De sidste par dage har båret lidt præg af et dilemma, jeg er havnet i.
Sagen er den at jeg allerede fra starten har sagt til SHIFSD at jeg ikke kan garantere dem nogle brugbare data, da det ikke er sikkert at mine data passer ind i deres aktiviteter.
Det er ved at gå op for Jeremiah - direktøren for SHIFSD.
Derfor har han så bedt mig om at lave en projektbeskrivelse (så de i det mindste får brugt mig lidt - ud over, selvfølgelig, at jeg skal få styr på deres PC'ere).
Se det har jeg jo sådan set ikke noget imod. Problemet er bare, at denne projektbeskrivelse er ret fundamental for SHIFSD, da den skal omhandle Economic Empowerment (økonomisk styrkelse).
Det er faktisk ét af de to fokus-områder, SHIFSD har (uddannelse er det andet), og jeg er mildest talt lidt forundret over at de INTET har på skrift om dette.
Nuvel. Det er jo sådan set ret spændende, og jeg vil formodentlig også kunne flette nogle af de punkter, jeg gennem min uddannelse har lært kan være fremtiden inden for udvikling ind...
Men sagen er den, at det er lidt uheldigt at det skal være en person uden for organisationen, der skal lave sådan en plan. Og derudover er min viden på området altså ikke helt 100%.
Altså er jeg splittet lidt mellem at være voldsomt interesseret - og at have moralske (og måske endda politiske) avationer mod at gøre det.
Derudover får jeg nok en stille weekend, der forhåbentlig slutter med at jeg køber en tromme - Hvordan jeg så får den med hjem, må jeg jo så se til den tid...
I næste uge vil jeg så foretage de sidste interviews og har dermed næsten afsluttet al min dataindsamling - Så står der blot feltrapport på plakaten!
fredag den 23. november 2007
torsdag den 22. november 2007
Sådans
Så er det på magisk vis gået hen og er blevet tæt på weekend igen, og jeg har efterhånden kun en måned tilbage i Ghana.
Det er egentlig ok, for jeg begynder sådan rigtigt at 'gammel-savne' kongeriget i Nord.
Mit projekt hernede går ret godt, og da jeg i dag overværede et møde i mikrofinans-associationen, sagde præsidenten (en ordentlig MAMA) "T-H! So glad to see that you are putting on weight... Now your mother will not cry, when you get home".
Bless her! :-)
I starten af december har jeg lavet en aftale med et par, om at købe cykler og drøne lidt rundt i Ghana og Togo. Det skal jo nok blive spændende og sætter mig forhåbentlig i stand til at komme frisk tilbage til camp, hvor jeg så har fire opgaver at løse - af forskellig beskaffenhed.
Jeg skal lave to rapporter - én til Uni, en anden til SHIFSD.
Derudover har jeg - i et 'svagt' øjeblik - lavet en rapport til SHIFSD, hvori jeg beskriver at de muligvis kan drage nytte af at køre Linux i stedet for Windows (der er SÅ mange problemer med virus hernede, og Linux løser dette problem). Så der står et par workshops på programmet - Dels i virusbekæpelse, dels i installation og brug af Linux...
Og så er der emnelinien. Jeg er lige vendt tilbage fra danseklassen....
Jeg har de sidste seks uger fulgt danseklasser tre gange om ugen, og kolluminationen er på lørdag otte dage, hvor vi (tøserne og jeg) skal fremføre vores show.
Det omfatter både tromme-set og dans, og i dag var det så første gang, at vi havde et ukendt trommeband til at akkompagnere vores dans - samt publikum i kraft af de børn, der normalt øver torsdag.
Og som I, der kender mig, jo nok ved; jeg er en stage-whore. Jeg synes simpelt hen at det er skide skægt at stå på en scene, selvom det jeg fremfører næppe kan anses som værende andet end en karikatur af, hvad de lokale laver (der ER stadig noget med sorte og rytme).
Og så lige noget urelateret: Go Danmark! Jeg hører at vi vandt i fodbold i går...
Det er egentlig ok, for jeg begynder sådan rigtigt at 'gammel-savne' kongeriget i Nord.
Mit projekt hernede går ret godt, og da jeg i dag overværede et møde i mikrofinans-associationen, sagde præsidenten (en ordentlig MAMA) "T-H! So glad to see that you are putting on weight... Now your mother will not cry, when you get home".
Bless her! :-)
I starten af december har jeg lavet en aftale med et par, om at købe cykler og drøne lidt rundt i Ghana og Togo. Det skal jo nok blive spændende og sætter mig forhåbentlig i stand til at komme frisk tilbage til camp, hvor jeg så har fire opgaver at løse - af forskellig beskaffenhed.
Jeg skal lave to rapporter - én til Uni, en anden til SHIFSD.
Derudover har jeg - i et 'svagt' øjeblik - lavet en rapport til SHIFSD, hvori jeg beskriver at de muligvis kan drage nytte af at køre Linux i stedet for Windows (der er SÅ mange problemer med virus hernede, og Linux løser dette problem). Så der står et par workshops på programmet - Dels i virusbekæpelse, dels i installation og brug af Linux...
Og så er der emnelinien. Jeg er lige vendt tilbage fra danseklassen....
Jeg har de sidste seks uger fulgt danseklasser tre gange om ugen, og kolluminationen er på lørdag otte dage, hvor vi (tøserne og jeg) skal fremføre vores show.
Det omfatter både tromme-set og dans, og i dag var det så første gang, at vi havde et ukendt trommeband til at akkompagnere vores dans - samt publikum i kraft af de børn, der normalt øver torsdag.
Og som I, der kender mig, jo nok ved; jeg er en stage-whore. Jeg synes simpelt hen at det er skide skægt at stå på en scene, selvom det jeg fremfører næppe kan anses som værende andet end en karikatur af, hvad de lokale laver (der ER stadig noget med sorte og rytme).
Og så lige noget urelateret: Go Danmark! Jeg hører at vi vandt i fodbold i går...
søndag den 18. november 2007
Interviews og krebs
Jeg må jo indrømme, at jeg ind imellem synes at det er lidt træls at være på feltarbejde i en flygtningelejr.
Det er ret opslidende og ofte finder jeg mig selv ufattelig træt uden anden egentlig grund, end solen og at jeg konstant skal bruge lang tid på at snakke venligt med folk, der egentlig ikke rigtigt vil noget.
Men så er der også ting, der trækker i den anden retning - Ting, jeg vil savne, når jeg kommer hjem.
Som fx de folk, jeg på daglig basis hilser på på gaden, og med hvem jeg har samtaler á la dem, man før i tiden havde med købmanden.
Som børnene, der stormer én i møde, når man går på gaden.
- Men ikke mindst; som de kære informanter, jeg har mødt, og som er tæt på at være de sødeste mennesker i verden.
Jep! Nu lyder jeg som enhver anden antropolog, men anser jeg for værende en positiv ting...
I går foretog jeg på den måde et interview med Sofia, kvinden der sælger frugt på gaden om aftenen. Hun og hendes familie er de sødeste mennesker jeg har mødt på camp. Eneste torn i øjet er, at de er katolikker, men det er jo én gang deres egen sag.
Nuvel. Interviewet viste en smilende Sofia, der gentagne gange overraskede mig med sine svar. Det var endvidere sjovt at erfare at hun faktisk havde sværere ved at forstå mig, end jeg hende.
Det skyldes jo nok, at den første gang hun satte sit ben i et klasselokale (folk lærer engelsk i skolen) var i 2004 under et Adult Literacy Programme.
Ud over at dette interview gav mig en masse data og gode erfaringer, var det bare en virkelig rar fornemmelse, at blive budt velkommen af hendes børn - at kaste Lukie op i luften og høre ham grine - Jeps, jeg savner sq mine nevøer.
Og så skrev jeg krebs i titlen på dette indlæg. Jeg var på standen i dag... Jeg behøver vel ikke sige mere? :-)
Det er ret opslidende og ofte finder jeg mig selv ufattelig træt uden anden egentlig grund, end solen og at jeg konstant skal bruge lang tid på at snakke venligt med folk, der egentlig ikke rigtigt vil noget.
Men så er der også ting, der trækker i den anden retning - Ting, jeg vil savne, når jeg kommer hjem.
Som fx de folk, jeg på daglig basis hilser på på gaden, og med hvem jeg har samtaler á la dem, man før i tiden havde med købmanden.
Som børnene, der stormer én i møde, når man går på gaden.
- Men ikke mindst; som de kære informanter, jeg har mødt, og som er tæt på at være de sødeste mennesker i verden.
Jep! Nu lyder jeg som enhver anden antropolog, men anser jeg for værende en positiv ting...
I går foretog jeg på den måde et interview med Sofia, kvinden der sælger frugt på gaden om aftenen. Hun og hendes familie er de sødeste mennesker jeg har mødt på camp. Eneste torn i øjet er, at de er katolikker, men det er jo én gang deres egen sag.
Nuvel. Interviewet viste en smilende Sofia, der gentagne gange overraskede mig med sine svar. Det var endvidere sjovt at erfare at hun faktisk havde sværere ved at forstå mig, end jeg hende.
Det skyldes jo nok, at den første gang hun satte sit ben i et klasselokale (folk lærer engelsk i skolen) var i 2004 under et Adult Literacy Programme.
Ud over at dette interview gav mig en masse data og gode erfaringer, var det bare en virkelig rar fornemmelse, at blive budt velkommen af hendes børn - at kaste Lukie op i luften og høre ham grine - Jeps, jeg savner sq mine nevøer.
Og så skrev jeg krebs i titlen på dette indlæg. Jeg var på standen i dag... Jeg behøver vel ikke sige mere? :-)
onsdag den 14. november 2007
En flov-mand.
Jeg er lidt træt af det hele.
Her går man og prøver at forklare hvordan Danmark er et sekuleret demokrati styret af fornuft og oplysning.
Og så viser der sig at 13,8% af danskerne vælger at stemme på et parti kendetegnet ved at være styret af religiøse fanatikere og halv-ekstremister...
Men: Det er jo trods alt stadig et demokrati, og vi kan stadig bryste os af en god, kritisk presse - og et godt system. Dette bliver konstant mere tydeligt, jo mere jeg snakker med forskellige flygtninge såvel som volontører.
Jeg er stadig flov hver gang jeg må berette om hvordan Danmark fejler i integrationen af flygtninge og indvandrere og hvordan vi lukker grænserne på en måde, der har ændret landets ry fra venligt og åbent til lukket og fjendtligt.
Nuvel. Det er ikke enden på denne Verden og der kommer jo valg senere...
Her går man og prøver at forklare hvordan Danmark er et sekuleret demokrati styret af fornuft og oplysning.
Og så viser der sig at 13,8% af danskerne vælger at stemme på et parti kendetegnet ved at være styret af religiøse fanatikere og halv-ekstremister...
Men: Det er jo trods alt stadig et demokrati, og vi kan stadig bryste os af en god, kritisk presse - og et godt system. Dette bliver konstant mere tydeligt, jo mere jeg snakker med forskellige flygtninge såvel som volontører.
Jeg er stadig flov hver gang jeg må berette om hvordan Danmark fejler i integrationen af flygtninge og indvandrere og hvordan vi lukker grænserne på en måde, der har ændret landets ry fra venligt og åbent til lukket og fjendtligt.
Nuvel. Det er ikke enden på denne Verden og der kommer jo valg senere...
Struktur og teenagers.
Endnu en uge er gået, i hvilken jeg passerede 50-dage-tilbage-i-Afrika-dagen – tiden går godt nok stærkt!
Det er lidt mystisk at man holder ferie og så efterfølgende har brug for at slappe af. På den måde var sidste uge ikke særlig produktiv.
Jeg er nu professionelt gået ind i en interviews-fase, hvilket betyder at jeg bruger mere tid på at finde ud af hvad jeg skal spørge om – og hvordan – end på at være på pladsen.
Jeg startede ud med et interview med direktøren for SHIFSD i fredags, og det endte med at være en understregning af, at jeg stadig er under uddannelse.
Dels er jeg bare ikke super trænet i at stille korte præcise spørgsmål. Til trods for at jeg havde skrevet dem ned, endte det alligevel ofte med en masse ævl, før jeg fik stillet spørgsmålene på en måde, så de kunne besvares af Jeremiah.
Dels kæmper jeg nu med transskription, som jeg jo ved tager lang tid – hvilket blot bliver endnu længere, når man oven i købet skal kæmpe med at stave rigtigt på engelsk (ok, det er for min egen skyld, men stadig væk), forstå det lidt specielle engelsk – og krumme tæer over at høre sin egen stemme på optagelserne.
Når det så er sagt, så er det dejligt at foretage sig noget, der er mere struktureret. Interviews giver sådan en dejlig fornemmelse af, at man faktisk får noget data 'i kassen'.
At jeg så skal kæmpe med at få struktur på mig selv er på én gang irriterende og en bonus.
Og tjah... Så er det i min omgangskreds øjensynligt pludselig gået fra at være dybt uacceptabelt at engagere sig i løse forhold med flygtningene, til at man da bare skal reagere på en forelskelse.
Lidt (for) spøjst at se folk, der tidligere har udtalt sig meget kritisk om at engagere sig med flygtninge pludselig vende på en tallerken og i bedste teenage-style forsøge at retfærdiggøre sig selv.
Well... Det er vel også en slags udvikling...
Det er lidt mystisk at man holder ferie og så efterfølgende har brug for at slappe af. På den måde var sidste uge ikke særlig produktiv.
Jeg er nu professionelt gået ind i en interviews-fase, hvilket betyder at jeg bruger mere tid på at finde ud af hvad jeg skal spørge om – og hvordan – end på at være på pladsen.
Jeg startede ud med et interview med direktøren for SHIFSD i fredags, og det endte med at være en understregning af, at jeg stadig er under uddannelse.
Dels er jeg bare ikke super trænet i at stille korte præcise spørgsmål. Til trods for at jeg havde skrevet dem ned, endte det alligevel ofte med en masse ævl, før jeg fik stillet spørgsmålene på en måde, så de kunne besvares af Jeremiah.
Dels kæmper jeg nu med transskription, som jeg jo ved tager lang tid – hvilket blot bliver endnu længere, når man oven i købet skal kæmpe med at stave rigtigt på engelsk (ok, det er for min egen skyld, men stadig væk), forstå det lidt specielle engelsk – og krumme tæer over at høre sin egen stemme på optagelserne.
Når det så er sagt, så er det dejligt at foretage sig noget, der er mere struktureret. Interviews giver sådan en dejlig fornemmelse af, at man faktisk får noget data 'i kassen'.
At jeg så skal kæmpe med at få struktur på mig selv er på én gang irriterende og en bonus.
Og tjah... Så er det i min omgangskreds øjensynligt pludselig gået fra at være dybt uacceptabelt at engagere sig i løse forhold med flygtningene, til at man da bare skal reagere på en forelskelse.
Lidt (for) spøjst at se folk, der tidligere har udtalt sig meget kritisk om at engagere sig med flygtninge pludselig vende på en tallerken og i bedste teenage-style forsøge at retfærdiggøre sig selv.
Well... Det er vel også en slags udvikling...
onsdag den 7. november 2007
Mole - In English!
The Mole Trip[TM]
Well... The vacation was nothing short of being great.
Part of this was of course due to the company of these wonderful women. That is Trine (N/S), Michelle (USA) and Tui (AUS).
The trip was planned so that we would follow the main roads through the West of Ghana up to Mole National Park, from where we would take the no-so-main-roads east of The River Volta.
Going from Buduburam to Mole was part fairly good surfaced road, partly dirt road which made us ever so happy that we rented a 4x4 car.
As seen here the real danger – if any – would not as much lie in the dirt roads as in the Ghanaean driving culture. As for our driver no complaint can be made...
And after a 12 hours drive we arrived at Mole Motel. This is the view from the Motel the morning after the arrival.
Another view from a viewpoint just in front of the motel. Occasionally elephants could be observed taking their baths in the pond – apart from all the other animals in the park.
And here they are. Just after lunch it would please these young gentlemen to have their bath – much to our as apparently their pleasure.
At first we were really amazed to discover that the war hogs would graze just outside our door (I have to say I was a bit cautious to begin with, as these animals looks quite a lot like boars). But since the did so all the time the amazement stagnated.
Going into the park in our big Toyota. I have to admit that it reminded me a little too much of a trip to Legoland, just to sit in the car and watch these amazing animals. However some of the girls chose the truck body as viewpoint which must have given them a much nicer view.
Here is a baboon in his natural environment.
Several species of gazelle-like deer could be observed. This is either a water buck or a cob. I never learned to tell the difference.
And this is how a track in a national park looks like. Curiously enough the only time the driver felt it necessary to turn on the four wheel drive was when he was on an almost ferocious conversation on his cell phone. Professionalism?
What really was the greatest thing about the whole vacation was by far the quietness. This picture could illustrate that – the only sound would be the sound of us and grasshoppers.
The day after we saw a big elephant up close at this pond.
The motel seen from the plains.
Crocodile – Not the largest version, but still: I would not swim here!!
What is really the natural habitat of the baboon? The place we saw most baboons was curiously enough in the dump of one of the villages in the park...
And here they are... The elephants are as amazing in their natural habitat as one could expect. Amazing animals. It seems all their activities goes really slow – But why would the be in any hurry? The only thing they really have to fear is the guns of the park rangers – And there has never been any need to loosen a single shot...
After two really relaxing days in Mole National Park it was time to go to the Volta region. That meant a whole day of less-inspiring driving – for 220 km on dirt roads like this...
The drive would take us to Hohoe where we would stay in an not improperly hotel called Mountain Paradise.
With his usual unimpressedness our driver Nana would tell us “We'll climb that mountain tomorrow” - I have not felt so happy ever since I came to Ghana.
And as said so done.
The morning after we took the car to a village on the mountain side and walked the last bit to the top. The quietude and chill was – I have no words!!
And on top of the world we would find a rusty cross – For the first time in Ghana I found the Christian symbol somehow in it's right place.
Well down of the mountain we drove to the nearby monkey sanctuary in which we got to hand-feed monkeys with bananas. Yup, as cliché it ever may seem monkeys love bananas.
It's Tui to the right and the monkey to the left... :-)
And as our tour de Ghana was to an end we would swing by the great dam that provides 60% of all of Ghana's power.
Really not the greatest of the trip's experiences but helped a lot by our guide – a very lovely old man who was pleased to answer our questions.
And then I could not resist myself... This is Nana and the Toyota Hilux D-4D.
I have to admit that when I first learned that my international driving license would not be able to reach me until after the trip, I was disappointed to say the least.
I had truly looked forward to drive the car.
But for various reasons I am glad that things turned out the way they did.
For one thing there is no way the girls would have respected my driving. I have to admit that every now and then the roads was quite rough. But as Nana was professional the roads was to blame rather than the driver – a situation that may have been different if I was to drive.
I am quite sure that Nana also prevented us from being stopped at all the police barriers as well as he would save us money on various haggling situations etc.
Finally Nana knew places like The Mountain Paradise as well as the state of the roads in relation to what the car could handle and still provide some comfort to the passengers.
All in all Nana saved us time (we might have struggled to find the way, and his skills on the road is of course so much better than mine), was able to be quiet when we liked him to as well as to joke with us when we were in that mode...
In addition I could actually relax during the driving in contrast to being devastated from being constantly observant.
- And it is always nice to have a trusted local by the hand, when you are travelling a foreign country.
Well... The vacation was nothing short of being great.
Part of this was of course due to the company of these wonderful women. That is Trine (N/S), Michelle (USA) and Tui (AUS).
The trip was planned so that we would follow the main roads through the West of Ghana up to Mole National Park, from where we would take the no-so-main-roads east of The River Volta.
Going from Buduburam to Mole was part fairly good surfaced road, partly dirt road which made us ever so happy that we rented a 4x4 car.
As seen here the real danger – if any – would not as much lie in the dirt roads as in the Ghanaean driving culture. As for our driver no complaint can be made...
And after a 12 hours drive we arrived at Mole Motel. This is the view from the Motel the morning after the arrival.
Another view from a viewpoint just in front of the motel. Occasionally elephants could be observed taking their baths in the pond – apart from all the other animals in the park.
And here they are. Just after lunch it would please these young gentlemen to have their bath – much to our as apparently their pleasure.
At first we were really amazed to discover that the war hogs would graze just outside our door (I have to say I was a bit cautious to begin with, as these animals looks quite a lot like boars). But since the did so all the time the amazement stagnated.
Going into the park in our big Toyota. I have to admit that it reminded me a little too much of a trip to Legoland, just to sit in the car and watch these amazing animals. However some of the girls chose the truck body as viewpoint which must have given them a much nicer view.
Here is a baboon in his natural environment.
Several species of gazelle-like deer could be observed. This is either a water buck or a cob. I never learned to tell the difference.
And this is how a track in a national park looks like. Curiously enough the only time the driver felt it necessary to turn on the four wheel drive was when he was on an almost ferocious conversation on his cell phone. Professionalism?
What really was the greatest thing about the whole vacation was by far the quietness. This picture could illustrate that – the only sound would be the sound of us and grasshoppers.
The day after we saw a big elephant up close at this pond.
The motel seen from the plains.
Crocodile – Not the largest version, but still: I would not swim here!!
What is really the natural habitat of the baboon? The place we saw most baboons was curiously enough in the dump of one of the villages in the park...
And here they are... The elephants are as amazing in their natural habitat as one could expect. Amazing animals. It seems all their activities goes really slow – But why would the be in any hurry? The only thing they really have to fear is the guns of the park rangers – And there has never been any need to loosen a single shot...
After two really relaxing days in Mole National Park it was time to go to the Volta region. That meant a whole day of less-inspiring driving – for 220 km on dirt roads like this...
The drive would take us to Hohoe where we would stay in an not improperly hotel called Mountain Paradise.
With his usual unimpressedness our driver Nana would tell us “We'll climb that mountain tomorrow” - I have not felt so happy ever since I came to Ghana.
And as said so done.
The morning after we took the car to a village on the mountain side and walked the last bit to the top. The quietude and chill was – I have no words!!
And on top of the world we would find a rusty cross – For the first time in Ghana I found the Christian symbol somehow in it's right place.
Well down of the mountain we drove to the nearby monkey sanctuary in which we got to hand-feed monkeys with bananas. Yup, as cliché it ever may seem monkeys love bananas.
It's Tui to the right and the monkey to the left... :-)
And as our tour de Ghana was to an end we would swing by the great dam that provides 60% of all of Ghana's power.
Really not the greatest of the trip's experiences but helped a lot by our guide – a very lovely old man who was pleased to answer our questions.
And then I could not resist myself... This is Nana and the Toyota Hilux D-4D.
I have to admit that when I first learned that my international driving license would not be able to reach me until after the trip, I was disappointed to say the least.
I had truly looked forward to drive the car.
But for various reasons I am glad that things turned out the way they did.
For one thing there is no way the girls would have respected my driving. I have to admit that every now and then the roads was quite rough. But as Nana was professional the roads was to blame rather than the driver – a situation that may have been different if I was to drive.
I am quite sure that Nana also prevented us from being stopped at all the police barriers as well as he would save us money on various haggling situations etc.
Finally Nana knew places like The Mountain Paradise as well as the state of the roads in relation to what the car could handle and still provide some comfort to the passengers.
All in all Nana saved us time (we might have struggled to find the way, and his skills on the road is of course so much better than mine), was able to be quiet when we liked him to as well as to joke with us when we were in that mode...
In addition I could actually relax during the driving in contrast to being devastated from being constantly observant.
- And it is always nice to have a trusted local by the hand, when you are travelling a foreign country.
søndag den 4. november 2007
Ferie.
WAUV!
Jeg har været på ferie de sidste fem dage, hvilket har været helt fantastisk.
Jeg laver et ordentligt indlæg, når jeg har fået sorteret billeder, men kan sige at stilheden findes i Afrika og er helt fantastisk!
Jeg har været på ferie de sidste fem dage, hvilket har været helt fantastisk.
Jeg laver et ordentligt indlæg, når jeg har fået sorteret billeder, men kan sige at stilheden findes i Afrika og er helt fantastisk!
Abonner på:
Opslag (Atom)