torsdag den 30. august 2007

Ikke sy - og smuttur til Forbruget.


I skal da ikke snydes for et billede af Lydia - låntageren, jeg har fulgt den sidste lille uges tid. Det er hende med det inciterende smil...


-----

Ja, og netop som jeg troede jeg havde fundet min faste felt, viste det sig selvfølgelig, at Lydia ikke rigtigt faldt inden for mit undersøgelsesfelt.
Dette skyldes dels at hun ikke er så imødekommende, dels at hun simpelt hen ikke rigtigt har noget med sit lån at gøre, da det administreres af hendes onkel og tante.
Dermed fortsætter jeg så min tours-des-låntager og overvejer allerede nu så småt, om jeg ikke bare skal tilbage til frugtsælgeren, da dette hidtil har vist sig som det mest givtige med hensyn til informationer...


Well well!
Når tingene har været lidt imod - som når éns veninden hjemmefra begår selvmord, som når alle hvide hernede synes at være koncentrerede om at fremhæve alle de negative ting ved flygtningene, som når man ikke kan finde sin felt....
Så skal man huske én ting, vi har i Danmark, som vi bruger til at tackle modgang:
Humor!



På den måde kunne jeg ikke modstå denne knægt. Godt nok går de meget op i streetwear hernede, men man er altså først rigtig street, når man er klædt som ham her...
Jeg SKREG af grin - og listede diskret kameraet frem...





-----

I morgen skal jeg så til Accra at fornye mit visum. Dog skal jeg ikke afsted alene, da Sam (Charlottes ex) og Tue også tager med.
Om end Tue kunne lyde meget nørrønt, så gemmer der sig faktisk en australsk pige bag dette navn (så det udtales selvfølgelig TUWEE).
Hun har muligvis det næst-grimmeste engelsk i verden (deep south amerikansk er nok værre), som hun gør heftigt brug af. '
Med andre ord er underholdningen sikret, når Tue er med.

Jeg glæder mig ærlig talt til at tage til Accra. Alene det at kunne bruge penge uden at føle sig skyldig bliver helt fantastisk! (JA! Jeg er altså forbruger med stort F! - Miljøskade fra Vesten).

tirsdag den 28. august 2007

At kigge på og projektstatus.

Ja, så har jeg endelig fundet et sted at være.

Det er lykkedes mig at støve en låntager, som arbejder i en sy-shop, op. Så nu har jeg en base for mit resterende feltarbejde (tror jeg).
Godt nok var jeg først sendt hen til en meget venlig - men desværre også noget 'tung' for at sige det mildt - syerske, men jeg måtte fortælle hende, at jeg hellere ville være et sted, hvor der var nogle flere mennesker.
Lidt hårdt, specielt når jeg ved, at hun næppe nogensinde vil nå et niveau som et almindeligt menneske - Især i dette land!

Men jeg er havnet i en hyggelig lille stue, hvor jeg så kan sidde og glo på de to elever og deres mester, mens de syer og tager imod ordrer.
I henhold til min problemstilling er der efterhånden ikke meget tilbage.
Ingen af de låntagere jeg har snakket med har egentlig brugt lånet til at starte en lille virksomhed, da nogle i forvejen havde virksomheden, mens andre simpelt hen har brugt lånet til at uddanne sig (og så får familien til at betale de små rater, hvilket nok er mere overskueligt end at bløde det fulde beløb).
Det samme gør sig gældende for Lydia, som jeg følger. Hun har lånt til en symaskine så hun kunne gå i lære, og får sin morbror og tante til at betale lånet tilbage.

Der er altså ikke tale om den store igangsætter-plan ved dette projekt, men det vil dog formodentlig stadig falde inden for målsætningen, nemlig 'empowerment of the less fortunate - mostly women'.
For denne lånemulighed giver nogle mulighed for at udvide forretningen så de kan tjene nok til deres børns uddannelse, nogle får uddannelse på denne konto - mens andre fattigere simpelt hen får et løft i levestandarden af overskudet.

Rent uddannelsesmæssigt er projektet med mine øjne lige så skuffende som man kunne frygte, men én ting fungerer dog (og det er såmænd vigtigt nok): De får lært at spare op til enten gen-investering eller til dårligere tider.

Men der ER langt til Grameen Banks 16 udviklingspunkter!
(check grameen-info.org hvis I ikke aner hvad jeg snakker om).

I morgen - og fremover - er den store opgave altså at finde på noget, der kan holde mig beskæftiget (og som kan gøre, at jeg deltager)...

søndag den 26. august 2007

Kirke III og ironi

Ja, så har jeg igen vovet mig ud i kirke-livet.

Umiddelbart var det en god kirke, men det skyldes nok også, at det er en af de kirker, de tilbagevendte ameriakanere tog med sig. (Liberia var det første land i Afrika, der modtog tilbagesendte efterkommere fra slaveriet i USA).

Der var et fuldt band, der spillede hele tiden. Dette resulterede ind imellem i, at en af præsterne måtte tysse gevaldigt på dem, for at opnå den stemning, han ønskede.
Lidt sjovt.

Men som altid er der en sten i skoen. For (hoved)præsten prædikede lige vand på den afrikanske mølle: Stol ikke på andre end Gud - Mennesker vil bare snyde og bedrage dig!! Så stol på Gud og ingen anden...!
Det er jo ikke just noget, man kan bygge et samfund på.
Dog havde denne kirke et virkelig positivt træk: De prøver at bekæmpe African Time (Læs: At alle kommer mindst en halv time for sent til alt).
Dette gjorde de ved fast at stoppe gudstjenesten kl. 12.00, så hvis de var kommet for sent igang, måtte der bare skæres ned på længden af gudstjenesten.
Dog har jeg dem mistænkt for altid at finde tid til offeret/indsamlingen...
Well... Så har jeg altså set en kirke, der prædiker ultra-individualisme og migration med samme idealer til Europa og USA...


Og så har skæbnens ironi ramt mig for fuld udblæsning!
Jeg har endelig fået overbevist Solo (ejer af internetcafeen) om at han skal have antivirus på ALLE maskiner.
Så han vil gerne have mig til at hjælpe, og jeg siger selvfølgelig ja.
Virus spreder sig som AIDS i Afrika - hvilket vil sige super hurtigt. Og årsagen (til computervirus - ikke AIDS) er USB pen-drives.
Så i processen får jeg en virkelig ond virus på mit pendrive, sætter det i min livline (læs: Min bærbare) for at fjerne den virus.
Uheldigvis var jeg lidt klodset og kom til at clicke på en forkert fil... Så nu virker min PC ikke, og jeg skal have fat på et eksternt CD-drev, før den kommer til det (har bestilt ét på Nettet, men det tager jo nok tre uger - hvis det overhovedet kommer).
Så ved et ironisk twist har jeg fået installeret antivirus på alle maskinerne i caféen, mens min egen er gået ned med virus.
Well... Når man gør noget dumt, må man jo betale prisen - Jeg håber I griner godt og grundigt af mig derhjemme!!

Så fra nu af og til PC'en er fixet, foregår al noteskrivning i hånden (og dem af jer, der kender mig ved, at det nemt kan resultere i, at afkodningen bliver lidt kompliceret).

fredag den 24. august 2007

Flag Day!

Dette må vel anses som værende en slags 'anden nationaldag' (den liberianske nationaldag er d. 26. juli).
Liberia har angiveligt haft sit flag i 160 år i år, og hvert år har man så fejret det på behørig vis.
Læg for øvrigt mærke til hvordan Liberias flag minder om USAs...
Hele optrinnet bestod af en introduktionsparade på den ene fodboldbane, en march gennem lejren - og så endnu en (næsten identisk) parade på en anden fodboldbane.
Stemningen var god, højtidelige - Men heldigvis også lidt humoristisk ind imellem...


Paraden set fra barnehøjde.


Alle lejrens skoler var repressenteret, og her ser vi så ét af de mere humoristiske indslag: Old school. Nogle tager denne dag meget højtideligt, andre mindre. For de børn, hvis forældre har måttet betale en dyr gallauniform, er det meget seriøst...



Selv de små deltager - mere eller mindre frivilligt. Lederen prøvede hele tiden at få denne lille pige til at gå forest, men det turde hun dog ikke...



Så er det bedre at være nogle stykker. Her synges den liberianske nationalhymne.



Det er så det her, det handler om; læg mærke til, at det ghanesiske flag næsten overskygger det liberianske...


Mange ærede flaget med et honnør, mens andre var mere - hmm - Foxxxy Cleopatra-agtige.


Lighed er noget underligt noget. Den høje fenrik gik konstant ned i knæene, for alle skal jo være lige - og så er det jo bare ærgerligt, hvis man er født høj.


Dette skulle - efter sigende - være nogle børn, Charlotte har undervist eller på anden måde arbejdet med.


Afrika set fra whi-ma's perspektiv. Det er ofte sådan, jeg ser børn - forundrede, næsten skræmte, over min farve og højde. Og specielt da, hvis jeg har et kamera med!!


Ikke uden... Min Gud! De render altid rundt med teologiske bøger i tilfælde af, at der lige skulle komme et øjeblik, hvor man kunne studere. Disse bøger er super dyre - pengene går vel til præstens VW...

Billeder


Mit lille hjem. Siden dette billede er taget er der kommet to stole til (de der plastic-stole er ikke bygget til at understøtte 100 kg viking).


Solo (der er to, dette er den praktiske broder) i færd med reparation. Læg især mærke til penslen - Den bruges til at børste alt af med, når man har skilt en PC i atomer.


Og så et lille billede af vandsælgeren, Suko. Som I kan se, er der flere vand-reservoirer i bygningen, så konkurrencen er til at få øje på!

torsdag den 23. august 2007

Dårlig dag.

[Onsdag]

Ja, virkeligheden derhjemme nåede herned onsdag. Om morgenen åbnde jeg min danske telefon, og der var en SMS fra Mariann, som fortalte at min gamle veninde fra tiden på Grundfor Vivi havde taget sit eget liv...
Hvordan forholder man sig til sådan noget, når man sidder i en helt anden verden???


Det gjorde bestemt ikke det hele bedre, at jeg i løbet af dagen rendte ind i et maveonde...

Ellers gik det fint med arbejdet hernede, men det var bestemt ikke nogen god dag!

I gang igen uden samarbejde.

[Mandag]
Så sker der igen noget på det professionelle plan... Jeg er endelig begyndt hos Suko, som sælger vand fra et vandreservoir. Jeg skulle møde i dag (mandag) kl. 6, men efter vanlig afrikansk skik, kom Suko først slentrende omkring kvart over syv... African time!

Det vand der sælges er ikke drikkevand (dette sælges i poser, som tidligere vist i en billed-serie). Det er mere til madlavning, hvor det jo alligevel koges, til bad og til andre huslige gøremål.
En gulvspand koster ca 60 øre, så det er til at overkomme – selv for en afrikaner.

Jeg deltager det bedste jeg har lært, hvilket betyder at jeg stormer rundt med en trillebør med store vandbeholdere i, eller øser over i store spande. Forretningstravlheden er bestemt størst om morgenen, så når de første par timer er ovre, skal tiden bare slåes ihjel, mens lidt småkunder kigger forbi ind imellem.
Tiden fordrives med at spille Ludo (!) med masser af småreligiøsitet indbygget, samt at diskutere med antropologen.
Jeg har valgt dette sted at påtage mig en 100% ærlig rolle, hvilket også vil sige, at jeg kan tillade mig at kaste mig ud i provokerende diskussioner.

Og netop disse diskussioner giver interessante informationer!
Da jeg ikke lægger skjul på, at jeg er her for at uddanne mig til professionel udviklingsarbejder, har dette givet rig lejlighed til at diskutere hvad udvikling er.
Da de mennesker, der alligevel er ved reservoirene har stor interesse i at høre om Danmark, er det det jeg bruger som udgangspunkt.
Men jeg har allerede lært, at den socialdemokratiske revolution aldrig vil ske i Afrika.
For afrikanerne ved, at de ikke selv kan administrere deres resurser (!), samt at de ikke har tilliden til at arbejde sammen med hinanden (!!).
Det er ikke noget de er stolte af, men bestemt heller ikke noget, de synes at begræde. De konstaterer det bare...

De har alle et ønske om at komme til Vesten, for det er nu én gang det eneste sted, der virker. Jeg prøver selvfølgelig at spørge hvorfor de ikke vil blive i Afrika og forsøge at udvikle forholdene her, men de mener alle, at det er lost cause. For der er jo ikke ordentlig uddannelse i Afrika, så så er det bedre at tage til Vesten at blive uddannet og så vende tilbage (og så kan vi jo næsten regne ud, hvad der vil ske, hvis det lykkes dem at komme til Vesten).
Uddannelse er deres svar på krisen, hvilket nok ikke er helt ved siden af, men hvis de ikke i samme åndedrag lærer at samarbejde, er det lost cause! (ok, det var så den politiske holdning! :-) ).

At de ikke kan samarbejde er desuden noget sludder. De fem vandsælgere i denne bygning deler spande og trillebør, så de kan altså godt samarbejde – hvis de altså kan se fornuften i det...