har savnet, igen!

Kram!
T-H

Cykler og snøvlen.

2007-12-27T02:51:00.000-08:00

...Og hvad gør man så, når man sidder i en ”trotro” (læs ombygget varevogn, nu med sæder og vinduer i lastrummet – Nok den vigtigste fysiske infrastruktur-enhed i Ghana) og har fire timers kørsel til Cape Coast foran sig? Tjah. Man skriver da et blog-indlæg på sin telefon!
Og der ér faktisk noget at skrive om, til trods for at der er bulder-mørkt uden for trotro'ens vinduer:
Jeg er på vej på ferie – en 160 km lang cykeltur mellem Cape Coast og grænsen til Côte d'Ivoire.
Vi – to amerikanske piger og jeg – har købt nogle ”old bangers” af nogle cykler i Accra, som vi så har måttet ”bestikke” trotrochaufføren til at binde på taget af bilen, da han påstod at han ville komme i problemer med politiet.
Og som jeg sidder dér, krøllet sammen på et imiteret lædersæde, næsten uden benplads, rammer en lugt min næse.
Jeg har ingen anelse om hvorfor, men pludselig lugter trotro'en lidt fugtigt – måske endda muggent? En lugt jeg forbinder med gamle bøger – eller med kirker.
Og pludselig begynder jeg at overveje, om jeg alligevel kommer til at savne julen hjemme?

Nå, men for at gøre en lang historie kort, så skal det her siges at Cape Coast er en meget smukt beliggende by, hvor den største turistattraktion er det gamle koloni-fort. Det har ikke noget med Danmark at gøre, men i Accra ligger der faktisk et Christiansborg, så vi kan altså ikke undslå os vores noget uheldige kolonitid med trekantshandel osv.

Well... Historien bliver vidst alligevel lidt lang... Vi ankommer til Cape Coast, hvor vi overnatter og bruger det meste af den efterfølgende dag på at indstille cyklerne til optimalt brug.
Det er en øvelse, ghanesere ikke er for skarpe til, så vi var med andre ord overladt til os selv – Godt det samme, når man så hvilket værktøj de ville bruge til cykelrepartioner!
Men ENDELIG! kom vi så af sted. Og stor var min skuffelse, da det gik op for mig at amerikanere altså ikke er vandt til at cykle. Jeg skal ikke nævne nogle navne, men vi var to, der brugte LANG tid på at vente på én. Med andre ord skulle jeg altså indstille mig mere på ferie end på cykel.
Her er et sjældent billede, hvor jeg har lagt mig bag tøserne.

Ferie er faktisk heller ikke så slemt, når man efter at have kørt sølle 50 km pludselig befinder sig i et strandparadis som dette.

Relativt dyrt var det at booke et rum, men wauv!

Den næste dag var målet så Takarate, hvor vi skulle møde Anitas kæreste.
På vejen stødte jeg på denne valgplakat, som jeg bare *måtte* have et billede af! Det smil må bestemt være manipuleret – eller også er der ulve i denne mands familie :-)

Og her er de så, tøserne, efter vi har nået Takarate. Ros til venstre, Anita til højre. De er begge fra Californien, og jeg må være fuldstændig ærlig og indrømme at jeg synes det er super modbydeligt, når folk kalder mig ”dude” uden ironisk distance. Ellers er de nogle virkelig søde tøser...

Anita og Ros havde nok tilsammen fire gange så meget baggage som jeg (jeg vaskede hver aften), men af én eller anden grund, havde Ros ikke valgt at pakke sin lagenpose med. Så her er hun så om morgenen – under sit håndklæde og med fødderne i en snavsetøjspose (som øjensynligt var mere vigtig at tage med??!).

Næste dag havde jeg så endelig mandligt selskab også, og det var min forventning at dette ville udløse en stigning i hastigheden. Desværre viste det sig at John, Anitas kæreste, var i – om muligt – endnu dårligere form. Her er et billede jeg har taget af ham, mens han er stået af for at få et hvil... Læg mærke til lastbilens udstødning – Cykling er ikke nødvendigvis en sund sport i Afrika!

Efter et utal af pauser passerer vi så denne charmerende landsby – Det er sjovt hvordan der er nogle ganske paradis-lignende steder i Ghana – men turisme som sådan er begrænset til resorts – typisk drevet af hvide.

Og netop et sådant endte vi på her, hvor vi mødtes med Jessie og hendes kæreste Alistair.

Her sluttede min rejse, da jeg havde lovet at være tilbage på camp i dag (tirsdag) for at lave workshops i hvordan man reparerer en Windows-installation (ja, development er måske ikke helt hvad man kunne forvente).

Ingen billeder.

2007-12-19T04:40:00.000-08:00

Hej trofaste læsere. Når man bor sammen med et cookie monster som Jessie (australsk pige, der bor med sin kæreste i det samme guest house som jeg), så må man affinde sig med at ting forsvinder. Det er ikke så meget fordi de bliver stjålet, men egentlig fordi hun bare ikke er så stærk i oprydning - Og så låner hun ting - Og pist! væk er de.

På den måde har jeg så mistet et kabel til mit kamera. Det er ingen katastrofe, da typen fåest stort set over alt, men jeg får altså ikke fat på et nyt, før om et stykke tid.
Så ingen billeder fra cykelturen, før jeg har kablet.
Jeg vender da bare tilbage, når jeg har det, jeg skal bruge :-)

En lille tur ud i det blaa...

2007-12-16T11:38:00.000-08:00

Jeg skriver lige et hurtigt indlaeg, men lover at vende tilbage med et opdateret med billeder senere...

Pt er jeg med to amerikanske toeser paa cykeltur til graensen til Cote de Ivore.

Men som sagt, skal jeg nok vende tilbage med et mere fyldigt referat...

Hyg jer derhjemme med al jeres jule-pjat - Og NYD kulden!!

Kram!
T-H

Slap - AF!

2007-12-10T02:28:00.000-08:00

Ja, endnu en uge er ovre, og jeg begynder at kunne mærke, at jeg skal hjem.

Om mindre end 20 dage kan jeg:
- gå ind i en 7-Eleven og købe en halv liter god kaffe, når jeg har lyst.
- Lave måltider med ovn.
- Gå i biografen.
- Kigge på butikker.
- Besøge venner.
- Spille rock.
- Købe og spise lakrids døgnet rundt :-)
- Sove om natten, da der ikke er nogle fanatiske kristne, der tror at Gud kun lytter om natten og derfor råber og skriger hele natten.
- Tale dansk og (i hvert fald potentielt) blive forstået.
- Drikke øl uden at føle mig skyldig.
- Gå ned ad gaden uden at alle retter deres opmærksomhed mod mig.
- En masse andre lukseriøse ting.

Men om 17 dage er det også slut med:
- at hilse på folk på gaden.
- at snakke med 'købmanden'.
- At knipse med fingrene efter at jeg har givet hånd.
- At blive tilbudt mad, når folk spiser.
- At tale engelsk og vinde respekt ved at vise at jeg kender høflighedsfraser.
- Og en masse andre gode ting.

Som I kan se ovenfor, så er listen over ting, jeg glæder mig til at vende tilbage til noget længere, end de gode ting her.
På den måde, er det nok meget godt, at jeg er på vej hjem. Livet i Buduburam er stadigvæk fantastisk og yderst interessant, men jeg er glad for, at jeg ikke - som min Ph.D.-studerende sambo - skal bruge endnu to måneder på dette sted uden en fremtid.

Livet har dog været ekstra nemt på det seneste. Jeg har afleveret min rapport til SHIFSD, men skal nok lave endnu én (som dog vil tage udgangspunkt i mine data, hvilket gør det noget mere interessant).
Denne weekend tilbragte jeg så delvist med at tage billeder af Peace Day (et noget ambitiøst projekt Trine har sat i søen - Til trods for at det ikke gik, som hun forventede, var det faktisk en rigtig god dag!), delvist med at tage på stranden for at spise, drikke og danse. NICE!

I går var en helt fantastisk dag. Jeg vågnede i et telt på et beach resort, og var bogstaveligt talt ved at smelte ved varmen.
Men efter det lykkedes mig at flygte fra teltets varme, svedte jeg faktisk ikke EN HEL DAG! Vejret igår var SÅ fantastisk - Jeg vil skyde på omkring de 20 grader og overskyet. Og så kombineret med brisen på stranden - WAUV!
Det kan selvfølgelig synes noget - tjah - ubehageligt, set med danske øjne. Men dem, der kender mig godt ved at selv i Danmark sveder jeg sindsygt, og det bliver altså ikke bedre af det afrikanske klima (SOM MAN ALTSÅ ALDRIG VENDER SIG TIL! Selv de indfødte sveder konstant).
Så at have en dag, hvor de eneste gange jeg svedte, var når jeg tog en svømmetur, var ikke mindre end fantastisk. Og lige gyldigt hvad folk siger, så tænker man altså bare bedre, når man ikke konstant kæmper med sit åndedræt.

Som jeg skrev tidligere, så har jeg genvundet lidt af den vægt, jeg har mistet hernede.
Desværre er den nok ikke kommet tilbage som muskler, hvilket jeg mærkede, da jeg svømmede. Så jeg vender tilbage til DK som en endnu større slapsvans, end dag jeg tog afsted. :-)

Dans (på dansk) og løb

2007-12-06T00:40:00.000-08:00

Lørdag d. 1. december
Endelig gjorde vi det1!
Jeg har nu 'eksamensbevis' fra School of Liberian Art and Dance!
Her kommer en billedserie (denne gang på dansk så folk der ikke er så stive i engelsk kan følge med).

For at ydmyge os totalt... eller; nej, vi klarede den faktisk godt...
Men programmet indeholdt både vores optræden og de lokale børns. Og de ER bare noget bedre til det der med rytme. Lidt ærgerligt at billeder ikke rigtigt yder disse fantastiske knægte retfærdighed...

Bandet! Mr Lavelah (Nr to fra højre) er helt fantastisk! Knægten på bas-trommen er hans protégé - Samuel - han instruerede os også af og til.

Og her spiller vi så tromme. Som den opmærksomme iagttager vil se, har de ikke turdet at give mig en tromme. Jeg fik en Tsa-Tsa (shaker). Vi spillede en Bassa-rytme.

Så var det tøsernes tur til at dance. Det er altså ret vildt at se!!

Her er publikum. Som I kan se, havde vi samlet en pæn flok. Arrangementet var kl. 14, og 100+ mennesker i hallen hjalp ikke just med at køle stedet ned...

Lavelah! Ikke bare er han en fantastisk dancer og næsten genial trommeslager - Han er også en fremragende pædagog. Uden ham, intet show!

Her er de hvide tøser under Bassa-dansen. Fra venstre: Trine (SE/NO), Jessica/Jessie/Jess (AU), Tui (AU) & Michelle (US/D). Check lige monderingen! :-)

Og her er klassens tykke dreng så. Her er jeg i gang med mande-delen af Bassa-dansen. Under min Krah-solodans flækkede mine bukser selvfølgelig og havde det ikke været for mine skrig-grønne underbukser, havde 'den hellige treenighed' hængt udenfor.

Billige point til antropologen. Denne måde anses som den korrekte at hilse på en mand, der har højere status end dig selv. At jeg vidste og gjorde dette, skabte en del jubel.

Og det var groft sagt det... Der vil blive lagt videooptagelser af showet på YouTube - Og dér vil I nok desværre kunne se alle de fejl, jeg nåede at begå :-)
Jeg tror dog at folk generelt var dødeligt begejstrede over de hvides forsøg på at danse.

Hele showet igennem havde jeg den onde feber (som jeg først er kommet af med i dag - torsdag), men når jeg var på, var jeg på. Det afholdt mig dog fra at deltage i aftenens fest.
Næste morgen blev jeg banket op kl. halv seks (!) for at tage billeder til et 'Fun Run' (Jeg ved ikke hvad der er sjovt ved at løbe - Og slet ikke, hvis der skal betales penge for det!!). Jeg skulle dog heldigvis kun tage billeder.
Et tilsvarende arrangement foregår så i Australien (det er dér, de betaler for det), og pengene går til en toiletbygning på en high school. Det er Jessie (australier), der har sat det hele i søen.
Det var faktisk en god oplevelse. Måske lige bortset fra, at jeg fik lov til at låne et Canon EOS 400D kamera som jeg selvfølgelig forelskede mig ganske hovedkulds i. Well... En dag, når jeg får penge...

Dance, magic dance - And run!

2007-12-03T05:26:00.000-08:00

Saturday 1st.
Yeah - we finally did it!
I now have a graduation diploma from the School of Liberian Art and Dance.
I'll make a picture slideshow approach - And YOU! in the back! No sleeping!!

Well... Just to make the humiliation complete... No. That is not true, we did ok! But the program was a mixture of local dance classes and us. And these young boys were incredible (I did not actually see them that day, as I was behind the stage - But I know from their rehearsal that they rock).

The band! Mr Lavelah (No 2 from the right) is just absolutely great. The guy at the bass drums is his protégé - Samuel - who sometimes instructed us.

And here we are, playing drums. We only managed to make the Bassa-drumming presentable, but are still rehearsing other rythms - just for our own joy. For some mysterious reason they did not trust me a drum, so I ended up with the tsa-tsa (a shaker).

As well as the boys would do their dancing the girls also had to perform. As I hope it is indicated here, they were quite awesome as well...

We did manage to draw a crowd, which was great, as it is so much more fun to dance, when someone is cheering!

Like mentioned above I have the deepest respect for Mr Lavelah. Not only is he an excellent drummer and dancer - His teaching skills are also incredible.

And here are the girls. From left: Trine (SE/NO), Jessica/Jessie/Jess (AU), Tui (AU) & Michelle (US/D). Nice outfit, huh?

Yup. Here I am. I did three dances; one with the girls and two 'on my own'. GREAT fun - and very well recieved. I still meet people on the street who will say "Wauv! You a STRONG dancer!". They are so nice, aren't they?

An appropriate greet for a person with higher status than yourself. This too earned me some 'cheap points' from the crowd. "You learn our culuture, Whi-man!"

And that was - roughly - it. Videos will be posed on Youtube, and I have to admit; I did make several errors in my presentation. However I am sure people felt entertained and happy that the Whi-Man and Whi-Woman would perform their cultural dances and drummings.

I performed all my dances and drumming with some sort of flu running through my body, which did not really affect me, except from me being unable to party in the evening.
This morning I got beaten up at 5.30 (!!!!!!!) to take pictures from a fundraising Fun Run (I do not know why they call it that - It's neither fun to give out money or to run, but I suppose minus-minus gives a plus). The Fun Run is also on in Australia, and the money goes to the building of a toilet house at a high school.
It was a good experience except I got to borrow a Canon EOS 400D camera (however not the one that took these pictures) and am now completely in love with the thing... Well... Maybe when I some day get a work.

Dilemma og de sidste.

2007-11-23T12:53:00.000-08:00

De sidste par dage har båret lidt præg af et dilemma, jeg er havnet i.
Sagen er den at jeg allerede fra starten har sagt til SHIFSD at jeg ikke kan garantere dem nogle brugbare data, da det ikke er sikkert at mine data passer ind i deres aktiviteter.
Det er ved at gå op for Jeremiah - direktøren for SHIFSD.
Derfor har han så bedt mig om at lave en projektbeskrivelse (så de i det mindste får brugt mig lidt - ud over, selvfølgelig, at jeg skal få styr på deres PC'ere).

Se det har jeg jo sådan set ikke noget imod. Problemet er bare, at denne projektbeskrivelse er ret fundamental for SHIFSD, da den skal omhandle Economic Empowerment (økonomisk styrkelse).
Det er faktisk ét af de to fokus-områder, SHIFSD har (uddannelse er det andet), og jeg er mildest talt lidt forundret over at de INTET har på skrift om dette.

Nuvel. Det er jo sådan set ret spændende, og jeg vil formodentlig også kunne flette nogle af de punkter, jeg gennem min uddannelse har lært kan være fremtiden inden for udvikling ind...
Men sagen er den, at det er lidt uheldigt at det skal være en person uden for organisationen, der skal lave sådan en plan. Og derudover er min viden på området altså ikke helt 100%.
Altså er jeg splittet lidt mellem at være voldsomt interesseret - og at have moralske (og måske endda politiske) avationer mod at gøre det.

Derudover får jeg nok en stille weekend, der forhåbentlig slutter med at jeg køber en tromme - Hvordan jeg så får den med hjem, må jeg jo så se til den tid...

I næste uge vil jeg så foretage de sidste interviews og har dermed næsten afsluttet al min dataindsamling - Så står der blot feltrapport på plakaten!

Sådans

2007-11-22T10:55:00.000-08:00

Så er det på magisk vis gået hen og er blevet tæt på weekend igen, og jeg har efterhånden kun en måned tilbage i Ghana.

Det er egentlig ok, for jeg begynder sådan rigtigt at 'gammel-savne' kongeriget i Nord.
Mit projekt hernede går ret godt, og da jeg i dag overværede et møde i mikrofinans-associationen, sagde præsidenten (en ordentlig MAMA) "T-H! So glad to see that you are putting on weight... Now your mother will not cry, when you get home".

Bless her! :-)

I starten af december har jeg lavet en aftale med et par, om at købe cykler og drøne lidt rundt i Ghana og Togo. Det skal jo nok blive spændende og sætter mig forhåbentlig i stand til at komme frisk tilbage til camp, hvor jeg så har fire opgaver at løse - af forskellig beskaffenhed.
Jeg skal lave to rapporter - én til Uni, en anden til SHIFSD.
Derudover har jeg - i et 'svagt' øjeblik - lavet en rapport til SHIFSD, hvori jeg beskriver at de muligvis kan drage nytte af at køre Linux i stedet for Windows (der er SÅ mange problemer med virus hernede, og Linux løser dette problem). Så der står et par workshops på programmet - Dels i virusbekæpelse, dels i installation og brug af Linux...

Og så er der emnelinien. Jeg er lige vendt tilbage fra danseklassen....
Jeg har de sidste seks uger fulgt danseklasser tre gange om ugen, og kolluminationen er på lørdag otte dage, hvor vi (tøserne og jeg) skal fremføre vores show.
Det omfatter både tromme-set og dans, og i dag var det så første gang, at vi havde et ukendt trommeband til at akkompagnere vores dans - samt publikum i kraft af de børn, der normalt øver torsdag.
Og som I, der kender mig, jo nok ved; jeg er en stage-whore. Jeg synes simpelt hen at det er skide skægt at stå på en scene, selvom det jeg fremfører næppe kan anses som værende andet end en karikatur af, hvad de lokale laver (der ER stadig noget med sorte og rytme).

Og så lige noget urelateret: Go Danmark! Jeg hører at vi vandt i fodbold i går...

Interviews og krebs

2007-11-18T10:53:00.000-08:00

Jeg må jo indrømme, at jeg ind imellem synes at det er lidt træls at være på feltarbejde i en flygtningelejr.
Det er ret opslidende og ofte finder jeg mig selv ufattelig træt uden anden egentlig grund, end solen og at jeg konstant skal bruge lang tid på at snakke venligt med folk, der egentlig ikke rigtigt vil noget.

Men så er der også ting, der trækker i den anden retning - Ting, jeg vil savne, når jeg kommer hjem.
Som fx de folk, jeg på daglig basis hilser på på gaden, og med hvem jeg har samtaler á la dem, man før i tiden havde med købmanden.
Som børnene, der stormer én i møde, når man går på gaden.
- Men ikke mindst; som de kære informanter, jeg har mødt, og som er tæt på at være de sødeste mennesker i verden.
Jep! Nu lyder jeg som enhver anden antropolog, men anser jeg for værende en positiv ting...

I går foretog jeg på den måde et interview med Sofia, kvinden der sælger frugt på gaden om aftenen. Hun og hendes familie er de sødeste mennesker jeg har mødt på camp. Eneste torn i øjet er, at de er katolikker, men det er jo én gang deres egen sag.
Nuvel. Interviewet viste en smilende Sofia, der gentagne gange overraskede mig med sine svar. Det var endvidere sjovt at erfare at hun faktisk havde sværere ved at forstå mig, end jeg hende.
Det skyldes jo nok, at den første gang hun satte sit ben i et klasselokale (folk lærer engelsk i skolen) var i 2004 under et Adult Literacy Programme.

Ud over at dette interview gav mig en masse data og gode erfaringer, var det bare en virkelig rar fornemmelse, at blive budt velkommen af hendes børn - at kaste Lukie op i luften og høre ham grine - Jeps, jeg savner sq mine nevøer.

Og så skrev jeg krebs i titlen på dette indlæg. Jeg var på standen i dag... Jeg behøver vel ikke sige mere? :-)

En flov-mand.

2007-11-14T06:54:00.000-08:00

Jeg er lidt træt af det hele.

Her går man og prøver at forklare hvordan Danmark er et sekuleret demokrati styret af fornuft og oplysning.
Og så viser der sig at 13,8% af danskerne vælger at stemme på et parti kendetegnet ved at være styret af religiøse fanatikere og halv-ekstremister...

Men: Det er jo trods alt stadig et demokrati, og vi kan stadig bryste os af en god, kritisk presse - og et godt system. Dette bliver konstant mere tydeligt, jo mere jeg snakker med forskellige flygtninge såvel som volontører.

Jeg er stadig flov hver gang jeg må berette om hvordan Danmark fejler i integrationen af flygtninge og indvandrere og hvordan vi lukker grænserne på en måde, der har ændret landets ry fra venligt og åbent til lukket og fjendtligt.

Nuvel. Det er ikke enden på denne Verden og der kommer jo valg senere...

Struktur og teenagers.

2007-11-14T06:40:00.000-08:00

Endnu en uge er gået, i hvilken jeg passerede 50-dage-tilbage-i-Afrika-dagen – tiden går godt nok stærkt!
Det er lidt mystisk at man holder ferie og så efterfølgende har brug for at slappe af. På den måde var sidste uge ikke særlig produktiv.
Jeg er nu professionelt gået ind i en interviews-fase, hvilket betyder at jeg bruger mere tid på at finde ud af hvad jeg skal spørge om – og hvordan – end på at være på pladsen.
Jeg startede ud med et interview med direktøren for SHIFSD i fredags, og det endte med at være en understregning af, at jeg stadig er under uddannelse.
Dels er jeg bare ikke super trænet i at stille korte præcise spørgsmål. Til trods for at jeg havde skrevet dem ned, endte det alligevel ofte med en masse ævl, før jeg fik stillet spørgsmålene på en måde, så de kunne besvares af Jeremiah.
Dels kæmper jeg nu med transskription, som jeg jo ved tager lang tid – hvilket blot bliver endnu længere, når man oven i købet skal kæmpe med at stave rigtigt på engelsk (ok, det er for min egen skyld, men stadig væk), forstå det lidt specielle engelsk – og krumme tæer over at høre sin egen stemme på optagelserne.

Når det så er sagt, så er det dejligt at foretage sig noget, der er mere struktureret. Interviews giver sådan en dejlig fornemmelse af, at man faktisk får noget data 'i kassen'.
At jeg så skal kæmpe med at få struktur på mig selv er på én gang irriterende og en bonus.

Og tjah... Så er det i min omgangskreds øjensynligt pludselig gået fra at være dybt uacceptabelt at engagere sig i løse forhold med flygtningene, til at man da bare skal reagere på en forelskelse.
Lidt (for) spøjst at se folk, der tidligere har udtalt sig meget kritisk om at engagere sig med flygtninge pludselig vende på en tallerken og i bedste teenage-style forsøge at retfærdiggøre sig selv.
Well... Det er vel også en slags udvikling...

Mole - In English!

2007-11-07T01:52:00.000-08:00

The Mole Trip[TM]

Well... The vacation was nothing short of being great.

Part of this was of course due to the company of these wonderful women. That is Trine (N/S), Michelle (USA) and Tui (AUS).

The trip was planned so that we would follow the main roads through the West of Ghana up to Mole National Park, from where we would take the no-so-main-roads east of The River Volta.
Going from Buduburam to Mole was part fairly good surfaced road, partly dirt road which made us ever so happy that we rented a 4x4 car.
As seen here the real danger – if any – would not as much lie in the dirt roads as in the Ghanaean driving culture. As for our driver no complaint can be made...

And after a 12 hours drive we arrived at Mole Motel. This is the view from the Motel the morning after the arrival.

Another view from a viewpoint just in front of the motel. Occasionally elephants could be observed taking their baths in the pond – apart from all the other animals in the park.

And here they are. Just after lunch it would please these young gentlemen to have their bath – much to our as apparently their pleasure.

At first we were really amazed to discover that the war hogs would graze just outside our door (I have to say I was a bit cautious to begin with, as these animals looks quite a lot like boars). But since the did so all the time the amazement stagnated.

Going into the park in our big Toyota. I have to admit that it reminded me a little too much of a trip to Legoland, just to sit in the car and watch these amazing animals. However some of the girls chose the truck body as viewpoint which must have given them a much nicer view.
Here is a baboon in his natural environment.

Several species of gazelle-like deer could be observed. This is either a water buck or a cob. I never learned to tell the difference.

And this is how a track in a national park looks like. Curiously enough the only time the driver felt it necessary to turn on the four wheel drive was when he was on an almost ferocious conversation on his cell phone. Professionalism?

What really was the greatest thing about the whole vacation was by far the quietness. This picture could illustrate that – the only sound would be the sound of us and grasshoppers.
The day after we saw a big elephant up close at this pond.

The motel seen from the plains.

Crocodile – Not the largest version, but still: I would not swim here!!

What is really the natural habitat of the baboon? The place we saw most baboons was curiously enough in the dump of one of the villages in the park...

And here they are... The elephants are as amazing in their natural habitat as one could expect. Amazing animals. It seems all their activities goes really slow – But why would the be in any hurry? The only thing they really have to fear is the guns of the park rangers – And there has never been any need to loosen a single shot...

After two really relaxing days in Mole National Park it was time to go to the Volta region. That meant a whole day of less-inspiring driving – for 220 km on dirt roads like this...

The drive would take us to Hohoe where we would stay in an not improperly hotel called Mountain Paradise.
With his usual unimpressedness our driver Nana would tell us “We'll climb that mountain tomorrow” - I have not felt so happy ever since I came to Ghana.

And as said so done.
The morning after we took the car to a village on the mountain side and walked the last bit to the top. The quietude and chill was – I have no words!!

And on top of the world we would find a rusty cross – For the first time in Ghana I found the Christian symbol somehow in it's right place.

Well down of the mountain we drove to the nearby monkey sanctuary in which we got to hand-feed monkeys with bananas. Yup, as cliché it ever may seem monkeys love bananas.
It's Tui to the right and the monkey to the left... :-)

And as our tour de Ghana was to an end we would swing by the great dam that provides 60% of all of Ghana's power.
Really not the greatest of the trip's experiences but helped a lot by our guide – a very lovely old man who was pleased to answer our questions.

And then I could not resist myself... This is Nana and the Toyota Hilux D-4D.

I have to admit that when I first learned that my international driving license would not be able to reach me until after the trip, I was disappointed to say the least.
I had truly looked forward to drive the car.
But for various reasons I am glad that things turned out the way they did.
For one thing there is no way the girls would have respected my driving. I have to admit that every now and then the roads was quite rough. But as Nana was professional the roads was to blame rather than the driver – a situation that may have been different if I was to drive.
I am quite sure that Nana also prevented us from being stopped at all the police barriers as well as he would save us money on various haggling situations etc.
Finally Nana knew places like The Mountain Paradise as well as the state of the roads in relation to what the car could handle and still provide some comfort to the passengers.
All in all Nana saved us time (we might have struggled to find the way, and his skills on the road is of course so much better than mine), was able to be quiet when we liked him to as well as to joke with us when we were in that mode...
In addition I could actually relax during the driving in contrast to being devastated from being constantly observant.
- And it is always nice to have a trusted local by the hand, when you are travelling a foreign country.

Ferie.

2007-11-04T10:18:00.001-08:00

WAUV!

Jeg har været på ferie de sidste fem dage, hvilket har været helt fantastisk.

Jeg laver et ordentligt indlæg, når jeg har fået sorteret billeder, men kan sige at stilheden findes i Afrika og er helt fantastisk!

Dårlig fysik og store ændringer?

2007-10-27T07:31:00.000-07:00

Det er ved at være et stræk siden, jeg har skrevet sidst. Jeg har i denne uge været ramt af Afrika på én af de mere ubehagelige måder. Maveonde.
Dette har betydet at jeg ikke har besøgt felten så meget som jeg burde.
Det til trods har ugen været yderst interessant. Dels er jeg blevet bedt om at aflevere en slags 'midtvejsrapport' til SHIFSD, hvilket jeg har gjort.
Da jeg blev bedt om at give mit eget syn på sagerne, har rapporten indeholdt en del ros – men også en del kritikpunkter. Navnlig synes jeg at SHIFSDs mikrofinansprojekt er larmende uambitiøst i sammenligning med andre projekter, hvilket jeg selvfølgelig har prøvet at fremføre i de mest diplomatiske vendinger jeg kunne mønstre.
Ikke desto mindre har jeg haft lidt den samme fornemmelse, som når man går til eksamen... Chancerne for at de rent faktisk læser rapporten er dog ikke så store. Og hvis de gør, og den falder dem for brystet, så kan jeg faktisk 'gemme mig' bag professionelle argumenter. Vildt!

Endvidere sker der ting og sager på camp. De ghanesiske myndigheder har testet vandforsyningen, hvilket resulterede i, at de uddelte gratis badevand, hvilket jo er det, min hovedinformant, Suko, sælger.
Samme dag blev det så offentliggjort at alle forretningsdrivende på camp skal betale skat. Og da denne skat er 10-30 Pesewas om dagen, og en 'almindelig' indkomst er 1 Cedi (100 Pesewas), kan det vise sig at være yderst fatalt for forretningslivet i Buduburam. Specielt fordi at drive forretning er den eneste indkomst folk kan have, med mindre de taler det ghanesiske sprog Twi.
Det mest forunderlige var, hvordan Suko håndterede disse to trusler mod hans erhverv.
Han grinte og virkede ret glad – lavede skæg med hele situationen. Jeg spurgte ham selvfølgelig om hvorfor og han svarede, at det jo alligevel ikke stod til at ændre for ham, så hvorfor lade depressionen løbe af med én?
Med til historien hører selvfølgelig, at der siden offentliggørelsen af skatten er påbegyndt forhandlinger mellem The Welfare Council (den nok mest repræsentative organisation på camp) og de ghanesiske myndigheder om hvor vidt det overhovedet er muligt at inddrive en sådan skat.
Det viser nok hvad disse 'flygtninge' nu har oplevet på næsten daglig basis; at der kommer officielle dekreter, som så siden hen må revideres fordi de simpelt hen er urealiserbare.
Så på den baggrund er der vel ikke noget at sige til, at Suko ikke tager det så tungt...

IT ekspert og pacifist.

2007-10-22T08:47:00.000-07:00

I denne weekend havde jeg to programpunkter; jeg havde lovet mig selv væk til en computer school graduation lørdag, og senere lørdag tog vi så et smut til Kokrobite – en strand, hvor man kan bruge Den Danske Stats penge på vigtige ting som fx øl.

Well... Det viste sig (selvfølgelig, tør man næsten sige) at denne graduation også liiiiiige havde indbygget en fund-raising for fremtidige aktiviteter, og da jeg var den eneste hvide tilstede, var der en del fokus på mine peng... øh! mig.

Mit navn blev da også nævnt flere gange – og jeg fik lov til at sige et par gratulerende ord til de nyuddannede. Det tror jeg for øvrigt ikke, at de fattede ret meget af – Det er som om, at den slags 'nu er I færdige med dette trin – så må I videre og bruge jeres evner kreativt' ikke rigtig er en del af den slags ceremonier.
Gæstetaleren (som dog ikke var mig) sluttede sin tale med at sige; I er nu alle uddannede og klar til arbejdsmarkedet. Hvilket arbejdsmarked fremgik ikke helt tydeligt, men der er dog ingen tvivl om, at de nyuddannede med denne uddannelse har 'noget at tage med tilbage til Liberia'.

Og i går aftes drønede vi så til Kokrobite (tre volontører og jeg selv) og hørte – well – balle-reggae musik til den lyse morgen. Jeg sørgede selv for ikke at gå tørstig i seng (det har min mor altid sagt, at det skal man ikke), så jeg var en god dreng.
Tui og jeg delte et telt og da hun på et tidspunkt i morges blev træt af at høre på min snorken – eller måske vågnede vi bare ved heden – besluttede vi os for at gå en tur på stranden.
Det var sådan set også en god idé. Men da vi besluttede os for, at sand trods alt ikke bliver ved med at være interessant og vendte om, blev vi passet op af et par unge gutter. Det startede egentlig som en ganske normal situation: En af dem greb fat i Tui, hvilket afrikanere har det med at gøre med hvide piger, Tui blev sur og råbte at han skulle lade være – og pludselig var der fire knægte, der prøvede at stjæle Tuis pung.
Af én eller anden grund var de ret bange for mig (nu er en standard vestafikaner typisk et hoved mindre end mig), men det lykkedes mig simpelt hen ikke at jage dem væk.
Resultatet blev at Tui fik stjålet sin pung og flænset sine shorts, mens jeg blev hold på afstand.
Afrikansk venlighed er noget sjovt noget. For efter at de havde fået fat på pungen, hev de bare hvad der var af penge ud af dem, og gav mig så – næsten venligt – den nu pengetomme tegnebog tilbage.

Alt i alt en ret ubehagelig oplevelse, men på den anden side set skete der ikke rigtigt noget. Tui er én af den slags kvinder, der – hvis hun nogensinde får børn – formodentlig vil føde stående og uden at kny. Hun var egentlig mest træt af, at hendes shorts var blevet ødelagt.

Selv var jeg – tjah – lidt skuffet. Man tænker altid bagefter om man kunne have gjort ét eller andet for at undgå udfaldet. Jeg kunne såmænd nok have brækket en næse eller to på de knægte, men på den anden side set, var det jo ikke godt at vide, om de havde knive eller det der er værre.
Og ærlig talt; jeg bryder mig ikke om at slå på folk.
Havde jeg været alene – eller havde der ikke været tale om simpelt røveri – aner jeg ikke hvad jeg havde gjort.
Men det var jeg ikke, så dette vil jeg skrive i min bog som en erfaring...

Slut på Touren – Og Danmark?

2007-10-18T09:23:00.000-07:00

Ja, så er det jo øjensynligt slut... Danmark fik læsterligt med tæsk af Spanien i fodbold lørdag, hvilket jo så resulterede i at EM-håbet er ude...
Jeg havde planlagt at jeg skulle se kampen på camp, og havde også fundet et par entusiastiske gutter, der bestemt mente, at de vidste hvor DK/Spanien blev spillet, men det viste sig ikke helt at holde. At det så for øvrigt stod ned i Roskilde-lignende stænger den pågældende aften, hjalp jo heller ikke min vilje til at gå ud...

Og så må jeg jo annoncere at min tour-des-church er slut. Jeg kan ikke længere holde ud at høre på fantaster, der bestemt mener, at Gud stadig gør aktive ting på Jorden – og for øvrigt fordømmer folk, der ikke er enige med dem.
Jeg har gentagne gange taget mig selv i højt at svare det modsatte af hvad der forventes, på deres retoriske spørgsmål. Så inden jeg ender i en decideret religiøs konflikt, så har jeg altså valgt at indstille skydningen.
Når jeg træder skridtet tilbage, må jeg sige, at det har været lærerigt at gå i forskellige kirker, men dog egentlig ikke så overraskende.

At jeg ikke længere skal gå i kirker passer mig egentlig storartet! Jeg er nemlig nået dertil, hvor jeg må anerkende, at jeg har brug for weekends. Som antropolog er det mere eller minder op til mig selv, hvor meget data jeg vil indhente. Men jeg kan bare mærke at jeg lader mig provokere unødigt, hvis jeg ikke har tid til at slappe af ind imellem.
Så jeg bruger mine weekends med volontørerne og vi gør hvad vi kan for at være gode ved os selv og hinanden, da Afrika har det med at suge energien ud af én.

På den måde tilbragte jeg lørdagen i Abruri Gardens, som er en gammel botanisk have, etableret af en tysk missionær. Som alt andet i Ghana, som ikke er drevet af udlændinge, er stedet i stærkt forfald (hvilket jo lige er vand på min mølle)... Det er dog smukt, afstressende – og frem for alt utrolig roligt i forhold til resten af det Ghana jeg kender.
Turen til Abruri Gardens er endvidere en oplevelse i sig selv. Selvfølgelig foregår den med 'Tro Tro' – Varevogne ombygget med sæder bagi – men eftersom Abruri ligger på toppen af et bjerg, får man virkelig hørt nogle dieselmotorer på prøve. Udsigten mens motorene skriger og man passerer gennem hårnålesving er fantastisk – en slags totaloplevelse. Desværre kunne jeg ikke komme afsted med at skyde billeder af det... Til gengæld får i et par af mig, hvor jeg er sprunget ud som fuldblods 'Tree hugger'...

”Olympiade”, forundring – og Afrika igen.

2007-10-11T11:43:00.001-07:00

Ufatteligt at jeg ikke i al min omgang med kvinder, i min tid som studerende, har lært at sætte foden ned en gang imellem. De overtaler mig hele tiden mere og mere sindsyge projekter.
På den måde stod jeg i morges op kl. 5.45 (og jeg er altså om nogen B-menneske!) for at løbe. Og ikke bare løbe... Nej, jeg skulle såmænd løbe med en aspirant til olympiaden i Kina...
Ok, retfærdigvis skal det siges, at hun er elite-roer (og altså ikke den store løber) – og at hun ikke har trænet i mere end tre måneder... Og hun er i virkeligheden ikke aspirant, for hun rejste fra Australien til Afrika...
Men stadig væk: Det er da sindsygt at stå op kl. 5.45!

Og så må jeg stadig forundres over hvordan selv meget dedikerede folk modarbejder dem selv. Eller rettere; deres kulturelle arv modarbejder dem. Suko, som ellers er en ret dygtig gut hvad fremtidsplaner angår, valgte i dag – den første tørdag i lange tider – at besøge én af sine syge venner i stedet for at passe sin forretning.
Hvorfor han skulle gøre det, og ikke familien er noget jeg skal spørge om i morgen.
Men man må bare forundres over at han ikke holder fokus på forretningen – specielt når det er en god salgsdag.

Afrika. Afrika er den ultimative undskyldning hernede. På den ene side snakker alle om, at de vil være som Vesten, men så snart man foreslår en ændring, der vil pege i den retning, vil de sige ”This is Africa” (Fremover; TiA) – og dermed sige, at det kan man altså ikke i Afrika.
Dette mere end indikerer, at de ikke har den første idé om, hvad i Hel Vesten drejer sig om.
Men jeg anser det faktisk som et gennembrud, da jeg snakkede med Suko om dette, og han forklarede hvordan Vesten ikke bare er en drøm, men også en egenskab.
Afrika (som i TiA) er at 'blive holdt nede af familien' så man aldrig kan starte et firma, da man konstant vil være tvunget til at give investeringspengene til familien.
Men har man været i Vesten og lært hvordan man driver forretning dér, kan man faktisk være i fred, for derigennem har man 'fået Vesten' som egenskab – hvilket så på magisk vis gør, at man har ny integritet. Og familien vil så øjensynligt lade én være, når man afslår at betale dem.
Om det i virkeligheden forholder sig sådan er svært at sige, men alene det faktum at de tænker på den måde, kan være med til at forklare hvorfor ellers resursestærke folk så desperat forsøger at komme til Vesten...
Interessant!

Shake it og intet nyt!

2007-10-09T15:16:00.000-07:00

Jeg skal beklage de knap så hyppige BLOG-opdateringer... Men i dette tilfælde er intet nyt altså godt nyt. Jeg har det virkelig godt, og der er flyttet to piger ind i det guest house, hvor jeg bor.
Det bekommer mig (som muligvis er verdens største 'dog person') vældig fint.
Prisen er så at jeg ikke længere kan gøre helt som jeg vil i 'mit' hus, at der konstant skal hentes vand – og at jeg hele tiden gør rent (noget disse piger øjensynligt ikke er helt vandt til hjemmefra).

Rent professionelt er jeg tilbage hos vandsælgeren Suko, og hele denne setting giver rigtigt gode resultater. Jeg kan få lov til at deltage ved at slæbe vand (af og til i trillebør), der er mange mennesker – Og jeg har masser af tid til at stille spørgsmål. Så er det jo bare med at komme på de rette spørgsmål, hvilket jeg gør efter bedste evne. Netop denne evne synes jeg faktisk ikke, at jeg er super godt klædt på til, fra studiets side (muligvis fordi jeg ikke fik lavet alle mine interview-øvelser), men heldigvis så er én af pigerne i huset ved at samle information til en bog om flygtningene, og at sidde med som fluen på væggen, når en anden laver et interview er bare guld værd!
Med andre ord lærer jeg noget – Hvilket vel var hele ideen med at komme til Afrika.

Og ja. Der skal nok komme billeder af dette senere, men der er altså sket noget...
Tøserne har på én eller anden måde fået overtalt mig til at gå med til undervisning i afrikansk dans. Så muligvis har jeg fået lidt rytme i kroppen, når jeg når hjem. Da det var første øveaften i aften, kan jeg endnu ikke prale af egentlig at kunne noget...

Husk dine rødder....

2007-10-09T15:13:00.000-07:00

Hvad er der sket?

2007-10-04T13:09:00.000-07:00

Ja, det er unægtelig nogen tid siden, jeg sidst har skrevet noget på blog'en.
Dette skyldes hovedsageligt at 'min' internetcafe har været nede med strømsvigt i en længere periode, men også det faktum at jeg har haft travlt om aftenen tæller lidt.
Jeg er pt hos Suko (vandsælgeren) og er der i dagtimerne. Det giver mig rum til at bruge nogle af aftenerne sammen med andre hvide, hvilket jeg også har gjort i stor stil.
Generelt bruger jeg en del tid med volontører, hvilket blandt andet også har betydet en weekend på Kokrobite – en fin strand, hvor de har øl, senge og brusere.

Og ja. Så havde jeg fødselsdag i går. Det var egentlig meningen, at dette skulle være en hemmelighed og forbigå på den måde, men desværre havde jeg bedt Tui om at holde min tegnebog på et tidspunkt, og derigennem havde hun jo så opsnappet min fødselsdato.
Og jeg skal være ærlig; det var bare virkelig rart at blive fejret.
Jeg mener; vi har sq kun ét liv, og ét af de højeste mål man kan have i dette er at være elsk-værdig. At dømme efter kagen og tøsernes ord, så har jeg i hvert fald opnået dette blandt hvide volontører. Spørgsmålet er om man kan bede om mere – Under alle omstændigheder er det stadig min drivkraft for at arbejde inden for udviklingssektoren.

Hvad er 27 år så?
- Det betyder statistisk, at jeg har levet lidt mere end en tredjedel af mit liv.
- Det bliver nok det år, hvor jeg laver mit eget (side)musikprojekt...
- Det er den alder, jeg har, når jeg ender min uddannelse (gad vide om man kan få arbejde som 27-årig??)
- Det er et par år inden det store runde... (SKAL jeg virkelig have den peberkværn?? :-) )
- Det bliver nok også det år, hvor jeg flytter fra Århus.

A thousand

2007-10-04T13:04:00.000-07:00

Beautyof.dk?

A thousand arms each reaching in The Direction
A thousand arms following The Way
– some on a downward course
A thousand arms on a desperate dying tree
A thousand arms that all forgot
that they have the same trunk

En tur på bjerget – eller næsten.

2007-09-25T06:36:00.000-07:00

Søndag: For et stykke tid siden blev jeg træt af det råberi. Der ligger et lille bjerg (ok, det er kun en bakke) nordvest for camp, og den har råbt mit navn næsten siden jeg kom herned.
Så stille og roligt forhørte jeg mig hos Kollie fra gyden om det var muligt at komme derop. Han var straks meget entusiastisk og foreslog at jeg bookede cykler, så vi kunne tage af sted (han var vel også opsat på at få en god cykeltur). Tui (volontør fra Australien) var også frisk, så jeg sendte Kollie ud at booke cykler. Dette resulterede selvfølgelig i, at han bookede lidt ekstra, så vi i alt var fire + en knægt med en cykel, der sluttede sig til os på vejen.

Nuvel. For at sige det mildt, så var det varmt som ind i Hel (bortset fra at Hel efter sigende skulle være koldt) og noget af en oplevelse. Kollie fik flere gange ledt os ud på noget, der bestemt ikke var veje, og en enkelt gang var der lidt diskussion blandt drengene om hvilken vej man skulle vælge. Den mest oplagte havde nemlig et skilt, hvorpå der stod, at der var ånder lige fremme (ånder i dette tilfælde er øjensynlig nogle dværge eller nisse-lignende væsener).
Vi endte dog ved 'bjergets' rod, efter at have slæbt cyklerne igennem sump og marker (der går øjensynligt kun den vej med ånderne direkte til 'bjerget' og Kollie
fortalte at den alligevel var oversvømmet – kylling!).

Så vi endte 'kun' ved bjergets fod - efter mange sære omveje, hvor vi ind imellem måtte slæbe vores cykler igennem noget jeg dårligt vil kalde en sti.

Se det var jo ikke den udsigt, jeg havde håbet på, og den medbragte mængde vand taget i betragtning såvel som vores allerede på det tidspunkt stigende træthed af udmattelse og varme, afgjorde sagen – bjerget står stadig ubesteget af Kragerne.

Men turen var det hele værd. Afrika – selv Ghana – er faktisk smukt, når man kommer væk fra det (semi) urbaniserede grå.
Jeg glæder mig til at deltage i en tur til nationalparken Mole, som vi (forskellige volontører og jeg) tager på i slutningen af oktober.

Målet for ekskursionen - to tinder, der endnu begge står udbestegede af undertegnede.

Foden af bjerget. Tui i front, Kollie i baggrunden.

Kollie i min gyde. Til højre er mit hus - Til venstre er der tre andre - primært beboet af teenagere, der er flyttet hjemmefra.

Én af de landsbyer vi kom igennem på vejen til bjerget. Læg mærke til blandingen af murede huse og hytter.

Så ufremkommeligt var det ind imellem - her var vi endda så heldige, at vi kunne cykle, hvilket ikke var en garanti. Jeg kender ikke navnet på knægten.

Træ og traktor. I baggrunden: Bjerget.

Antropologisk latenstid og tak.

2007-09-22T15:04:00.000-07:00

Jeg vil lige starte med at sige tak til dem, der har skrevet for at høre til min status i alt det her regn-halløj.
Jeg kan berolige alle med, at det er i det nordlige Ghana, at der har været (om end ret seriøse) problemer. Jeg er med andre ord ikke hårdere ramt her, end jeg var på Roskilde Festival (heldigvis har de dog ikke noget flis her, som jeg skal skovle).
Men tak for omtanken endda!

Hvor lang tid går der, før antropologen bliver indviet i de lokales ikke helt offentlige hemmeligheder?
Åbenbart halvanden måned.
I hvert fald har jeg nu opdaget én ting: Der er hekse i Afrika.
Det hele startede med, at jeg snakkede med Kollie (ja, det hedder den stakkels knægt altså) fra min gyde, og han nævnte sådan nærmest henkastet, at hans søster var en ond kvinde, for 'hun kunne finde på at hidkalde slanger fra bush'en'.

Jeg undlod indledelsesvis at kommentere det, men har siden hen spurt til det rundt omkring, og det synes at være en almindelig opfattelse, at det kan (nogen) kvinder altså.

Men det stopper altså ikke der.
For da jeg havde besøg af et par af drengene fra gyden den anden dag, begyndte de spontant at forklare om heksekunst. Og jo, én af dem havde set en kvinde forvandle sig til en kat og tilbage, mens en anden havde været vidne til to høge, der sloges i luften, dræbte hinanden – og da de kiggede hvor de landede, lå der to døde mennesker i stedet for fugle.
Se den slags spøgelseshistorier kunne jo meget vel være en slags 'lad-os-se-hvad-vi-kan-bilde-den-hvide-mand-ind-historier'.
Men de fortsatte ufortrødent med at forklare, at hekse flyver på koste som i Harry Potter-filmen (hvilket vel svarer til den nordiske opfattelse af hekse).
Så jeg hev selvfølgelig min fejekost frem (den er lappet med Gaffa-tape), og forklarede at jeg da brugte dén, når jeg skulle til Accra, men at dette altså var en racer-kost, jeg kun brugte, når jeg skulle langt. Skulle jeg kortere, ville jeg bruge en almindelig kost til min flyvetur.
Der blev MEGET stille i stuen pludselig. Hvis ellers sorte drenge kunne blive blege, så var det her ét af de tidspunkter, hvor det ville ske. Så jeg måtte selvfølgelig straks forklare dem, at jeg drillede dem.
De synes SLET ikke at det var sjovt.

Efterfølgende snakkede vi så lidt religion (hvilket de omtaler med samme entusiasme som hekse-historierne) og selvfølgelig var hekse da også påvirket af Satan...

Jesse (en af gutterne) kom med en interessant sammenligning; i Vesten bruger vi heksekunst til at lave fly, der hænger i den blå luft uden at blive holdt oppe af noget. Det er god heksekunst.
Men i Afrika er heksekunst altid ondt og ugudeligt.

Well... Sjældent har jeg følt mig mere antropologisk end nu. (no wonder! Jeg er på mit første feltarbejde!!)

Chili-out og Camp Vest.

2007-09-22T14:59:00.000-07:00

Så er det ved at være et stykke tid siden, at jeg har skrevet noget.
Igen skal der gå tak ud til alle, der har mailet eller kommenteret på blog'en!! Det er altså bare guld værd...!

Nuvel. Jeg må indrømme at stilstanden her på blog'en til dels skyldes, at jeg har tilbragt en del tid med de hvide volontører hernede (og hvor spændende er de egentlig i virkeligheden?)
Kort fortalt har vi en madklub, der har optaget et par dage – og så har vi lige sendt én af de gode piger hjem til USA. Så jeg har faktisk haft tid til at være lidt småfuld – hurra!

Så da der ikke er sket det store. Jeg er efterhånden kommet på virkelig god fod med Winnifred, så dermed er jeg også rendt ind i en antropologisk stilstand, hvor jeg ikke føler jeg rigtigt får nye data ind til trods for, at flere sider i notesbogen er fyldt, når jeg vender hjem...
Men jeg vil da lige kvittere med et par billeder fra camp'en, som så må give en slags tilstandsrapport...

Jeps – Det ér de der stærke frugter, vi ynder at bruge til at krydre med. Som det fremgår er der nok af det, så menuen i madklubben stod da også på Chili con Carne søndag.

Vel essensen af min bi-dagsorden; hvordan flygtningene opfatter Vesten (og sig selv i forhold til denne).
I dette udsagn ligger latent at redningsholdet skal komme og føre alle til Vesten. Der går jævnligt rygter – Camp News – om at snart Australien, snart USA har sendt et skib for at hente alle flygtningene...

Argh! En mus!!

2007-09-12T05:14:00.000-07:00

Som tidligere beskrevet, har jeg været småsyg, hvilket jeg af præventive og nysgerrige årsager ville finde kilden til.
Og som så meget andet, så farvede begivenhederne så mit valg af årsag.
For i morges da jeg stod op og ville gøre rent i mit køkken (der stank fælt) springer der pludselig en kæmpe mus ud under min kogeplade.
Det skabte en del påstyr, men det lykkedes mig endelig at få den skræmt ud af min hoveddør ud i gyden.
Her valgte den så at flygte over i genboens lejlighed, hvor den hurtigt fandt ud af, at klimaet ikke var til besøg. Så den blev så jaget tilbage til mit hus – skarpt forfulgt af Jesse (en af knægtene), som prøvede desperat at splatte den med en sko...
Noget af et syn!
Endelig lykkedes det den endelig at rende ud og gemme sig bag nogle skabe i gyden og jagten blev indstillet.

Det satte mig i en penibel situation...
For musen er der stadig væk og den vil helt sikkert vende tilbage til mit køkken.
Nu forholder det sig jo sådan, at dét der adskiller mennesket fra dyrene er, at vi har fantasi. Og navnlig når det kommer til at slå ihjel er mennesket fantastisk opfindsomt.
Så jeg er kommet op med følgende musefælde (de findes ikke i nogle af shops'ene hernede, så man må jo improvisere).

Tanken er som følger. Musen tænker (hvis altså en mus kunne det):
'Hvor dælen har ham den tykke nu gjort af al maden?'
Det er så herefter at musen opdager fælden. Den ser rugbrødet (ja! Det ér rugbrød – Man kan købe det i Accra! Sidste holdbarhedsdato 2012!) og tænker 'ah! Dér!'
Derfra er det bare at krybe op ad bordbenet, ud på tråden og begynde at tage for sig... Lige indtil tråden eller brødet brister, og musen vil falde i vandet.
Nu håber jeg så, at jeg hører det (de er alt andet end musestille, musene hernede) så jeg kan storme til og skynde mig at gøre en ende på det – humant.

Well. Der opstår unægtelig en slags 'dog-eat-dog' stemning, når en blegfed dansker fra civilisationens højborg drager i felten.
Men her er der altså tale om, at det enten er musen eller mig. (Eller: Musen - eller at jeg skal være syg).

Så blev jeg syg...

2007-09-12T05:12:00.000-07:00

Ja, det måtte jo komme på et tidspunkt; siden søndag aften har jeg haft feber – værst om aftenen, men egentlig til stede hele dagen.
Rådet hjemme fra vaccinations-sygeplejersken lød at man ikke skulle prøve 'at ruge en influenza ud' – så var det bedre hurtigt at gå til lægen og få taget en malaria-test (symptomerne er øjensynligt de samme for malaria som for influenza).

Jeg forhørte mig hos SHIFSD og ganske som forventet anbefalede de mig at bruge klinikken i Kasoa (by ca fem minutter i taxa fra Buduburam). Så som enhver anden god dreng drog jeg til Kasoa.
Jeg må indrømme, at jeg var ret nysgerrig; hvordan fungerer sådan en klinik, hvor meget skal man være over dem med hygiejnen, hvor meget bon'er de én osv.
Én ting, der er lidt speciel ved Afrika er, at det er som at bevæge sig rundt i den gamle østblok. Der er SÅ mange ansatte over alt, og det gælder også i sundhedssektoren.
To velkomstskranker, hvor man skulle have to næsten identiske stykker papir. Flere sygeplejersker der rendte rundt og sørgede for, at ventekøen blev overholdt (Gud ved hvorfor – Oversygeplejersken råbte alligevel navnene op på den næste, efter tur).
Nuvel. Jeg kom i konsultation hos sygeplejersken, fik målt blodtryk og blev vejet. Jeg mener stadig at den vægt skød LANGT under min vægt, men håber det egentlig ikke. For hvis den gjorde det, vil statistiken for børns sundhedstilstand i Kasoa nok ikke se så god ud.

Nuvel. Så blev jeg sendt videre til lægen – en nydelig dame, der talte et godt engelsk – hvorefter jeg blev sendt i laboratoriet. Her blev der så prikket hul på mig med en ny nål – lige ud af plasticpakken – og det eneste, der ikke virkede særlig sterilt, var pladerne, de puttede prøverne under mikroskop med. Well... En halv time senere kunne jeg konstatere, at jeg ikke havde malaria-parasitter i kroppen, og så var der lige lidt mere papirarbejde med at få mig i arkiv (herligt!).
Alt i alt en ok oplevelse, hvor det værste egentlig var, at jeg havde det lidt småskidt ind imellem.

Jeg må være ærlig at indrømme, at jeg heller ikke troede at jeg havde malaria. Det synes jeg slet ikke, at jeg havde det skidt nok til. Jeg har set folk med malaria, og så opløst er jeg slet ikke.
Så jeg må også tilskrive dagens besøg hos lægen en vis portion nysgerrighed.
Nysgerrighed om systemet, hygiejnen – og tjah. Man er vel ikke en mand, hvis ikke man er lidt nysgerrig angående hvordan sådan nogle kønne, sorte piger ser ud i en sygeplejerskeuniform.

Og ØL!

2007-09-09T14:09:00.000-07:00

Med bevidstheden om, at Danmark igår spillede landskamp i fodbold (jeg har set 0-0 resultatet på Nettet), opdagede jeg pludselig hvor meget jeg savner øl.
Og når jeg siger øl, mener jeg selvfølgelig Blå Thor. Det er jo ikke sådan at skaffe det ædle bryg hernede, men jeg er dog flere gange faldet over fladtrådte dåser fra Royal Unibrew (Faxe, Ceres og Thor-bryggerierne).
Og i min desperation lykkedes det mig så at opspore en fuld version. Godt nok er det imod mine principper at købe eksport, men det her er altså ØL vi snakker om! Almindelig nysgerrighed bød mig også at prøve dette bryg.

Nuvel, så vidt jeg ved, så har Faxe Bryggeri i Danmark ikke nogen guldøl - men det har de så her!
Læg navnlig mærke til 'etiketten' - 10% vol! De mener det godt nok, når de eksporterer!
Kigger man på produktions-stedet, så opdager man faktisk, at det er brygget i Faxe. Men formodentlig på grund af Muhammedkrisen er Danmark ikke nævnt nogen steder. Al tekst er også gengivet på arabisk, så denne dåse kunne lige så godt være endt i Cairo (hvem sagde at muslimer ikke drikker??).
Men som stregkoden med sin start på '57' med al tydelighed indikerer, så er det det kalkholdige vand fra Faxe i Danmark jeg indtager, når jeg drikker en Faxe Extra Strong Beer. Globalisering?

Men vigtigst af alt: Hvordan smager skidtet så?
Vinøst. Frisk maltet - jeg vil faktisk gå så vidt som til at sige godt, hvis man havde én at dele den med - for helt ærligt: En halv liter maltøl er i overkanten for enhver. Og at den holder 10% vol. gør det altså ikke bedre.
Navnet taget i betragtning, vil jeg anbefale den til hestekød (for dem, der ikke er så stive i gammelt nordisk sprog, så betyder faxe hest :-) ) - ud fra en betragtning om, at hestekød må have en kraftig smag.

Min søndag har været stille, da min tour-des-kirker er sat på stand-by. Så jeg har holdt min egen lille andakt med Arcade Fires Neon Bible og nadver ved Faxe Extra Strong Beer.

I aften får jeg gæster, så der skal nok også bikses lidt mad sammen i køkkenet som nu er blevet tætnet.

Fronten af dåsen. Læg især mærke til vikingen - Man er vel norrøn??! I baggrunden min lysestage som består af en 'Star'-flaske. Star er en relativt lokal øl, som smager nøjagtigt som Heineken, men altså kommer i 0,8l flasker og holder 5% vol. Én Star definerer grænsen for, hvornår du kan køre bil (!!!).

Som det fremgår er Danmark ikke nævnt - Kun Faxe, EU (!). Stregkoden som starter med 57 indikerer dog at produktet er fremstillet i Danmark.

Billedserie med håndværk.

2007-09-08T13:20:00.000-07:00

Så har jeg da lige lavet en pudsig lille billedserie, der afbilleder lidt af håndværket hernede når de bygger huse. Generelt synes det at foregå efter 'in absence of the needed, make use of the available' (det forhåndenværendes princip) – men husk også at disse huse ikke skal stå evigt, så der er ikke nødvendigvis fokuseret på langtidsholdbarhed.

Jeg husker en samtale med Niels, min storebror, hvor han nævnte, at man i Danmark ifølge brandmyndighederne skal kunne få hvad der svarer til en sofa ud af et vindue.
Her er man åbenbart mere bange for at få indbrud end for at brænde inde. I hvert fald har alle vinduer tremmer for.

Mit dørhåndtag blev slået af – formodentlig fordi én af ungerne fra gyden liiiige skulle lave en svalerede hængende fra det.
Hvordan løser man så det problem at den nye lås ikke rigtigt passer? Man stemmer bare ud med et stemmejern til det passer – sådan rundt regnet.

Der er fladt tag på min køkken (og heldigvis kun der!). Men da det har regnet i 14 dage, er det begyndt at sive fælt gennem revner i cementen. Så nu har jeg sponsoreret en reparation (ca 70 kr).
En lille pris for ikke at skulle have gummistøvler på i sit køkken!

Niels har engang fortalt mig, at når man laver et køkken, skal der i dag være en stikkontakt for hver 1½ meter med alle de elektriske maskiner, folk har i køkkenet i dag.
Jeg tror, at de har tænkt det samme her – bortset fra, at det er i alle rum. Og at de ikke har sat stikkontakterne i, men bare efterladt ledningerne hængende i disse huller.

Her er udsigten så fra 'tønden' (jeg har faktisk et fint porcelænstoilet, som dog skal skylles ud med en spand vand). Hvad gør man, når mureren har været fuld? Man sørger for at tømreren er nøjagtig lige så fuld, når han skal lave døren!!

Fotofobi.
Og så til sidst: Det blev mig fortalt, at man for alt i verden ikke måtte fotografere disse stakkels traumatiserede mennesker. Men når de nærmest tackler mig for at få mig til at tage et billede af dem, når de ser mit kamera, så siger man ikke nej. Disse piger mødte jeg såmænd på gaden (det er mig den høje hvide, som ikke er en pige).
De ville gerne have, at jeg lagde dette billede på Nettet, så de kunne få en hvid mand. Så drenge...! :-)

Repeat-knappen og messefald

2007-09-08T13:19:00.000-07:00

Dette skrives (endelig) på min kære, lille, sorte IBM maskine! Endelig lykkedes det at få den op at køre.
Det er sjovt at folk, der selv har været udsat for toturlignende situationer selv er mest tilbøjelige til at påføre andre lignende lidelser.
På den måde bliver jeg dagligt tortureret i mine øregange. For drengene i min gyde har den samme tendens som resten af den liberianske flygtningebefolkning: Kan en højttaler producere lyd, skal der skrues så højt op, at alt overstyrer vildt og lyder som når øglerne boller på bliktaget.
Og når det, man så kan tyde igennem støjen, så oven i købet er boyband-musik i den mest klistrede form – og at numrene kører på repeat så de hører samme nummer 10 gange i træk – så er der ikke så langt til tanken om at blive en sindssyg øksemorder.
Tui – der er børneterapeut og dermed ikke har noget med antropologi – har gjort sig den ret skarpe betragtning, at det er en måde at afgrænse sit rum på. Tjah.
Jeg ved ikke om det er rigtigt, men to ting ved jeg: At hvis jeg aldrig i mit liv igen hører Westlife er det allerede for tidligt, og at når førnævnte Westlife synger at 'dreams come true' så skal drengene fra gyden ikke håbe for meget på det, da mine drømme rummer noget-med-en-økse-og-den-højttaler-de-altid-stiller-i-gyden.
Godt at jeg har fået min PC op at køre igen, så jeg kan få en dosis rock eller Tom Waits and klare hovedet med!

Og så har der været messefald.
Ikke sådan i dansk forstand (det har jeg meget svært ved at forestille mig her, da kirkerne ofte er stuvende fulde), men i låne-gruppen.
Tilstede ved sidste møde (torsdag) var formanden – en fantastisk matrone, hvis største kvalitet ved sit formandskab er uendelige taler – og en noget forkølet repræsentant for sekretæren.
Så der sad så to repræsentanter fra SHIFSD og jeg og var pludselig flere tilstede fra NGO'en, end klienter.
Og så måtte jeg jo smide de antropologiske håndjern og fortælle hvad jeg vidste om succesfulde mikrofinans-projekter. Om hvordan det har krævet en kæmpe indsats fra skaberen af idéen at skabe Grameen Bank (se http://grameen-info.org for mere info). Men navnlig om hvordan kernen i Grameen Bank nok er repræsentanten, der ugentligt cykler ud til klienterne – altså opsøger dem, hvis de ikke kommer til møderne.
Dermed har jeg forbrudt mig mod min passive antropolog-rolle, men ikke mod mig selv.
Jeg har endvidere snakket lidt med klienterne – Da skolestarten er lige op over, er der mange, der har problemer med at rejse pengene til at betale. Og så vil de hellere blive væk, end at møde tomhændede op. Forståeligt, men ærgerligt, da der også er en vis uddannelse til MF-møderne. Uddannelse, der i den sidste ende gerne skulle hjælpe dem med at sælge mere og køre forretningen mere effektivt.
Men som vi siger: Har man ramt bunden, kan det kun gå én vej, så jeg er fortrøstningsfuld for projektet. Og falder det hele fra hinanden til oktober (der slutter denne lån-cyklus og en ny skal starte – hvis der er penge til det) – så opprioriterer jeg bare mit andet projekt; beskrivelsen af flygtningenes syn på Vesten.

Hverdag & Antropolog i Afrika.

2007-09-06T04:55:00.000-07:00

Ja, så er jeg her igen.

Det vil vel egentlig være noget vrøvl at sige, at jeg begynder at have en hverdag hernede. Men det til trods, så er det så småt ved at ske.
Jeg har efterhånden lært en vis venlig kynisme, når jeg møder lidt for venlige folk, der vil være mine venner, og jeg møder ind 'på job' hver dag (hvilket i tiden betyder at sælge brød og æg - Jeg skal beklage at jeg ikke har noget billede, men det var simpelt hen for mørkt, da jeg skød dem).

Jeg prøver at få lov at blive det samme sted, men muligvis er det ikke så let, som jeg forestiller mig.
Under alle omstændigheder finder jeg ud af hvordan og hvorledes om en lille time (plus African Time), hvor der er møde i MF-gruppen.

Men de data jeg får fra Winnifred og Irwin (dem, der sælger brød & æg) er ret gode.
Jeg får dels et billede af en familie, der udelukkende lever af deres lille stand, og som har en skare af unge mennesker, der er villige til at diskutere deres forhold, når jeg er der (ind imellem endda internt, så jeg bare kan sidde og suge til mig).
Eneste down-sides er at det er om aftenen, hvor jeg egentlig hellere ville hygge mig og være afslappet social - og så at jeg ikke rigtigt deltager i andet end diskussionerne.

Men jeg ER antropolog og jeg ER i Afrika. Skulle jeg på et tidspunkt glemme dette (hvilket næppe sker, men stadig væk...), så har jeg fået et par gode oplevelser, jeg kan tænke tilbage på inden for den sidste uge.
Den første var, da jeg havde været i Accra i tirsdags (for at succesfuldt at forny mit visum) og jeg derfor mødte lidt sent hos Winnifred og Irwin.
Da jeg endelig ankom, var der en større diskussion igang: En kvinde var død (formodentlig en hjerneblødning) og der blev heftigt diskuteret hvor vidt det var hekse-kunst, da biskoppen i hendes kirke vidst også praktiserede magi, om det bare var fordi hun var en dårlig kristen - eller om tilfældighederne simpelt hen havde været på spil... Well... Der er mange forklaringer på verdens problemer!

En anden oplevelse var, da jeg fortalte Winnifred at jeg nok stod til at skulle have briller, når jeg kommer hjem. Straks begyndte hun at fable om, at Gud havde kureret hendes syn - og at hun da straks ville gå i forbøn for mine øjne... Tak, vil jeg tro jeg skulle sige, men...

Og så var der Accra. Accra er en stor, beskidt by med masser af trafik. Man kommer rundt ved at gå (så stor er den altså heller ikke), med taxi (hvis man er rig eller har noget, der skal slæbes) - eller med tro-tro (udtales cho-cho), som er varevogne med sæder.

Well. Jeg havde vadet rundt et par timer, og tænkte at nu kunne jeg godt bruge et lift, så jeg springer på den første og bedste tro-tro.
Ind hopper også en gut, der straks stiller sig op og prædiker for at folk skal købe hans sesamfrø. De er ih-så åh-så godt for huden, øjnene og sikkert også noget mere lummert at dømme efter hans smil.
Ingen handler hos ham.
Eller det vil sige: Ingen handler hos ham, før at han nævner Israel som oprindelsesland - og tømrerlærlingen bliver vidst også nævnt.
Og pling! Straks finder folk deres fedtede pengepunge og tasker frem og næsten kappes om at få lov til at købe disse fantastiske frø.

Well. Hvad giver alt det her??
De er godt nok kristne - men de er godt nok også afrikanere. De er også super konsum-orienterede, men ikke nødvendigvis på samme måde som vi er i Danmark.

Hurra og øv! Jeg blev brændt af...

2007-09-02T05:46:00.000-07:00

Jeg er nu blevet 'brændt af' to gange.

Den ene var skidt den anden - tjah - egentlig meget rar.
Den dårlige side af sagen er, at jeg i al socialist-demokratisk tiltro til Systemet angav, at jeg er studerende, da jeg skulle forny mit visum.
DET MÅ MAN ALDRIG GØRE!!
Tui (som hedder Tui og ikke som tidligere angivet Tue) kunne forny det uden problemer ved blot at anføre, at hun er voluntør.
Så jeg skal have et skrift fra SHIFSD (NGO'en der har skaffet mig adgang) der beskriver at jeg OGSÅ er voluntør hernede. Det betyder endnu en tur til Accra.
Nuvel. Det kunne være værre. Jeg har nemlig fundet en låntager, der sælger brød-og-æg (læs liberiansk hotdog) og tea (læs: alle varme drikke som inkluderer ALT for meget sukker) om aftenen.
Mere om dette senere, da jeg lige vil have nogle billeder først.

Og så blev jeg også brændt af på min kirke-date idag. Jackie fra netcafeen dukkede ikke op kl. 10.30 og var heller ikke kommet endnu kl. 12.30. Dette gav mig tid til noget så verdsligt som at flytte rum i det guest-house, hvor jeg bor.
Ud over at jeg slipper for at betale penge til en religion (hvilket egentlig er mig imod til trods for mit medlemsskab af Folkekirken), så er det også godt på en anden vis;
Jackie har nemlig været efter mig. Siden hun den anden dag jeg var her henvendte sig med en seddel hvorpå der stod 'I want to be your friend' og hendes telefonnummer, har hun forsøgt at gafle mig konstant.
Well... Nu har jeg en grund til at lægge hende på is :-)

Så af og til kan det være en god ting at blive brændt af.
At jeg skal til Accra betyder også at jeg får lejlighed til at købe en reservedel til min computer så jeg
1) kan systematisere mit arbejde.
2) undgår sindsyge, da jeg igen får adgang til min musik.

Jeg håber at alle har det godt derhjemme - endnu engang tak for jeres mails og kommentarer!

Ikke sy - og smuttur til Forbruget.

2007-08-30T14:49:00.000-07:00

I skal da ikke snydes for et billede af Lydia - låntageren, jeg har fulgt den sidste lille uges tid. Det er hende med det inciterende smil...

-----

Ja, og netop som jeg troede jeg havde fundet min faste felt, viste det sig selvfølgelig, at Lydia ikke rigtigt faldt inden for mit undersøgelsesfelt.
Dette skyldes dels at hun ikke er så imødekommende, dels at hun simpelt hen ikke rigtigt har noget med sit lån at gøre, da det administreres af hendes onkel og tante.
Dermed fortsætter jeg så min tours-des-låntager og overvejer allerede nu så småt, om jeg ikke bare skal tilbage til frugtsælgeren, da dette hidtil har vist sig som det mest givtige med hensyn til informationer...

Well well!
Når tingene har været lidt imod - som når éns veninden hjemmefra begår selvmord, som når alle hvide hernede synes at være koncentrerede om at fremhæve alle de negative ting ved flygtningene, som når man ikke kan finde sin felt....
Så skal man huske én ting, vi har i Danmark, som vi bruger til at tackle modgang:
Humor!

På den måde kunne jeg ikke modstå denne knægt. Godt nok går de meget op i streetwear hernede, men man er altså først rigtig street, når man er klædt som ham her...
Jeg SKREG af grin - og listede diskret kameraet frem...

-----

I morgen skal jeg så til Accra at fornye mit visum. Dog skal jeg ikke afsted alene, da Sam (Charlottes ex) og Tue også tager med.
Om end Tue kunne lyde meget nørrønt, så gemmer der sig faktisk en australsk pige bag dette navn (så det udtales selvfølgelig TUWEE).
Hun har muligvis det næst-grimmeste engelsk i verden (deep south amerikansk er nok værre), som hun gør heftigt brug af. '
Med andre ord er underholdningen sikret, når Tue er med.

Jeg glæder mig ærlig talt til at tage til Accra. Alene det at kunne bruge penge uden at føle sig skyldig bliver helt fantastisk! (JA! Jeg er altså forbruger med stort F! - Miljøskade fra Vesten).

At kigge på og projektstatus.

2007-08-28T14:01:00.000-07:00

Ja, så har jeg endelig fundet et sted at være.

Det er lykkedes mig at støve en låntager, som arbejder i en sy-shop, op. Så nu har jeg en base for mit resterende feltarbejde (tror jeg).
Godt nok var jeg først sendt hen til en meget venlig - men desværre også noget 'tung' for at sige det mildt - syerske, men jeg måtte fortælle hende, at jeg hellere ville være et sted, hvor der var nogle flere mennesker.
Lidt hårdt, specielt når jeg ved, at hun næppe nogensinde vil nå et niveau som et almindeligt menneske - Især i dette land!

Men jeg er havnet i en hyggelig lille stue, hvor jeg så kan sidde og glo på de to elever og deres mester, mens de syer og tager imod ordrer.
I henhold til min problemstilling er der efterhånden ikke meget tilbage.
Ingen af de låntagere jeg har snakket med har egentlig brugt lånet til at starte en lille virksomhed, da nogle i forvejen havde virksomheden, mens andre simpelt hen har brugt lånet til at uddanne sig (og så får familien til at betale de små rater, hvilket nok er mere overskueligt end at bløde det fulde beløb).
Det samme gør sig gældende for Lydia, som jeg følger. Hun har lånt til en symaskine så hun kunne gå i lære, og får sin morbror og tante til at betale lånet tilbage.

Der er altså ikke tale om den store igangsætter-plan ved dette projekt, men det vil dog formodentlig stadig falde inden for målsætningen, nemlig 'empowerment of the less fortunate - mostly women'.
For denne lånemulighed giver nogle mulighed for at udvide forretningen så de kan tjene nok til deres børns uddannelse, nogle får uddannelse på denne konto - mens andre fattigere simpelt hen får et løft i levestandarden af overskudet.

Rent uddannelsesmæssigt er projektet med mine øjne lige så skuffende som man kunne frygte, men én ting fungerer dog (og det er såmænd vigtigt nok): De får lært at spare op til enten gen-investering eller til dårligere tider.

Men der ER langt til Grameen Banks 16 udviklingspunkter!
(check grameen-info.org hvis I ikke aner hvad jeg snakker om).

I morgen - og fremover - er den store opgave altså at finde på noget, der kan holde mig beskæftiget (og som kan gøre, at jeg deltager)...

Kirke III og ironi

2007-08-26T07:05:00.000-07:00

Ja, så har jeg igen vovet mig ud i kirke-livet.

Umiddelbart var det en god kirke, men det skyldes nok også, at det er en af de kirker, de tilbagevendte ameriakanere tog med sig. (Liberia var det første land i Afrika, der modtog tilbagesendte efterkommere fra slaveriet i USA).

Der var et fuldt band, der spillede hele tiden. Dette resulterede ind imellem i, at en af præsterne måtte tysse gevaldigt på dem, for at opnå den stemning, han ønskede.
Lidt sjovt.

Men som altid er der en sten i skoen. For (hoved)præsten prædikede lige vand på den afrikanske mølle: Stol ikke på andre end Gud - Mennesker vil bare snyde og bedrage dig!! Så stol på Gud og ingen anden...!
Det er jo ikke just noget, man kan bygge et samfund på.
Dog havde denne kirke et virkelig positivt træk: De prøver at bekæmpe African Time (Læs: At alle kommer mindst en halv time for sent til alt).
Dette gjorde de ved fast at stoppe gudstjenesten kl. 12.00, så hvis de var kommet for sent igang, måtte der bare skæres ned på længden af gudstjenesten.
Dog har jeg dem mistænkt for altid at finde tid til offeret/indsamlingen...
Well... Så har jeg altså set en kirke, der prædiker ultra-individualisme og migration med samme idealer til Europa og USA...

Og så har skæbnens ironi ramt mig for fuld udblæsning!
Jeg har endelig fået overbevist Solo (ejer af internetcafeen) om at han skal have antivirus på ALLE maskiner.
Så han vil gerne have mig til at hjælpe, og jeg siger selvfølgelig ja.
Virus spreder sig som AIDS i Afrika - hvilket vil sige super hurtigt. Og årsagen (til computervirus - ikke AIDS) er USB pen-drives.
Så i processen får jeg en virkelig ond virus på mit pendrive, sætter det i min livline (læs: Min bærbare) for at fjerne den virus.
Uheldigvis var jeg lidt klodset og kom til at clicke på en forkert fil... Så nu virker min PC ikke, og jeg skal have fat på et eksternt CD-drev, før den kommer til det (har bestilt ét på Nettet, men det tager jo nok tre uger - hvis det overhovedet kommer).
Så ved et ironisk twist har jeg fået installeret antivirus på alle maskinerne i caféen, mens min egen er gået ned med virus.
Well... Når man gør noget dumt, må man jo betale prisen - Jeg håber I griner godt og grundigt af mig derhjemme!!

Så fra nu af og til PC'en er fixet, foregår al noteskrivning i hånden (og dem af jer, der kender mig ved, at det nemt kan resultere i, at afkodningen bliver lidt kompliceret).

Flag Day!

2007-08-24T19:50:00.000-07:00

Dette må vel anses som værende en slags 'anden nationaldag' (den liberianske nationaldag er d. 26. juli).
Liberia har angiveligt haft sit flag i 160 år i år, og hvert år har man så fejret det på behørig vis.
Læg for øvrigt mærke til hvordan Liberias flag minder om USAs...
Hele optrinnet bestod af en introduktionsparade på den ene fodboldbane, en march gennem lejren - og så endnu en (næsten identisk) parade på en anden fodboldbane.
Stemningen var god, højtidelige - Men heldigvis også lidt humoristisk ind imellem...

Paraden set fra barnehøjde.

Alle lejrens skoler var repressenteret, og her ser vi så ét af de mere humoristiske indslag: Old school. Nogle tager denne dag meget højtideligt, andre mindre. For de børn, hvis forældre har måttet betale en dyr gallauniform, er det meget seriøst...

Selv de små deltager - mere eller mindre frivilligt. Lederen prøvede hele tiden at få denne lille pige til at gå forest, men det turde hun dog ikke...

Så er det bedre at være nogle stykker. Her synges den liberianske nationalhymne.

Det er så det her, det handler om; læg mærke til, at det ghanesiske flag næsten overskygger det liberianske...

Mange ærede flaget med et honnør, mens andre var mere - hmm - Foxxxy Cleopatra-agtige.

Lighed er noget underligt noget. Den høje fenrik gik konstant ned i knæene, for alle skal jo være lige - og så er det jo bare ærgerligt, hvis man er født høj.

Dette skulle - efter sigende - være nogle børn, Charlotte har undervist eller på anden måde arbejdet med.

Afrika set fra whi-ma's perspektiv. Det er ofte sådan, jeg ser børn - forundrede, næsten skræmte, over min farve og højde. Og specielt da, hvis jeg har et kamera med!!

Ikke uden... Min Gud! De render altid rundt med teologiske bøger i tilfælde af, at der lige skulle komme et øjeblik, hvor man kunne studere. Disse bøger er super dyre - pengene går vel til præstens VW...

Billeder

2007-08-24T16:21:00.001-07:00

Mit lille hjem. Siden dette billede er taget er der kommet to stole til (de der plastic-stole er ikke bygget til at understøtte 100 kg viking).

Solo (der er to, dette er den praktiske broder) i færd med reparation. Læg især mærke til penslen - Den bruges til at børste alt af med, når man har skilt en PC i atomer.

Og så et lille billede af vandsælgeren, Suko. Som I kan se, er der flere vand-reservoirer i bygningen, så konkurrencen er til at få øje på!

Dårlig dag.

2007-08-23T07:43:00.000-07:00

[Onsdag]

Ja, virkeligheden derhjemme nåede herned onsdag. Om morgenen åbnde jeg min danske telefon, og der var en SMS fra Mariann, som fortalte at min gamle veninde fra tiden på Grundfor Vivi havde taget sit eget liv...
Hvordan forholder man sig til sådan noget, når man sidder i en helt anden verden???

Det gjorde bestemt ikke det hele bedre, at jeg i løbet af dagen rendte ind i et maveonde...

Ellers gik det fint med arbejdet hernede, men det var bestemt ikke nogen god dag!

I gang igen uden samarbejde.

2007-08-23T07:40:00.000-07:00

[Mandag]
Så sker der igen noget på det professionelle plan... Jeg er endelig begyndt hos Suko, som sælger vand fra et vandreservoir. Jeg skulle møde i dag (mandag) kl. 6, men efter vanlig afrikansk skik, kom Suko først slentrende omkring kvart over syv... African time!

Det vand der sælges er ikke drikkevand (dette sælges i poser, som tidligere vist i en billed-serie). Det er mere til madlavning, hvor det jo alligevel koges, til bad og til andre huslige gøremål.
En gulvspand koster ca 60 øre, så det er til at overkomme – selv for en afrikaner.

Jeg deltager det bedste jeg har lært, hvilket betyder at jeg stormer rundt med en trillebør med store vandbeholdere i, eller øser over i store spande. Forretningstravlheden er bestemt størst om morgenen, så når de første par timer er ovre, skal tiden bare slåes ihjel, mens lidt småkunder kigger forbi ind imellem.
Tiden fordrives med at spille Ludo (!) med masser af småreligiøsitet indbygget, samt at diskutere med antropologen.
Jeg har valgt dette sted at påtage mig en 100% ærlig rolle, hvilket også vil sige, at jeg kan tillade mig at kaste mig ud i provokerende diskussioner.

Og netop disse diskussioner giver interessante informationer!
Da jeg ikke lægger skjul på, at jeg er her for at uddanne mig til professionel udviklingsarbejder, har dette givet rig lejlighed til at diskutere hvad udvikling er.
Da de mennesker, der alligevel er ved reservoirene har stor interesse i at høre om Danmark, er det det jeg bruger som udgangspunkt.
Men jeg har allerede lært, at den socialdemokratiske revolution aldrig vil ske i Afrika.
For afrikanerne ved, at de ikke selv kan administrere deres resurser (!), samt at de ikke har tilliden til at arbejde sammen med hinanden (!!).
Det er ikke noget de er stolte af, men bestemt heller ikke noget, de synes at begræde. De konstaterer det bare...

De har alle et ønske om at komme til Vesten, for det er nu én gang det eneste sted, der virker. Jeg prøver selvfølgelig at spørge hvorfor de ikke vil blive i Afrika og forsøge at udvikle forholdene her, men de mener alle, at det er lost cause. For der er jo ikke ordentlig uddannelse i Afrika, så så er det bedre at tage til Vesten at blive uddannet og så vende tilbage (og så kan vi jo næsten regne ud, hvad der vil ske, hvis det lykkes dem at komme til Vesten).
Uddannelse er deres svar på krisen, hvilket nok ikke er helt ved siden af, men hvis de ikke i samme åndedrag lærer at samarbejde, er det lost cause! (ok, det var så den politiske holdning! :-) ).

At de ikke kan samarbejde er desuden noget sludder. De fem vandsælgere i denne bygning deler spande og trillebør, så de kan altså godt samarbejde – hvis de altså kan se fornuften i det...

Fundraising - og jeg har spist...

2007-08-19T13:48:00.000-07:00

En frø! Jeps. Altså som i Kermit, eller de små dyr, haletudser bliver til.. Og ved I hvad? Det smager godt (i det mindste det jeg kunne smage under den kraftige pebersmag, som det meste mad har en tendens til at have her)!
Sofia (frugthandleren) havde inviteret mig til katolsk gudstjeneste og så skulle jeg da lige fodres med frø og ris først.

Gudstjenesten var noget anderledes, end den jeg var til forgangen søndag. Dels er de katolske former noget stivere, dels var det en noget større menighed (vel 100 mennesker) - og sidst men bestemt ikke mindst, blev den afholdt i den nye, halvfærdig kirke.
Og netop denne kirke blev meget determinerende for min oplevelse.
Først og fremmest kan man undre sig over, hvorfor de vil lave en ny kirke på et stykke land, de ved kan risikeres at skulle evakueres inden for ganske få år.
Men dette spørgsmål rummer måske netop svaret, da sådan en ny kirke kan blive et argument for, at de skal have lov at beholde det land, de har fået til låns af Ghana.

Nuvel. Gudstjenesten!
Selve det religiøse indhold er cirka lige så komisk, som hvis man går til katolsk højmesse hjemme: Der skal både sprøjtes med vand, røg og en masse lovprisninger.
Der var et kor, et orgel og et trommesæt til at krydre tingene lidt, men det virkede unægteligt lidt forkølet i den store kirke og folk var slet ikke med på samme måde som sidste søndag.
Men da vi så var nogenlunde midtvejs i gudstjenesten (prædikenen var ret kort, da der skal være plads til alt det andet katolske hokus-pokus), kom der så en gut, der lignede Ray Charles op til prædikestolen. I modsætning til Ray Charles kunne denne mand se, og sit syn brugte han så til at tælle penge. I hvert fald stod han for fundraising, så kirken kunne blive færdig.
Denne fundraising kom til at være mere end en time, og gik i bund og grund ud på at trække stærke støtter af kirken op ved 'alteret', hvor de så stod med en bakke og tog imod penge. Folk blev så konstant presset til at give ved at forskellige folk tog mikrofonen og begyndte at fortælle om hvor meget der skulle rejses, og om hvordan verden ville blive frygtelig, hvis man ikke støttede.
Det var der så fem runder af...
Jeg var mildest talt hvidglødende af raseri, så da én af mikrofonholderne fik øje på mig (jeg sad på én af de foreste rækker) og nåede at sige "Whi-ma..." nåede jeg at give ham nogle øjne, der vidst fik ham på andre tanker.

Jeg synes ærlig talt at det er for groft at bruge så mange penge på en kirke, de ikke aner hvor længe vil stå - Specielt når de penge kunne bruges så meget bedre andre steder.
Men så igen: Kirken er ikke et sted for de fattige, og som jeg har påpeget før, så skal de der har penge jo have et sted at gøre af dem...
Sofia og hendes familie (inklusive mig) nøjedes dermed med at give lidt til det obligatoriske offer og kunne så sidde og måbe under fundraisingen. Sofia har taget lån i långruppen for at betale for sin søn Zazars universitetsuddannelse, så der var bestemt ikke penge til andet end det obligatoriske offer.

Med andre ord er jeg ikke bare teologisk uenig med den katolske kirke - Jeg er godt nok også forarget over dens metoder (specielt når præstens kæmpe WV holder lige uden for kirken).

Hvad sidste søndags kirke havde i intimitet og energi savnede den katolske i dag totalt. Det er som om at den katolske kirke med sin stivere form fjerner charmen ved at gå i kirke. Og når folk så endda bliver lænset til en grad, så de dårligt kan smile når de forlader kirken, så er det svært at forstå deres loyalitet.
Well. Det er vel al religions mørke bagside.

Altid noget, at jeg har taget Tom Waits' seneste album med på min PC - det reddede min dag alligevel. (Og til dem der ikke har det: I skulle se at anskaffe det! :-) ).

Weekend og Shangrilas - og tak!

2007-08-18T13:24:00.000-07:00

Weekend og Shangri Las?

[Fredag]
Desværre ser det ud til at jeg har weekend. Det kan lyde som en god ting, men lige nu er det lidt frustrerende.
Sagen er den, at jeg ikke blev koblet på nogen låntager på mødet i går, så opgaven i dag var at finde én, der ville have mig gående i mindst en uge.
Tanneh (fra SHIFSD) var et skridt foran mig, så hun havde allerede lavet en aftale med en vandsælger. Ikke just hvad jeg havde forestillet mig, men nu har jeg aftalt med hende, at vi prøver at finde en systue, hvor jeg kan være, på torsdag.
Vandsælgeren er en mand - og virkede venlig, men ikke super interesseret i at have mig gående. Resultatet er, at han først kan have mig gående fra mandag morgen kl. 6.
Det betyder jo så weekend - måske med mulighed for en tur ét eller andet sted. Jeg har dog lovet mig væk til en katolsk gudstjeneste søndag kl. 10.00 (så får jeg også prøvet dét med!).

Jeg havde egentlig skrevet en længere smøre om hvordan lokale NGO'er (Non Government Organization) hernede er nogle drønnerter, men det må vente til jeg er mere sikker i min sag.
I stedet vil jeg skrive lidt om folks syn på den ideelle verden.

For når jeg taler med folk, spørger jeg næsten altid ind til deres forhold til Liberia - med mindre de af sig selv begynder at snakke om hjemlandet.
For overraskende mange synes Liberia at være et ideal-land. Men på samme måde som rasta-fari tilhængere mener at Etiopien er det oprindelige Afrika, de stræber efter (men alligevel aldrig ville sætte deres ben i!!), så har disse liberiske flygtninge et noget ambivalent forhold til Liberia.
For de fortæller gerne med stolthed i stemmen om hvordan Liberia er ét af de rigeste lande i Afrika - ja måske verden - når det kommer til landbrugsjord, diamanter og guld.
Men når man så spørger hvorfor det så ikke går helt fantastisk i Liberia, så får man svaret at ”Afrika har alle resurser, men ved ikke hvordan de skal bruges”. Jeg ved ikke hvad der vil være værst...
At dette er sandt - eller at de rent faktisk tror på det??!

Mange siger, at de snart rejser til Liberia, men ingen synes at sige det med rigtigt eftertryk. Måske vil de ikke miste deres status af flygtninge, måske vil de hellere satse på Ghana - eller også er de bare pisse bange for at vende tilbage til et land, de forlod i totalt krigskaos?

Nej, et andet Shang Ri La (staves det mon sådan?) er bestemt Vesten. Vesten er jo stedet, hvor pengene flyder i gaderne og alle har det godt.
Men nok så vigtigt: Man kan få en kvalificeret uddannelse i Vesten! For her i Ghana er det dyrt og svært at blive optaget på et universitet - og i Liberia er universitetet ikke særligt velfungerende og bliver kontrolleret ovenfra af regeringen.
Så ud fra det synspunkt er det jo dybt forståeligt, at man gerne vil til Vesten. Tendensen synes dog at være den, at når man først er dér, vender man ikke tilbage.
Og så ender det med, at man sender penge tilbage til landet - penge, der ikke investeres rigtigt, fordi folk ikke har den rigtige uddannelse (kan I se cirkeldannelsen?).

Så alt i alt vil alle gerne til Vesten, mens de er lidt bange for den politiske situation i Liberia (den nuværende præsident sad med i kabinettet under krigen).
- Jeg vil i samme åndedrag opfordre jer til at følge valget i Sierra Leone, som vidst er gået demokratisk ret godt... Det bliver spændende at følge med i følgerne af dette...

Og så vil jeg på det varmeste (!) takke alle dem, der har sendt FC/mails og facebook-beskeder til mig!! Jeg kan slet ikke udtrykke hvor glad jeg bliver, når der ligger noget i min mailbox!!
Kram!

Billeder IV

2007-08-17T05:53:00.000-07:00

Buduburam set fra taget af Holliday Feeling - et dyrt spisested (jeg spiser ikke der, men derfor kan man jo godt snige sig op at tage et billede).

Støtte væk - og intet projekt.

2007-08-17T05:52:00.000-07:00

[torsdag]
Ja, det lyder fatalt, men jeg er fortrøstningsfuld...
Den første del af overskriften hentyder til, at min dansksprogede støtte, Charlotte, lige er sendt på flyet. Jeg var med hende derude - dels for at sige ordentligt farvel, dels for at være der til støtte for hendes afrikanske mand, Sam, så han ikke skulle tage alene tilbage til lejren.
Charlotte har været uvurderlig i snart alle forhold - fra at hjælpe med at styre de to pengesystemer, til at hjælpe med at finde ud af, hvad ting generelt koster, til at tolke sproget (som ikke altid er så ligeud). Men ikke mindst har det været fedt at have én med samme antropologiske referenceramme som jeg selv hernede!!
Det Charlotte har lavet har ikke været synderligt antropologisk, men hun har dog taget den samme BA som jeg, så vi taler nogenlunde samme sprog...
Well... Jeg ønsker 'lotte alt held og lykke i det kolde rige mod nord!

Desværre betød det faktum, at jeg tog til Accra med Charlotte og Sam, at jeg gik glip af den sidste del af det ugentlige MF-projekt. Den sidste del var desværre også den, hvor jeg skulle have fundet et nyt sted at være, så lige pt har jeg ikke nogen steder at tage hen og deltage og observere i morgen.
Det er selvfølgelig lidt træls, men det betyder måske, at jeg selv kan få lidt indflydelse på, hvor jeg havner. Jeg satser meget på, at det næste sted jeg havner, vil være dér jeg kommer til at bruge resten (eller en meget stor del af) min felttid hernede.
Pt er jeg efterhånden bredt kendt som den hvide appelsinpiller, da jeg har siddet på hoved-markedsgaden om aftenen og pillet appelsiner.
Folk har - mere eller mindre venligt - moret sig over, at der sad en fuldvoksen, hvid mand og gjorde et stykke arbejde, der typisk forbindes med børn og kvinder. Der er dog næppe nogen tvivl om, at jeg har scoret noget street credit på dén konto.

Well... Alt i alt betyder det, at jeg skal på låntager-jagt i morgen...

Dagens billede

2007-08-15T09:33:00.000-07:00

...Er af Sofia. Meget typisk omgivet af unge mennesker, som ikke aner hvad de skal gøre af sig selv her i ferien... Sofia var meget opsat på, at jeg først måtte tage dette billede, når hun havde fået nye varer...

Fodbold og dansende paramilitær.

2007-08-15T09:32:00.000-07:00

Ja, som tidligere antydet, så er det svært at være af hankøn uden at beskæftige sig med fodbold – enten på udøvende eller beskuende plan.
Så snart en knægt når en vis alder, vælger han et engelsk og et spansk hold, som han så vil forsvare med næb og kløer i alle diskussioner.
De populære engelske er Man. Utd. Og Chelsea, mens de spanske er Real Madrid og Barcelona.
Jeg sender en venlig tanke til Roy, som jo ind imellem har prædiket en del Arsenal, hvilket har resulteret i, at jeg har 'adopteret' dette hold.
Det har vist sig at være smart, da jeg kun har mødt to, der støtter The Gunners hernede, og dermed er der ikke så frygteligt mange, der har indgående viden om holdet.
Dog er jeg selvfølgelig i konstant fare for at falde igennem, da jeg intet aner om holdet.
Men da man løbende bliver spurgt hvad éns favorithold er, så er det smart at have et svar – Det bryder ligesom isen. Den spanske liga har jeg dog ikke behov for at finde et hold i (thank God!).

Ellers ser man konstant drenge sparke til alt hvad der kan trille (pigerne er derhjemme at lave huslige ting!!) og der er to store 'fields' hvor der spilles mere organiseret fodbold.

Derudover vil jeg da lige berette om en pudsig lille oplevelse.
Det er 'Flag Day' d. 24. (øjensynlig den dag på året, da Liberia fik sit flag), og alle skoler træner forskellige parader og optrin.
Disse trænes om dagen på den store plads midt i settlement'et og jeg har da passeret et par gange, men de øver.
Det sjove er, at mange af dem fremfører en slags march i små grupper af 7-10 personer.
I Vesten har jeg fornemmelsen af, at parademarch handler mest om at træde så hårdt – og derved lave så meget larm – som muligt.
Men her er der så meget rytme og underinddeling i marchen at Sting ved en livekoncert ville blive misundelig.
Well – Det er en kliché, men som alle andre, indeholder den en sandhed: De har godt nok rytme, de sorte! (Det kalder de altså sig selv – Jeg har muligvis været for meget i selskab med kvinder, for jeg synes egentlig, at de er brune. Men lad nu det ligge).

Det er ikke noget, blegansigter ikke kan lære, men de har bare sådan en åbenbar tilgang til det (folk i alle aldre står ind imellem og danser med sig selv i gaden!).
De bryder også af og til ud i spontan sang. Et eksempel er, da Charlotte i går holdt afskedsreception på SHIFSD (som hun har arbejdet med gennem IBIS). Da hun skulle rejse sig og takke til sidst, var tårerne lige ved at flyde over. Og hvad gør man så? Redder pigebarnet med en sang!!

Billede III

2007-08-14T07:34:00.000-07:00

Udsigt fra en lille gåtur på vestsiden af lejren.
Det store fine byggeri til venstre er et stort luksushotel (selvfølgelig ghanesisk). I baggrunden ses The Village og The Camp. Beautyof.dk?

Kirke – og markedsplads?

2007-08-14T07:33:00.000-07:00

Ja, så er der hul på det – Jeg har nu været i én af de utallige kirker i Buduburam.
Og et ritual som sådan en gudstjeneste er, er lige guf for en antropologisk ritualanalyse. Det er dog næsten for åbenlyst, så jeg ikke vil trætte jer med det her.
Men det er fedt! Der er sang og dans og trommer og alt muligt... De gløder virkelig for det, og der er sq nok noget Gud til stede i sådan noget... Om ikke andet, så i energien.

Hvad prædiken angår, så er det lidt noget rod. For der bliver hele tiden sagt 'Amen!' og så skal menigheden svare med et 'Amen!'. Og det er jo meget hyggeligt. Men så vidt som jeg husker, så betyder 'Amen, amen' på hebræisk noget i retning af 'lad det ske, lad det blive sådan ved Gud'.
Well. Når præsten så siger 'David got rejected by his father, amen!' så ville jeg da nødig hedde David...
Igen: Man skal altså ikke dekonstruere alt.

Men noget jeg fandt underligt var, at de øjensynlig virkelig tror på, at Gud gør ting for mennesker her på Jorden...
De har ikke den samme friheds-tanke i religionen, som jeg er opdraget med, hvilket nok også passer godt med deres til tider apatiske initiativløshed. For Gud skal jo nok løse deres problemer. Og samtidig siger de, at Gud ikke sender penge, så det er vigtigt man bidrager, når offerskålen går rundt.
Ikke et ord om Jesus og oprøret mod kræmmerne i templet her.
Men så igen: Der er jo ingen stat, der aflønner præsterne – men jeg havde nu alligevel foretrukket, at de spillede med åbne kort i stedet for at sovse det ind i religion...

Ellers var det en stor oplevelse at være i kirke, og jeg måtte ind imellem koncentrere mig for ikke at begynde at danse (hvilket uomtvisteligt ville have stoppet hele seancen i latterkaskader over denne hvide mand, der stod og vred sig).

I morgen skal jeg op kl. 2.30 og med på marked med Sofia, ejeren af frugtboden. Det er egentlig godt, for det er ikke så spændende at sidde at forsøge at sælge kogte jordnødder, som snart er det eneste, hun har tilbage i sit lager...
Jeg håber, at jeg kan hjælpe med at slæbe nogle ting, så hun får lidt glæde af, at jeg har været i hendes bod.

Lige nu (mandag) regner det dogs and cats (and hammers! Jeg er VILD med de engelske udtryk :-) ). - Det er et særsyn, men meget forfriskende...

Billeder II

2007-08-12T06:51:00.001-07:00

Denne yndige dame holder vagt på mit badeværelse. Hun er stor, men det er der ikke noget at sige til... Hvis hun skal kunne klare de kakkelakker, der også huserer her...

Solo i sin netcafe. Læg mærke til Toyota-vinduerne. Om det er product placement eller en tilfældighed, vides ikke. Men det er nok meget praktisk, i en nation hvor alle drenge sparker til alt som fodbolde. Intet knust glas her!

Som jeg tidligere har indikeret, så er vand ikke gratis. Det kommer i disse poser for drikkevands vedkommende (til ca. 1,5 kr /stk) og otte liter badevand koster vel omkring tre kroner. Desværre lykkedes det mig ikke at få et billede af vand med Faya på (det fandtes ellers, da "Mentor" kørte).

'Hotdogstand' og kirke.

2007-08-12T06:49:00.000-07:00

Det er gået hen og er blevet søndag, og jeg er endelig sluppet ud af internetcafeen.
Jeg har dog lovet, at jeg i fremtiden vil tage nogle få undervisningstimer på computer-skolen, da min viden om computere er noget større end de lokales.

Men rent professionelt er jeg så havnet i en 'hotdogstand' – eller det der svarer til det.
For når man har penge i Afrika, så handler det om at omsætte dem i noget, der har en høj status.
I dette tilfælde er det at gå i byen og føre sig frem. Dermed holder folk med penge (ofte skohandlere) gang i de mange natklubber i Buduburam.
Og når man er i byen, vil man gerne have noget hurtigt at spise. Og det er så her Sofia (og i denne uge dermed mig) og hendes kolleger kommer ind i billedet.
De sidder med deres små frugtstande og sælger frugt (ja, altså ikke hotdogs) til folk – først på aftenen til alle, men siden hen primært til fulde folk.
Så jeg er efterhånden velbevandret ud i kunsten at pille appelsiner :-)

Det er jo godt for Sofia, at hun på den måde kan tjene en skilling på nattelivet (hun starter kl 18.00 og lukker kl. 01.00), men i det store hele er det et rigtig typisk trist billede af Afrika.
For de unge, der har råd til at gå i byen, mener at når de har penge, så behøver de ikke gå i skole. Og eftersom Buduburam nok ikke eksisterer for evigt, vil de blive tabere den dag, de bliver nødt til at rejse til Liberia. For så mange penge har de heller ikke, at de bare kan hvile på laurbærbladene.
Derudover er der en tendens til at disse mænd får 'kærester', de så betaler lidt penge i ny og næ. Det betyder så, at pigerne ikke kommer i skole – og da slet ikke, hvis maven pludselig begynder at vokse!

Nuvel!
Problemer er der nok af hernede, men i dag skal jeg så ud i noget, jeg har set lidt frem til: Jeg skal i afrikansk kirke! Jeg har været ude at bruge Statens penge på en passende skjorte (eller: Passende og passende – de afrikanske skjortedesignere er vidst ikke vandt til lange arme som mine).
Og så skal jeg se hvordan de synger, danser og prædiker.
Der er masser af forskellige kirker hernede, så jeg kommer vidst til at tage den store tour over de forskellige søndage – med mindre mit feltarbejde forudsætter at jeg kommer til at have min faste gang ét sted...

p.S: Når jeg hører gudstjenester udefra, lyder det ikke som om at alle synger lige godt. Så fingrene er krydsede for, at jeg havner et heldigt sted!!

Og billeder...

2007-08-09T02:00:00.000-07:00

Jeg har taget en del billeder hernede, og jeg kan desværre ikke lægge dem alle op...
Her er dog et par stykker.

SHIFSD er den NGO, som kører MF-projektet. Det er ikke fordi jeg kommer til at have så meget med dem at gøre, men her er i det mindste et billede af stedet.

The village - Det sted jeg bor. Det er bygget sammen med the camp og adskiller sig kun fra denne ved at have mindre tæthed mellem husene. Der er dog ingen åbenbar social forskel på dem, der lever i The Village og dem i The Camp...

Tirsdag: Idag forbrød jeg mig....

2007-08-09T01:58:00.000-07:00

Der er lige gået noget op for mig...
I dag brød jeg menneskerettighederne.
Jeg har set andre hvide gøre det samme, men det gør det bestemt ikke bedre.
Situationen var den, at jeg kom gående og som altid var der børn, der løb efter mig for at lege, snakke og charmere.
Men der var én knægt, der blev hængende efter de andre havde tabt interessen. 'Buy me water' sagde han, og jeg undveg hvad jeg tænkte som almindeligt tiggeri ved at spørge hvordan han havde det, hvad han havde lavet – og om han var 'out for trouble' (hvilket vel svarer til ironisk at spørge om børn laver ballade i DK).
Nuvel. I bund og grund har jeg dermed nægtet en person vand, hvilket er imod menneskerettighederne.

Det er i sig selv slemt nok, men endnu værre er det hvor nemt det var. At affeje ham som tigger og så ikke tænke mere over det.
Men der er mere i det end dét. For hvis vi hvide vesterlændinge virkelig mente noget med menneskerettighederne og deres udlevelse og -førelse, så skulle vi måske skrue lidt ned for ligusterhækken og se at komme afsted.
Nuvel – menneskerettighederne er et ideal og bestemt også ét, jeg har tænkt mig at efterleve fremover...

Essentielt grej

2007-08-09T01:57:00.000-07:00

Essentielt grej, når antropologen forlader Danmark for at arbejde i troperne (nogle mere indlysende end andre):
- Sejlgarn (skide smart til ALT – især at sætte moskitonet op med).
- Plaster til fødderne, når man nu så gerne vil gå i sandaler og de ikke rigtigt er vandt til det.
- Mobiltelefon med lommelygte (Nokia har lavet et par modeller med denne funktion – det skulle simpelt hen forbydes at fabrikere en telefon uden)
- God pandelampe (no brainer)
- Lakrids (har blandt andet vist sig at have en forebyggende og helbredende effekt mod malaria – og hey! Så smager det faktisk også godt).
- IBM bærbar af enten T- eller X-serien. (Da IBM altid lige har 10% mere end andre bærbare, har de i deres forudseenhed installeret en lille lampe øverst i skærmen, så man kan se tastaturet selvom der er mørkt som i en hmmmms hmmm – Derudover er de uopslidelige).
- Gaffa tape – Men hvem ville i virkeligheden forlade sit hjem uden?

Trælse ting, man kan have glemt:
- Research på det folk man undersøger i stedet for at fokusere på det land, der omgiver dem.
- Plasticpose omkring tandpastatuben.
- At gå sandaler til hjemmefra (eller i mit tilfælde: Virkelig at gøre en indsats for at finde et par, magen til dem, forældrenes hund åd, dagen inden jeg skulle rejse).
- Kirketøj! - Generelt har jeg fornemmelsen af at ligne en bums lidt hernede, da de øjensynligt fokuserer meget på pæn påklædning. Måske også fordi jeg er den eneste, der har skæg. Skal nok til barbereren, men så skal man altså have sine egne blade med...

Mandag...

2007-08-09T01:56:00.001-07:00

Som sagt havde der været finale i Mentor, hvor den liberiske Faya deltog. Det viste sig, at han havde opnået en tredieplads – noget mange var lidt skuffede over. Jeg blev på den måde (vidst nok – mit pidgin er ikke så godt endnu) vidne til en samtale mellem et par liberiske mænd, der beklagede den udprægede nationalisme, ghaneserne havde udvist. De havde øjensynlig ikke øjne for, at deres eget fokus på Faya også skyldes nationalisme. Skægt!
Ellers er hele dagen gået med at installere antivirus på caféens computere. Nogle vil sikkert mene, at dette er en underlig måde at hjælpe Afrikas fremtid på, men at dømme efter gæsterne i cafeens entusiasme om computere, skal det såmænd nok vise sig, at være en større hjælp end det umiddelbart synes...

Når jeg har talt med folk, har jeg spurgt lidt nysgerrigt ind til deres kirkebesøg i går. De er meget opsatte på, at jeg skal med i netop deres kirke på søndag, så jeg forestiller mig, at jeg starter en tour-des-kirker på søndag.

At blive ven...

2007-08-07T06:51:00.000-07:00

Uha! Det er ved at være hverdagskost, at jeg støder på en tilfældig person, der vil være min ven.
Så hvor jeg havde forestillet mig at det var betleri, jeg skulle værne mig imod, er det mere venskaber – eller det kalder de det i hvert fald.
Men sådanne venskaber handler om, at jeg skal udlevere mit telefonnummer, min adresse eller lignende – sikkert med henblik på, at jeg skal hjælpe dem i min egenskab af semi-gud (dvs hvid).
Også piger (eller kvinder) har henvendt sig, hvilket har været ganske underholdende, da dette fungerer på samme måde som i skolegården i gamle dage før mobiltelefonen: Man får stukket en seddel i hånden af en genert pige, som så løber tilbage til veninden under stor fnisen.
Seddelen indeholder så et telefonnummer og en besked om, at de vil være venner.
Well... Der er i hvert fald ingen tvivl om, at jeg til tider bliver tingsliggjort.

Men der findes også virkelige potentielle venskaber hernede. Folk, der oprigtigt åbner sit hjerte for én, og som ikke på samme måde virker interesserede i at udnytte den hvide, men dog har en interesse i at lære af 'én fra Vesten'. Liberierne synes at være et meget stolt folkeslag, og jeg kender allerede flere, der kun i yderste tilfælde ville nedværdige sig til at spørge om noget.
Denne information kan jo vise sig at blive interessant senere.

... Og så var jeg til middag hos Charlotte (igen!) og maden var virkelig god. Og så ville Sam (Charlottes 'mand' hernede) gerne i byen at se Faya (jep! Udtales Fire) i den ghanesiske version af American Idol, da Faya er liberier og er vokset op i Buduburam.
Well. Vi fik da set Faya performe på et TV i en gade (stort tilløbsstykke!!), men ellers handlede det nok lige så meget om at komme på 'natklub' (læs: skur med musik, øl og ufattelig meget gang i den) at få en øl.
Lad mig sige det på denne måde: Jeg har sjældent følt mig så hvid, som da Sam endelig fik mig overtalt til at rejse mig og danse med...
Dog en fantastisk oplevelse – bestemt et sted, hvor man overvejer skalaen for 'meget kristen' igen, idet de piger, der sikkert før på dagen fromt har været til flere timer lange gudstjenester (som vidst også er en fest, men stadig væk...) skejer ud og gnubber deres skød op af alt der ligner en mand...
Sam havde heldigvis placeret mig i et hjørne bag et bord, så jeg slap for alt for mange opportune tilbud. Alcohol goes in – I cannot even describe what comes out.

Forfald i Afrika.

2007-08-05T02:05:00.000-07:00

Det må vidst være på tide at jeg fortæller lidt om det sted, jeg er.
Budumburam er en flygtningelejr for liberiske flygtninge, som er dannet i Ghana i 1990. Af forskellige politiske årsager ser det ikke ud til, at den vil ligge her om fire-fem år, hvilket også gør at folk – i hvert fald på retorisk plan – er meget opsatte på at få dannet sig en fremtid, de kan tage med til Liberia.

Selve byen er ikke som sådan en forstad til Accra (hovedstaden i Ghana), men når man kører de 44 km, der trods alt er, ser man ikke andet end by og semi-urbaniseret landskab.

Alt er beskidt og slidt pånær liberiernes tøj, så hvad der ikke er af landskabsmæssig skønhed, får man igen i de til tider super kønne mennesker...

Folk hernede er søde og har det FINESTE pidgin-engelsk! Børnene bliver ofte vildt glade, når de ser en småfed hvid mand, og kommer så løbende for at snakke, lege og generelt bare charmere.

Mit projekt er endnu ikke helt på vingerne, da jeg er havnet i en internetcafé (!) som også delvist støttes af MF-projektet. Ejeren – Solo(mon) – er vildt glad for mig (selvom jeg ikke laver noget), og jeg frygter lidt for, at han tror, at han har fået 'sin egen antropolog'.
Det får jeg at se i morgen, mandag, da han har lovet at vise mig rundt til andre låntagere (han er nemlig også sekretær i lån-gruppen).
Jeg håber, at jeg kan finde en familie, jeg kan få et nærere forhold til, end blot at sidde i en internetcafé, fixe PC'ere i ny og næ og give moralsk opbakning til de unge mennesker, der mener, at de skal have en fremtid inden for ”noget med computere”.
Det er øjensynligt en hel 'industri' for folk, der prøver at finde venner, kærester og navnlig sponsorer i udlandet - og det lykkes faktisk for nogle af dem! Navnlig piger har succes med at score lidt penge på sponsorer...
If there's an opportunity - grab it! kunne være et motto hernede...

Og så er der Charlotte (tidligere medstuderende i syv måneders IBIS-praktik hernede)!
Hun er simpelt hen så god... Det har været voldsomt fantastisk at have hende til at vise vejen, møde liberierne og komme med analyser af situationen. Også meget rart at have en antropolog ved hånden, når man går og nørder lidt...
Og ja, jeg må jo indrømme: Jeg har endnu ikke selv lavet mad, da Charlotte og Sam har inviteret på mad de sidste tre dage (og man siger jo ikke nej, så).
Charlotte har nok ogsaa betydet, at jeg har levet noget mere luksoerisoest end hvis jeg havde vaeret her alene, men oh! well...

Nu vil jeg ikke skrive mere – Ikke fordi der ikke er mere, men mere fordi, jeg selv ikke gider at læse alt for lange indlæg på blogs...
Jeg håber alle har det godt hjemme – Jeg har det i hvert fald godt nok her! :-)

Så er jeg havnet i Afrikas land...

2007-08-02T03:52:00.000-07:00

Jeg havde glæden af at følges med Anders og Henrik (ældre studerende fra 'gården) i flyet til Heathrow, da de tager til Manus og laver antropologisk film de næste tre uger. De havde stadig 1½ døgns rejse foran dem, så jeg er sådan set glad for at være kommet frem på under et halvt.

Jeg havnede på 1. klasse til Ghana (muligvis derfor mine billetter var så dyre??) og sad ved siden af en sød engelsk pige, der skal ned at være frivillig på et børnehjem.
Så kunne vi rigtigt sidde der og gejle hinanden op, da igen af os i virkeligheden havde nogen idé om, hvad vi skulle vente os af Ghana.

Nu sidder jeg så på mit værelse på SHIFSD's guest house og har rent faktisk strøm!!
Et par søde californiske hippier (T og Mr. C) fra en NGO dér har været vildt søde til at vise mig rundt og give deres syn på Mikrofinans – fantastisk!

Mere end fantastisk var det så også, at jeg blev hentet i lufthavnen af Charlotte (studiekammerat i praktik i IBIS) – fantastisk at se hende igen – og ikke mindst at have hende til at stille spørgsmål til...

Hvad jeg laver i Afrika?

2007-08-01T23:50:00.000-07:00

Jeg kunne forstå på sms'er der røg tilbage til mig, at der var mange, der ikke var helt klar på, hvad jeg laver i Ghana...
Jeg er på feltarbejde i forbindelse med mit studie, antropologi og skal være i Ghana i fem måneder.
Jeg skal undersøge sociale effekter og konsekvenser af et mikrofinansprojekt (MF – små lån til kvinder) i en liberisk flygtningelejr, der hedder Budu(m)buram.
Jeg kommer hjem 28. december.

Uden at hænge snavsetøjet til offentligt skue...

2007-07-30T11:00:00.000-07:00

Ja, dette (mandag) har så været min sidste dag i denne omgang hos mine forældre... Jeg skal være hos Ina i København i morgen - og onsdag smutter jeg så 'bare lige' til Ghana.

Dagen i dag er gået med at lave hønsegård, og uden at hænge snavsetøjet til offentligt skue, kan jeg vidst godt afsløre at når akademikere og sygeplejesker - og dermed håndværksmæssige analfabeter - skal lave sådan noget, så bliver kubismens skæve former den affødte æstetik.

Ellers har mit ophold hos forældrene båret præg af masser af mad, masser af søvn - og et uhyggeligt rum indeholdende en badevægt.
Jeg gør mig ikke nogen illusioner om at sammenligne mig med ikonet Frederik Barth i ”Andres liv - og vårt eget”, men håber da, at det er en mindre version af T-H, der vender hjem til Danmark til december.

Afrika nærmer sig - eller jeg nærmer mig Afrika. Jeg vil i hvert fald glæde mig til at møde alle Inas venner, som også har været i Ghana.

Om forladelse...

2007-07-28T06:00:00.001-07:00

Jeg tvivler på, at der er nogen, der overhovedet har læst min blog indtil nu. Men hvis der er - og disse ikke tilhører min familie - skal jeg undskylde. For jeg kan simpelt hen ikke lade være med, at lægge billeder af de seneste skud på Krag-stammen ud - Mine nevøer Jonas og Lasse.

Og ja! Familiefotos ér nu én gang fedest for familien.
Men se dem! De er mine helte!!

Og til de, der ikke er i familie med mig og som stadig hænger i, kan jeg sige, at Jonas er godt 3 år og Lasse (som jeg stod fadder for) er fra 8. maj i år. Lasse bliver her holdt af Edith Grauslund - en gammel ven af familien.

Billederne er taget da jeg var hos min ældste storebror i går...

Darn English.

2007-07-24T14:57:00.000-07:00

Tjah. Det gik hen og blev mandag og alt var godt.
Under påskud af at overlevere erfaringer fra min tidligere post som formand for KULA (foredragsforeningen på Antropologi), havde jeg sat Ane fra studiet stævne.
Der var selvfølgelig en skummel bagtanke; Ane og Cecil (ligeledes fra studiet) var netop vendt hjem fra deres Afrika-rejse, så jeg ville jo lige høre hvordan det havde været...
(Check for øvrigt deres yderst vellavede blog)

Under samtale med Ane nåede jeg vidst at prale lidt med mine engelsk-kundskaber, og sådan noget hævner sig selvfølgelig.
For da vi havde snakket Afrika et par timer, dukkede én af Anes engelske veninder op, og samtalen fortsatte på engelsk - Og min tunge var gentagne gange ved at knække midt over. Jeg sætter min lid til, at jeg bliver 'engelsk-klimatiseret' inden for de første par dage i Ghana...

What else?
Jeg har endelig fået købt billet - og selvfølgelig til overpris. Nordea er ikke altid så hurtige, som man kunne ønske, og da Momondo var nede, måtte jeg bestille en anden søgemaskine.
Ærgerligt med overprisen, for det går først og fremmest ud over 'gården.

Lige nu venter jeg på mit visum, som jeg er meget spændt på at se om den Ghanesiske ambassade kan finde ud af at få sendt enten til mig eller til mine forældre. Ellers bliver der nok ikke nogen Afrika-tur i denne omgang. Men det går nu nok...

Solen skræmmer.

2007-07-19T18:21:00.000-07:00

Forgangen lørdag var jeg på kanotur med Morten BACH Band.
Dagen brillerede ved at være overskyet stort set hele dagen.
Det til trods vendte jeg hjem med solskoldninger på hele ryggen og mine skuldre (pånær den venstre, der var beskyttet af uransagelige (!?) årsager).
Årsagen viste sig at være, at UV-tallet har været over syv på den pågældende dag, så skyer har måttet være skyer.
Dette sætter selvfølgelig min fremtidige rejse til Solens land i perspektiv, da jeg pt har en afskyelig rosa kulør.
Så ét af dagens projekter er at skaffe noget solfaktor 65 og bede til den rareste gud om, at ozonlaget er lidt tykkere i Ghana.

Ud over rosa hud var MBBs kanotur uhørt succesfuld. Vi var alle med stort set hele vejen - jeg var den første til at smide mig, da jeg havde alt for mange kilometer under bæltet og alt for lidt søvn.
Der blev snakket, drukket øl - og ikke mindst talt, hvilket var en befrielse på mange måder.

Jeg vil lige vedhæfte et billede af bandet primus motor, sådan som vi kender og elsker ham (indrømmet: en Blå Thor i hånden havde været klædelig). Billedet er for øvrigt taget med min Nokia 5500,
som har vist sig rent faktisk at kunne tage brugbare billeder
(den første mobiltelefon, jeg har haft, der kan dette!)

De sidste forberedelser.

2007-07-15T13:56:00.000-07:00

Som det fremgår, så hersker rodet stadig over mit liv...

Det har længe været et projekt af ret høj prioritet at få ryddet op på mit værelse.
De siger at genier behærsker kaos. Enten er jeg ikke et geni (!) eller også har de ikke ret.

Under alle omstændigheder ved jeg, at rod skaber rod, så det ville på alle mulige måder være en fordel for mig, hvis jeg fik gjort orden i sagerne - Om ikke andet, så fordi jeg kun har bilen den første halvdel af næste uge...

What else?
Var på kanotur med bandet lørdag - Den fik alt hvad den kunne trække, men jeg lover her kun at lægge pæne billeder ud!

En uge går på held - om to stks er jeg på vej til Ghana...

En spæd start - og et skønt forfald.

2007-07-09T11:26:00.000-07:00

Så skete det endelig... Jeg blev blogger.
Jeg ville selvfølgelig gerne bortforklare det med, at det passer meget bedre ind i Informationssamfundets postmoderne menneskes kram,
at man selv kan bestemme, hvornår man vil læse...

Men; i virkeligheden har det også noget at gøre med,
at jeg ikke gider at sortere i de mailadresser, jeg har liggende.

Beautyof.dk bliver navnet på det musikprojekt,
jeg tror at jeg bliver nødt til at lave, når jeg kommer hjem.

Indtil da vil bloggen handle om min tur og mit feltarbejde i Ghana...