Ufatteligt at jeg ikke i al min omgang med kvinder, i min tid som studerende, har lært at sætte foden ned en gang imellem. De overtaler mig hele tiden mere og mere sindsyge projekter.
På den måde stod jeg i morges op kl. 5.45 (og jeg er altså om nogen B-menneske!) for at løbe. Og ikke bare løbe... Nej, jeg skulle såmænd løbe med en aspirant til olympiaden i Kina...
Ok, retfærdigvis skal det siges, at hun er elite-roer (og altså ikke den store løber) – og at hun ikke har trænet i mere end tre måneder... Og hun er i virkeligheden ikke aspirant, for hun rejste fra Australien til Afrika...
Men stadig væk: Det er da sindsygt at stå op kl. 5.45!
Og så må jeg stadig forundres over hvordan selv meget dedikerede folk modarbejder dem selv. Eller rettere; deres kulturelle arv modarbejder dem. Suko, som ellers er en ret dygtig gut hvad fremtidsplaner angår, valgte i dag – den første tørdag i lange tider – at besøge én af sine syge venner i stedet for at passe sin forretning.
Hvorfor han skulle gøre det, og ikke familien er noget jeg skal spørge om i morgen.
Men man må bare forundres over at han ikke holder fokus på forretningen – specielt når det er en god salgsdag.
Afrika. Afrika er den ultimative undskyldning hernede. På den ene side snakker alle om, at de vil være som Vesten, men så snart man foreslår en ændring, der vil pege i den retning, vil de sige ”This is Africa” (Fremover; TiA) – og dermed sige, at det kan man altså ikke i Afrika.
Dette mere end indikerer, at de ikke har den første idé om, hvad i Hel Vesten drejer sig om.
Men jeg anser det faktisk som et gennembrud, da jeg snakkede med Suko om dette, og han forklarede hvordan Vesten ikke bare er en drøm, men også en egenskab.
Afrika (som i TiA) er at 'blive holdt nede af familien' så man aldrig kan starte et firma, da man konstant vil være tvunget til at give investeringspengene til familien.
Men har man været i Vesten og lært hvordan man driver forretning dér, kan man faktisk være i fred, for derigennem har man 'fået Vesten' som egenskab – hvilket så på magisk vis gør, at man har ny integritet. Og familien vil så øjensynligt lade én være, når man afslår at betale dem.
Om det i virkeligheden forholder sig sådan er svært at sige, men alene det faktum at de tænker på den måde, kan være med til at forklare hvorfor ellers resursestærke folk så desperat forsøger at komme til Vesten...
Interessant!
torsdag den 11. oktober 2007
tirsdag den 9. oktober 2007
Shake it og intet nyt!
Jeg skal beklage de knap så hyppige BLOG-opdateringer... Men i dette tilfælde er intet nyt altså godt nyt. Jeg har det virkelig godt, og der er flyttet to piger ind i det guest house, hvor jeg bor.
Det bekommer mig (som muligvis er verdens største 'dog person') vældig fint.
Prisen er så at jeg ikke længere kan gøre helt som jeg vil i 'mit' hus, at der konstant skal hentes vand – og at jeg hele tiden gør rent (noget disse piger øjensynligt ikke er helt vandt til hjemmefra).
Rent professionelt er jeg tilbage hos vandsælgeren Suko, og hele denne setting giver rigtigt gode resultater. Jeg kan få lov til at deltage ved at slæbe vand (af og til i trillebør), der er mange mennesker – Og jeg har masser af tid til at stille spørgsmål. Så er det jo bare med at komme på de rette spørgsmål, hvilket jeg gør efter bedste evne. Netop denne evne synes jeg faktisk ikke, at jeg er super godt klædt på til, fra studiets side (muligvis fordi jeg ikke fik lavet alle mine interview-øvelser), men heldigvis så er én af pigerne i huset ved at samle information til en bog om flygtningene, og at sidde med som fluen på væggen, når en anden laver et interview er bare guld værd!
Med andre ord lærer jeg noget – Hvilket vel var hele ideen med at komme til Afrika.
Og ja. Der skal nok komme billeder af dette senere, men der er altså sket noget...
Tøserne har på én eller anden måde fået overtalt mig til at gå med til undervisning i afrikansk dans. Så muligvis har jeg fået lidt rytme i kroppen, når jeg når hjem. Da det var første øveaften i aften, kan jeg endnu ikke prale af egentlig at kunne noget...
Det bekommer mig (som muligvis er verdens største 'dog person') vældig fint.
Prisen er så at jeg ikke længere kan gøre helt som jeg vil i 'mit' hus, at der konstant skal hentes vand – og at jeg hele tiden gør rent (noget disse piger øjensynligt ikke er helt vandt til hjemmefra).
Rent professionelt er jeg tilbage hos vandsælgeren Suko, og hele denne setting giver rigtigt gode resultater. Jeg kan få lov til at deltage ved at slæbe vand (af og til i trillebør), der er mange mennesker – Og jeg har masser af tid til at stille spørgsmål. Så er det jo bare med at komme på de rette spørgsmål, hvilket jeg gør efter bedste evne. Netop denne evne synes jeg faktisk ikke, at jeg er super godt klædt på til, fra studiets side (muligvis fordi jeg ikke fik lavet alle mine interview-øvelser), men heldigvis så er én af pigerne i huset ved at samle information til en bog om flygtningene, og at sidde med som fluen på væggen, når en anden laver et interview er bare guld værd!
Med andre ord lærer jeg noget – Hvilket vel var hele ideen med at komme til Afrika.
Og ja. Der skal nok komme billeder af dette senere, men der er altså sket noget...
Tøserne har på én eller anden måde fået overtalt mig til at gå med til undervisning i afrikansk dans. Så muligvis har jeg fået lidt rytme i kroppen, når jeg når hjem. Da det var første øveaften i aften, kan jeg endnu ikke prale af egentlig at kunne noget...
torsdag den 4. oktober 2007
Hvad er der sket?
Ja, det er unægtelig nogen tid siden, jeg sidst har skrevet noget på blog'en.
Dette skyldes hovedsageligt at 'min' internetcafe har været nede med strømsvigt i en længere periode, men også det faktum at jeg har haft travlt om aftenen tæller lidt.
Jeg er pt hos Suko (vandsælgeren) og er der i dagtimerne. Det giver mig rum til at bruge nogle af aftenerne sammen med andre hvide, hvilket jeg også har gjort i stor stil.
Generelt bruger jeg en del tid med volontører, hvilket blandt andet også har betydet en weekend på Kokrobite – en fin strand, hvor de har øl, senge og brusere.
Og ja. Så havde jeg fødselsdag i går. Det var egentlig meningen, at dette skulle være en hemmelighed og forbigå på den måde, men desværre havde jeg bedt Tui om at holde min tegnebog på et tidspunkt, og derigennem havde hun jo så opsnappet min fødselsdato.
Og jeg skal være ærlig; det var bare virkelig rart at blive fejret.
Jeg mener; vi har sq kun ét liv, og ét af de højeste mål man kan have i dette er at være elsk-værdig. At dømme efter kagen og tøsernes ord, så har jeg i hvert fald opnået dette blandt hvide volontører. Spørgsmålet er om man kan bede om mere – Under alle omstændigheder er det stadig min drivkraft for at arbejde inden for udviklingssektoren.
Hvad er 27 år så?
- Det betyder statistisk, at jeg har levet lidt mere end en tredjedel af mit liv.
- Det bliver nok det år, hvor jeg laver mit eget (side)musikprojekt...
- Det er den alder, jeg har, når jeg ender min uddannelse (gad vide om man kan få arbejde som 27-årig??)
- Det er et par år inden det store runde... (SKAL jeg virkelig have den peberkværn?? :-) )
- Det bliver nok også det år, hvor jeg flytter fra Århus.
Dette skyldes hovedsageligt at 'min' internetcafe har været nede med strømsvigt i en længere periode, men også det faktum at jeg har haft travlt om aftenen tæller lidt.
Jeg er pt hos Suko (vandsælgeren) og er der i dagtimerne. Det giver mig rum til at bruge nogle af aftenerne sammen med andre hvide, hvilket jeg også har gjort i stor stil.
Generelt bruger jeg en del tid med volontører, hvilket blandt andet også har betydet en weekend på Kokrobite – en fin strand, hvor de har øl, senge og brusere.
Og ja. Så havde jeg fødselsdag i går. Det var egentlig meningen, at dette skulle være en hemmelighed og forbigå på den måde, men desværre havde jeg bedt Tui om at holde min tegnebog på et tidspunkt, og derigennem havde hun jo så opsnappet min fødselsdato.
Og jeg skal være ærlig; det var bare virkelig rart at blive fejret.
Jeg mener; vi har sq kun ét liv, og ét af de højeste mål man kan have i dette er at være elsk-værdig. At dømme efter kagen og tøsernes ord, så har jeg i hvert fald opnået dette blandt hvide volontører. Spørgsmålet er om man kan bede om mere – Under alle omstændigheder er det stadig min drivkraft for at arbejde inden for udviklingssektoren.
Hvad er 27 år så?
- Det betyder statistisk, at jeg har levet lidt mere end en tredjedel af mit liv.
- Det bliver nok det år, hvor jeg laver mit eget (side)musikprojekt...
- Det er den alder, jeg har, når jeg ender min uddannelse (gad vide om man kan få arbejde som 27-årig??)
- Det er et par år inden det store runde... (SKAL jeg virkelig have den peberkværn?? :-) )
- Det bliver nok også det år, hvor jeg flytter fra Århus.
A thousand
Beautyof.dk?
A thousand arms each reaching in The Direction
A thousand arms following The Way
– some on a downward course
A thousand arms on a desperate dying tree
A thousand arms that all forgot
that they have the same trunk
A thousand arms each reaching in The Direction
A thousand arms following The Way
– some on a downward course
A thousand arms on a desperate dying tree
A thousand arms that all forgot
that they have the same trunk
tirsdag den 25. september 2007
En tur på bjerget – eller næsten.
Søndag: For et stykke tid siden blev jeg træt af det råberi. Der ligger et lille bjerg (ok, det er kun en bakke) nordvest for camp, og den har råbt mit navn næsten siden jeg kom herned.
Så stille og roligt forhørte jeg mig hos Kollie fra gyden om det var muligt at komme derop. Han var straks meget entusiastisk og foreslog at jeg bookede cykler, så vi kunne tage af sted (han var vel også opsat på at få en god cykeltur). Tui (volontør fra Australien) var også frisk, så jeg sendte Kollie ud at booke cykler. Dette resulterede selvfølgelig i, at han bookede lidt ekstra, så vi i alt var fire + en knægt med en cykel, der sluttede sig til os på vejen.
Nuvel. For at sige det mildt, så var det varmt som ind i Hel (bortset fra at Hel efter sigende skulle være koldt) og noget af en oplevelse. Kollie fik flere gange ledt os ud på noget, der bestemt ikke var veje, og en enkelt gang var der lidt diskussion blandt drengene om hvilken vej man skulle vælge. Den mest oplagte havde nemlig et skilt, hvorpå der stod, at der var ånder lige fremme (ånder i dette tilfælde er øjensynlig nogle dværge eller nisse-lignende væsener).
Vi endte dog ved 'bjergets' rod, efter at have slæbt cyklerne igennem sump og marker (der går øjensynligt kun den vej med ånderne direkte til 'bjerget' og Kollie
fortalte at den alligevel var oversvømmet – kylling!).
Så vi endte 'kun' ved bjergets fod - efter mange sære omveje, hvor vi ind imellem måtte slæbe vores cykler igennem noget jeg dårligt vil kalde en sti.
Se det var jo ikke den udsigt, jeg havde håbet på, og den medbragte mængde vand taget i betragtning såvel som vores allerede på det tidspunkt stigende træthed af udmattelse og varme, afgjorde sagen – bjerget står stadig ubesteget af Kragerne.
Men turen var det hele værd. Afrika – selv Ghana – er faktisk smukt, når man kommer væk fra det (semi) urbaniserede grå.
Jeg glæder mig til at deltage i en tur til nationalparken Mole, som vi (forskellige volontører og jeg) tager på i slutningen af oktober.
Målet for ekskursionen - to tinder, der endnu begge står udbestegede af undertegnede.
Foden af bjerget. Tui i front, Kollie i baggrunden.
Kollie i min gyde. Til højre er mit hus - Til venstre er der tre andre - primært beboet af teenagere, der er flyttet hjemmefra.
Én af de landsbyer vi kom igennem på vejen til bjerget. Læg mærke til blandingen af murede huse og hytter.
Så ufremkommeligt var det ind imellem - her var vi endda så heldige, at vi kunne cykle, hvilket ikke var en garanti. Jeg kender ikke navnet på knægten.
Træ og traktor. I baggrunden: Bjerget.
Så stille og roligt forhørte jeg mig hos Kollie fra gyden om det var muligt at komme derop. Han var straks meget entusiastisk og foreslog at jeg bookede cykler, så vi kunne tage af sted (han var vel også opsat på at få en god cykeltur). Tui (volontør fra Australien) var også frisk, så jeg sendte Kollie ud at booke cykler. Dette resulterede selvfølgelig i, at han bookede lidt ekstra, så vi i alt var fire + en knægt med en cykel, der sluttede sig til os på vejen.
Nuvel. For at sige det mildt, så var det varmt som ind i Hel (bortset fra at Hel efter sigende skulle være koldt) og noget af en oplevelse. Kollie fik flere gange ledt os ud på noget, der bestemt ikke var veje, og en enkelt gang var der lidt diskussion blandt drengene om hvilken vej man skulle vælge. Den mest oplagte havde nemlig et skilt, hvorpå der stod, at der var ånder lige fremme (ånder i dette tilfælde er øjensynlig nogle dværge eller nisse-lignende væsener).
Vi endte dog ved 'bjergets' rod, efter at have slæbt cyklerne igennem sump og marker (der går øjensynligt kun den vej med ånderne direkte til 'bjerget' og Kollie
fortalte at den alligevel var oversvømmet – kylling!).
Så vi endte 'kun' ved bjergets fod - efter mange sære omveje, hvor vi ind imellem måtte slæbe vores cykler igennem noget jeg dårligt vil kalde en sti.
Se det var jo ikke den udsigt, jeg havde håbet på, og den medbragte mængde vand taget i betragtning såvel som vores allerede på det tidspunkt stigende træthed af udmattelse og varme, afgjorde sagen – bjerget står stadig ubesteget af Kragerne.
Men turen var det hele værd. Afrika – selv Ghana – er faktisk smukt, når man kommer væk fra det (semi) urbaniserede grå.
Jeg glæder mig til at deltage i en tur til nationalparken Mole, som vi (forskellige volontører og jeg) tager på i slutningen af oktober.
Målet for ekskursionen - to tinder, der endnu begge står udbestegede af undertegnede.
Foden af bjerget. Tui i front, Kollie i baggrunden.
Kollie i min gyde. Til højre er mit hus - Til venstre er der tre andre - primært beboet af teenagere, der er flyttet hjemmefra.
Én af de landsbyer vi kom igennem på vejen til bjerget. Læg mærke til blandingen af murede huse og hytter.
Så ufremkommeligt var det ind imellem - her var vi endda så heldige, at vi kunne cykle, hvilket ikke var en garanti. Jeg kender ikke navnet på knægten.
Træ og traktor. I baggrunden: Bjerget.
lørdag den 22. september 2007
Antropologisk latenstid og tak.
Jeg vil lige starte med at sige tak til dem, der har skrevet for at høre til min status i alt det her regn-halløj.
Jeg kan berolige alle med, at det er i det nordlige Ghana, at der har været (om end ret seriøse) problemer. Jeg er med andre ord ikke hårdere ramt her, end jeg var på Roskilde Festival (heldigvis har de dog ikke noget flis her, som jeg skal skovle).
Men tak for omtanken endda!
Hvor lang tid går der, før antropologen bliver indviet i de lokales ikke helt offentlige hemmeligheder?
Åbenbart halvanden måned.
I hvert fald har jeg nu opdaget én ting: Der er hekse i Afrika.
Det hele startede med, at jeg snakkede med Kollie (ja, det hedder den stakkels knægt altså) fra min gyde, og han nævnte sådan nærmest henkastet, at hans søster var en ond kvinde, for 'hun kunne finde på at hidkalde slanger fra bush'en'.
Jeg undlod indledelsesvis at kommentere det, men har siden hen spurt til det rundt omkring, og det synes at være en almindelig opfattelse, at det kan (nogen) kvinder altså.
Men det stopper altså ikke der.
For da jeg havde besøg af et par af drengene fra gyden den anden dag, begyndte de spontant at forklare om heksekunst. Og jo, én af dem havde set en kvinde forvandle sig til en kat og tilbage, mens en anden havde været vidne til to høge, der sloges i luften, dræbte hinanden – og da de kiggede hvor de landede, lå der to døde mennesker i stedet for fugle.
Se den slags spøgelseshistorier kunne jo meget vel være en slags 'lad-os-se-hvad-vi-kan-bilde-den-hvide-mand-ind-historier'.
Men de fortsatte ufortrødent med at forklare, at hekse flyver på koste som i Harry Potter-filmen (hvilket vel svarer til den nordiske opfattelse af hekse).
Så jeg hev selvfølgelig min fejekost frem (den er lappet med Gaffa-tape), og forklarede at jeg da brugte dén, når jeg skulle til Accra, men at dette altså var en racer-kost, jeg kun brugte, når jeg skulle langt. Skulle jeg kortere, ville jeg bruge en almindelig kost til min flyvetur.
Der blev MEGET stille i stuen pludselig. Hvis ellers sorte drenge kunne blive blege, så var det her ét af de tidspunkter, hvor det ville ske. Så jeg måtte selvfølgelig straks forklare dem, at jeg drillede dem.
De synes SLET ikke at det var sjovt.
Efterfølgende snakkede vi så lidt religion (hvilket de omtaler med samme entusiasme som hekse-historierne) og selvfølgelig var hekse da også påvirket af Satan...
Jesse (en af gutterne) kom med en interessant sammenligning; i Vesten bruger vi heksekunst til at lave fly, der hænger i den blå luft uden at blive holdt oppe af noget. Det er god heksekunst.
Men i Afrika er heksekunst altid ondt og ugudeligt.
Well... Sjældent har jeg følt mig mere antropologisk end nu. (no wonder! Jeg er på mit første feltarbejde!!)
Jeg kan berolige alle med, at det er i det nordlige Ghana, at der har været (om end ret seriøse) problemer. Jeg er med andre ord ikke hårdere ramt her, end jeg var på Roskilde Festival (heldigvis har de dog ikke noget flis her, som jeg skal skovle).
Men tak for omtanken endda!
Hvor lang tid går der, før antropologen bliver indviet i de lokales ikke helt offentlige hemmeligheder?
Åbenbart halvanden måned.
I hvert fald har jeg nu opdaget én ting: Der er hekse i Afrika.
Det hele startede med, at jeg snakkede med Kollie (ja, det hedder den stakkels knægt altså) fra min gyde, og han nævnte sådan nærmest henkastet, at hans søster var en ond kvinde, for 'hun kunne finde på at hidkalde slanger fra bush'en'.
Jeg undlod indledelsesvis at kommentere det, men har siden hen spurt til det rundt omkring, og det synes at være en almindelig opfattelse, at det kan (nogen) kvinder altså.
Men det stopper altså ikke der.
For da jeg havde besøg af et par af drengene fra gyden den anden dag, begyndte de spontant at forklare om heksekunst. Og jo, én af dem havde set en kvinde forvandle sig til en kat og tilbage, mens en anden havde været vidne til to høge, der sloges i luften, dræbte hinanden – og da de kiggede hvor de landede, lå der to døde mennesker i stedet for fugle.
Se den slags spøgelseshistorier kunne jo meget vel være en slags 'lad-os-se-hvad-vi-kan-bilde-den-hvide-mand-ind-historier'.
Men de fortsatte ufortrødent med at forklare, at hekse flyver på koste som i Harry Potter-filmen (hvilket vel svarer til den nordiske opfattelse af hekse).
Så jeg hev selvfølgelig min fejekost frem (den er lappet med Gaffa-tape), og forklarede at jeg da brugte dén, når jeg skulle til Accra, men at dette altså var en racer-kost, jeg kun brugte, når jeg skulle langt. Skulle jeg kortere, ville jeg bruge en almindelig kost til min flyvetur.
Der blev MEGET stille i stuen pludselig. Hvis ellers sorte drenge kunne blive blege, så var det her ét af de tidspunkter, hvor det ville ske. Så jeg måtte selvfølgelig straks forklare dem, at jeg drillede dem.
De synes SLET ikke at det var sjovt.
Efterfølgende snakkede vi så lidt religion (hvilket de omtaler med samme entusiasme som hekse-historierne) og selvfølgelig var hekse da også påvirket af Satan...
Jesse (en af gutterne) kom med en interessant sammenligning; i Vesten bruger vi heksekunst til at lave fly, der hænger i den blå luft uden at blive holdt oppe af noget. Det er god heksekunst.
Men i Afrika er heksekunst altid ondt og ugudeligt.
Well... Sjældent har jeg følt mig mere antropologisk end nu. (no wonder! Jeg er på mit første feltarbejde!!)
Abonner på:
Opslag (Atom)