Turning 30.

Quite a while ago I turned 30.

In my family and amongst my friends it's a standing joke to ask on one's birthday "how it feels to become 30". It is herein implied that age is a construction which doesn't affect your life from one day to another.

This blog entry is however a description of the changes I've gone through lately which I hence attribute to turning 30.

Some may find similarities to a process people go through earlier in life, of a much more liminal character...

After I've turned 30 I've experienced some changes. Of course I can never list them all but I'll make a list for all structural purposes:

- My body 

- Hair

- Voice

- Economy

- *Girls*

My body
"..is a cage, that keeps me from dancing with the one I love" as Arcade Fire sings. Though my situation may not be as dramatic, it has become true that a year ago I had reached the 0.1 metric tonne in weight. Through media I have learned, that losing weight becomes harder with age. So at the entry of my 30'ies I have become accustomed to spending an hour+ three times a week at the gym (Homer S: What's a [GAJM]?).
And to some effect. I am constantly moving further away from the dreaded number, and people has actually begun going around me while passing, rather than jumping over me (it seemed easier to do the latter until I did something about it).

Hair
"I got hair on my chest - I look good without a shirt" is actually quite describing for my situation. However the dear Tom Waits has some shortcomings in focusing solely on the hair on the chest, as hair seems to be appearing all sorts of other places...!
I've stopped shaving my face, too. But as I did it for a costume party, I realized that I no longer look 16 when I shave. I actually look 30 with all my wrinkles and all... Still, I'd go for the beard. It saves me five very valuable minutes in the morning...

Voice
My voice has changed too. And now and again I'm simply not able to recognize it, as it is very strange.
I actually sometimes hear my voice speak in positive words about children, family, jobs and future.
While my voice wallow in these strange, strange words, my mind find it really weird and tries to do something. 
But apparently the voice is stronger than the mind and these strange words and sentences keep reoccurring...

Economy
I am ever so much a single as I've ever been, and hence still spend a lot of my money on stuff that singles use their money on. That is; concert tickets, cinema tickets, beer, gadgets, wine and sushi (this all being for one, as I am - like I said - single). 
However new items has found their way into the space I like to call my interest; furniture. I have - as many other men - a very much love/HATE relationship with IKEA. I remember being fooled out there by an ex-girlfriend by the promise of having meatballs at the bistro. Only too late realizing that I was actually at IKEA with my girlfriend... 
But though I had my share of IKEA furniture through my life I now have developed some sort of a dogma-approach towards furniture; no plywood is allowed and design is crucial. I have taken interest in vintage second hand furniture and has by now cramped up a leather sofa and two chaiselong chairs in my 17 m2 which already was a bit cramped with my 1½ size bed.
So. I have started spending money on stuff which seems reasonable but really is a luxury with no guaranteed resale value (I know that by the time I'll move in with a woman all my valuable thoughts of furniture will be insignificant - those sort of realizations just is a part of turning 30).

(I should here note that if my banker is reading the paragraph above, it's all fictional. I am - of course - spending all my time trying to earn money so that my bank can get whatever I owe them. The same goes for The State. I should also note that I am looking for a bigger place to fill with furniture).

*Girls*
...or should I say women. Because honestly - though I'd always favored (mindly) mature girls - I especially find girls-girls really annoying and no longer see them as 'potential'. I strongly dislike teenagers and even more women/girls in their 20'ies who don't realize they no longer are teenagers. Sure, some of them may be very attractive, but MY! The YACK and self-centeredness...
But this also has lead to that I have suddenly found myself actually listening to and taking interest in what women say. Boy, was THAT a change!?!

I'm coming home...

...som det så smukt (?) synges i The Rocky Horror Picture Show.
I morgen, fredag kl. 12.30 (DEJLIGT at bruge 24-timers-ur igen!) lander der et fly fra Heathrow med mig inden i.

Jeg vil dog først være til at kontakte efter at jeg har frekventeret lufthavnens 7-Eleven for at købe 1) En stor kaffe 2) en pose SUPER Piratos.

Jeg glæder mig til at se folk, jeg har savnet, igen!


Kram!
T-H

Cykler og snøvlen.

...Og hvad gør man så, når man sidder i en ”trotro” (læs ombygget varevogn, nu med sæder og vinduer i lastrummet – Nok den vigtigste fysiske infrastruktur-enhed i Ghana) og har fire timers kørsel til Cape Coast foran sig? Tjah. Man skriver da et blog-indlæg på sin telefon!
Og der ér faktisk noget at skrive om, til trods for at der er bulder-mørkt uden for trotro'ens vinduer:
Jeg er på vej på ferie – en 160 km lang cykeltur mellem Cape Coast og grænsen til Côte d'Ivoire.
Vi – to amerikanske piger og jeg – har købt nogle ”old bangers” af nogle cykler i Accra, som vi så har måttet ”bestikke” trotrochaufføren til at binde på taget af bilen, da han påstod at han ville komme i problemer med politiet.
Og som jeg sidder dér, krøllet sammen på et imiteret lædersæde, næsten uden benplads, rammer en lugt min næse.
Jeg har ingen anelse om hvorfor, men pludselig lugter trotro'en lidt fugtigt – måske endda muggent? En lugt jeg forbinder med gamle bøger – eller med kirker.
Og pludselig begynder jeg at overveje, om jeg alligevel kommer til at savne julen hjemme?

Nå, men for at gøre en lang historie kort, så skal det her siges at Cape Coast er en meget smukt beliggende by, hvor den største turistattraktion er det gamle koloni-fort. Det har ikke noget med Danmark at gøre, men i Accra ligger der faktisk et Christiansborg, så vi kan altså ikke undslå os vores noget uheldige kolonitid med trekantshandel osv.

Well... Historien bliver vidst alligevel lidt lang... Vi ankommer til Cape Coast, hvor vi overnatter og bruger det meste af den efterfølgende dag på at indstille cyklerne til optimalt brug.
Det er en øvelse, ghanesere ikke er for skarpe til, så vi var med andre ord overladt til os selv – Godt det samme, når man så hvilket værktøj de ville bruge til cykelrepartioner!
Men ENDELIG! kom vi så af sted. Og stor var min skuffelse, da det gik op for mig at amerikanere altså ikke er vandt til at cykle. Jeg skal ikke nævne nogle navne, men vi var to, der brugte LANG tid på at vente på én. Med andre ord skulle jeg altså indstille mig mere på ferie end på cykel.
Her er et sjældent billede, hvor jeg har lagt mig bag tøserne.

Ferie er faktisk heller ikke så slemt, når man efter at have kørt sølle 50 km pludselig befinder sig i et strandparadis som dette.

Relativt dyrt var det at booke et rum, men wauv!


Den næste dag var målet så Takarate, hvor vi skulle møde Anitas kæreste.
På vejen stødte jeg på denne valgplakat, som jeg bare *måtte* have et billede af! Det smil må bestemt være manipuleret – eller også er der ulve i denne mands familie :-)


Og her er de så, tøserne, efter vi har nået Takarate. Ros til venstre, Anita til højre. De er begge fra Californien, og jeg må være fuldstændig ærlig og indrømme at jeg synes det er super modbydeligt, når folk kalder mig ”dude” uden ironisk distance. Ellers er de nogle virkelig søde tøser...



Anita og Ros havde nok tilsammen fire gange så meget baggage som jeg (jeg vaskede hver aften), men af én eller anden grund, havde Ros ikke valgt at pakke sin lagenpose med. Så her er hun så om morgenen – under sit håndklæde og med fødderne i en snavsetøjspose (som øjensynligt var mere vigtig at tage med??!).


Næste dag havde jeg så endelig mandligt selskab også, og det var min forventning at dette ville udløse en stigning i hastigheden. Desværre viste det sig at John, Anitas kæreste, var i – om muligt – endnu dårligere form. Her er et billede jeg har taget af ham, mens han er stået af for at få et hvil... Læg mærke til lastbilens udstødning – Cykling er ikke nødvendigvis en sund sport i Afrika!



Efter et utal af pauser passerer vi så denne charmerende landsby – Det er sjovt hvordan der er nogle ganske paradis-lignende steder i Ghana – men turisme som sådan er begrænset til resorts – typisk drevet af hvide.



Og netop et sådant endte vi på her, hvor vi mødtes med Jessie og hendes kæreste Alistair.


Her sluttede min rejse, da jeg havde lovet at være tilbage på camp i dag (tirsdag) for at lave workshops i hvordan man reparerer en Windows-installation (ja, development er måske ikke helt hvad man kunne forvente).

Ingen billeder.

Hej trofaste læsere. Når man bor sammen med et cookie monster som Jessie (australsk pige, der bor med sin kæreste i det samme guest house som jeg), så må man affinde sig med at ting forsvinder. Det er ikke så meget fordi de bliver stjålet, men egentlig fordi hun bare ikke er så stærk i oprydning - Og så låner hun ting - Og pist! væk er de.

På den måde har jeg så mistet et kabel til mit kamera. Det er ingen katastrofe, da typen fåest stort set over alt, men jeg får altså ikke fat på et nyt, før om et stykke tid.
Så ingen billeder fra cykelturen, før jeg har kablet.
Jeg vender da bare tilbage, når jeg har det, jeg skal bruge :-)

En lille tur ud i det blaa...

Jeg skriver lige et hurtigt indlaeg, men lover at vende tilbage med et opdateret med billeder senere...


Pt er jeg med to amerikanske toeser paa cykeltur til graensen til Cote de Ivore.

Men som sagt, skal jeg nok vende tilbage med et mere fyldigt referat...

Hyg jer derhjemme med al jeres jule-pjat - Og NYD kulden!!

Kram!
T-H

Slap - AF!

Ja, endnu en uge er ovre, og jeg begynder at kunne mærke, at jeg skal hjem.

Om mindre end 20 dage kan jeg:
- gå ind i en 7-Eleven og købe en halv liter god kaffe, når jeg har lyst.
- Lave måltider med ovn.
- Gå i biografen.
- Kigge på butikker.
- Besøge venner.
- Spille rock.
- Købe og spise lakrids døgnet rundt :-)
- Sove om natten, da der ikke er nogle fanatiske kristne, der tror at Gud kun lytter om natten og derfor råber og skriger hele natten.
- Tale dansk og (i hvert fald potentielt) blive forstået.
- Drikke øl uden at føle mig skyldig.
- Gå ned ad gaden uden at alle retter deres opmærksomhed mod mig.
- En masse andre lukseriøse ting.

Men om 17 dage er det også slut med:
- at hilse på folk på gaden.
- at snakke med 'købmanden'.
- At knipse med fingrene efter at jeg har givet hånd.
- At blive tilbudt mad, når folk spiser.
- At tale engelsk og vinde respekt ved at vise at jeg kender høflighedsfraser.
- Og en masse andre gode ting.


Som I kan se ovenfor, så er listen over ting, jeg glæder mig til at vende tilbage til noget længere, end de gode ting her.
På den måde, er det nok meget godt, at jeg er på vej hjem. Livet i Buduburam er stadigvæk fantastisk og yderst interessant, men jeg er glad for, at jeg ikke - som min Ph.D.-studerende sambo - skal bruge endnu to måneder på dette sted uden en fremtid.

Livet har dog været ekstra nemt på det seneste. Jeg har afleveret min rapport til SHIFSD, men skal nok lave endnu én (som dog vil tage udgangspunkt i mine data, hvilket gør det noget mere interessant).
Denne weekend tilbragte jeg så delvist med at tage billeder af Peace Day (et noget ambitiøst projekt Trine har sat i søen - Til trods for at det ikke gik, som hun forventede, var det faktisk en rigtig god dag!), delvist med at tage på stranden for at spise, drikke og danse. NICE!

I går var en helt fantastisk dag. Jeg vågnede i et telt på et beach resort, og var bogstaveligt talt ved at smelte ved varmen.
Men efter det lykkedes mig at flygte fra teltets varme, svedte jeg faktisk ikke EN HEL DAG! Vejret igår var SÅ fantastisk - Jeg vil skyde på omkring de 20 grader og overskyet. Og så kombineret med brisen på stranden - WAUV!
Det kan selvfølgelig synes noget - tjah - ubehageligt, set med danske øjne. Men dem, der kender mig godt ved at selv i Danmark sveder jeg sindsygt, og det bliver altså ikke bedre af det afrikanske klima (SOM MAN ALTSÅ ALDRIG VENDER SIG TIL! Selv de indfødte sveder konstant).
Så at have en dag, hvor de eneste gange jeg svedte, var når jeg tog en svømmetur, var ikke mindre end fantastisk. Og lige gyldigt hvad folk siger, så tænker man altså bare bedre, når man ikke konstant kæmper med sit åndedræt.

Som jeg skrev tidligere, så har jeg genvundet lidt af den vægt, jeg har mistet hernede.
Desværre er den nok ikke kommet tilbage som muskler, hvilket jeg mærkede, da jeg svømmede. Så jeg vender tilbage til DK som en endnu større slapsvans, end dag jeg tog afsted. :-)

Dans (på dansk) og løb

Lørdag d. 1. december
Endelig gjorde vi det1!
Jeg har nu 'eksamensbevis' fra School of Liberian Art and Dance!
Her kommer en billedserie (denne gang på dansk så folk der ikke er så stive i engelsk kan følge med).


For at ydmyge os totalt... eller; nej, vi klarede den faktisk godt...
Men programmet indeholdt både vores optræden og de lokale børns. Og de ER bare noget bedre til det der med rytme. Lidt ærgerligt at billeder ikke rigtigt yder disse fantastiske knægte retfærdighed...


Bandet! Mr Lavelah (Nr to fra højre) er helt fantastisk! Knægten på bas-trommen er hans protégé - Samuel - han instruerede os også af og til.


Og her spiller vi så tromme. Som den opmærksomme iagttager vil se, har de ikke turdet at give mig en tromme. Jeg fik en Tsa-Tsa (shaker). Vi spillede en Bassa-rytme.


Så var det tøsernes tur til at dance. Det er altså ret vildt at se!!


Her er publikum. Som I kan se, havde vi samlet en pæn flok. Arrangementet var kl. 14, og 100+ mennesker i hallen hjalp ikke just med at køle stedet ned...


Lavelah! Ikke bare er han en fantastisk dancer og næsten genial trommeslager - Han er også en fremragende pædagog. Uden ham, intet show!


Her er de hvide tøser under Bassa-dansen. Fra venstre: Trine (SE/NO), Jessica/Jessie/Jess (AU), Tui (AU) & Michelle (US/D). Check lige monderingen! :-)


Og her er klassens tykke dreng så. Her er jeg i gang med mande-delen af Bassa-dansen. Under min Krah-solodans flækkede mine bukser selvfølgelig og havde det ikke været for mine skrig-grønne underbukser, havde 'den hellige treenighed' hængt udenfor.



Billige point til antropologen. Denne måde anses som den korrekte at hilse på en mand, der har højere status end dig selv. At jeg vidste og gjorde dette, skabte en del jubel.


Og det var groft sagt det... Der vil blive lagt videooptagelser af showet på YouTube - Og dér vil I nok desværre kunne se alle de fejl, jeg nåede at begå :-)
Jeg tror dog at folk generelt var dødeligt begejstrede over de hvides forsøg på at danse.


Hele showet igennem havde jeg den onde feber (som jeg først er kommet af med i dag - torsdag), men når jeg var på, var jeg på. Det afholdt mig dog fra at deltage i aftenens fest.
Næste morgen blev jeg banket op kl. halv seks (!) for at tage billeder til et 'Fun Run' (Jeg ved ikke hvad der er sjovt ved at løbe - Og slet ikke, hvis der skal betales penge for det!!). Jeg skulle dog heldigvis kun tage billeder.
Et tilsvarende arrangement foregår så i Australien (det er dér, de betaler for det), og pengene går til en toiletbygning på en high school. Det er Jessie (australier), der har sat det hele i søen.
Det var faktisk en god oplevelse. Måske lige bortset fra, at jeg fik lov til at låne et Canon EOS 400D kamera som jeg selvfølgelig forelskede mig ganske hovedkulds i. Well... En dag, når jeg får penge...