Struktur og teenagers.

Endnu en uge er gået, i hvilken jeg passerede 50-dage-tilbage-i-Afrika-dagen – tiden går godt nok stærkt!
Det er lidt mystisk at man holder ferie og så efterfølgende har brug for at slappe af. På den måde var sidste uge ikke særlig produktiv.
Jeg er nu professionelt gået ind i en interviews-fase, hvilket betyder at jeg bruger mere tid på at finde ud af hvad jeg skal spørge om – og hvordan – end på at være på pladsen.
Jeg startede ud med et interview med direktøren for SHIFSD i fredags, og det endte med at være en understregning af, at jeg stadig er under uddannelse.
Dels er jeg bare ikke super trænet i at stille korte præcise spørgsmål. Til trods for at jeg havde skrevet dem ned, endte det alligevel ofte med en masse ævl, før jeg fik stillet spørgsmålene på en måde, så de kunne besvares af Jeremiah.
Dels kæmper jeg nu med transskription, som jeg jo ved tager lang tid – hvilket blot bliver endnu længere, når man oven i købet skal kæmpe med at stave rigtigt på engelsk (ok, det er for min egen skyld, men stadig væk), forstå det lidt specielle engelsk – og krumme tæer over at høre sin egen stemme på optagelserne.

Når det så er sagt, så er det dejligt at foretage sig noget, der er mere struktureret. Interviews giver sådan en dejlig fornemmelse af, at man faktisk får noget data 'i kassen'.
At jeg så skal kæmpe med at få struktur på mig selv er på én gang irriterende og en bonus.

Og tjah... Så er det i min omgangskreds øjensynligt pludselig gået fra at være dybt uacceptabelt at engagere sig i løse forhold med flygtningene, til at man da bare skal reagere på en forelskelse.
Lidt (for) spøjst at se folk, der tidligere har udtalt sig meget kritisk om at engagere sig med flygtninge pludselig vende på en tallerken og i bedste teenage-style forsøge at retfærdiggøre sig selv.
Well... Det er vel også en slags udvikling...