Og der ér faktisk noget at skrive om, til trods for at der er bulder-mørkt uden for trotro'ens vinduer:
Jeg er på vej på ferie – en 160 km lang cykeltur mellem Cape Coast og grænsen til Côte d'Ivoire.
Vi – to amerikanske piger og jeg – har købt nogle ”old bangers” af nogle cykler i Accra, som vi så har måttet ”bestikke” trotrochaufføren til at binde på taget af bilen, da han påstod at han ville komme i problemer med politiet.
Og som jeg sidder dér, krøllet sammen på et imiteret lædersæde, næsten uden benplads, rammer en lugt min næse.
Jeg har ingen anelse om hvorfor, men pludselig lugter trotro'en lidt fugtigt – måske endda muggent? En lugt jeg forbinder med gamle bøger – eller med kirker.
Og pludselig begynder jeg at overveje, om jeg alligevel kommer til at savne julen hjemme?
Nå, men for at gøre en lang historie kort, så skal det her siges at Cape Coast er en meget smukt beliggende by, hvor den største turistattraktion er det gamle koloni-fort. Det har ikke noget med Danmark at gøre, men i Accra ligger der faktisk et Christiansborg, så vi kan altså ikke undslå os vores noget uheldige kolonitid med trekantshandel osv.
Well... Historien bliver vidst alligevel lidt lang... Vi ankommer til Cape Coast, hvor vi overnatter og bruger det meste af den efterfølgende dag på at indstille cyklerne til optimalt brug.
Det er en øvelse, ghanesere ikke er for skarpe til, så vi var med andre ord overladt til os selv – Godt det samme, når man så hvilket værktøj de ville bruge til cykelrepartioner!
Men ENDELIG! kom vi så af sted. Og stor var min skuffelse, da det gik op for mig at amerikanere altså ikke er vandt til at cykle. Jeg skal ikke nævne nogle navne, men vi var to, der brugte LANG tid på at vente på én. Med andre ord skulle jeg altså indstille mig mere på ferie end på cykel.
Her er et sjældent billede, hvor jeg har lagt mig bag tøserne.
Ferie er faktisk heller ikke så slemt, når man efter at have kørt sølle 50 km pludselig befinder sig i et strandparadis som dette.
Relativt dyrt var det at booke et rum, men wauv!
Den næste dag var målet så Takarate, hvor vi skulle møde Anitas kæreste.
På vejen stødte jeg på denne valgplakat, som jeg bare *måtte* have et billede af! Det smil må bestemt være manipuleret – eller også er der ulve i denne mands familie :-)
Og her er de så, tøserne, efter vi har nået Takarate. Ros til venstre, Anita til højre. De er begge fra Californien, og jeg må være fuldstændig ærlig og indrømme at jeg synes det er super modbydeligt, når folk kalder mig ”dude” uden ironisk distance. Ellers er de nogle virkelig søde tøser...
Anita og Ros havde nok tilsammen fire gange så meget baggage som jeg (jeg vaskede hver aften), men af én eller anden grund, havde Ros ikke valgt at pakke sin lagenpose med. Så her er hun så om morgenen – under sit håndklæde og med fødderne i en snavsetøjspose (som øjensynligt var mere vigtig at tage med??!).
Næste dag havde jeg så endelig mandligt selskab også, og det var min forventning at dette ville udløse en stigning i hastigheden. Desværre viste det sig at John, Anitas kæreste, var i – om muligt – endnu dårligere form. Her er et billede jeg har taget af ham, mens han er stået af for at få et hvil... Læg mærke til lastbilens udstødning – Cykling er ikke nødvendigvis en sund sport i Afrika!
Efter et utal af pauser passerer vi så denne charmerende landsby – Det er sjovt hvordan der er nogle ganske paradis-lignende steder i Ghana – men turisme som sådan er begrænset til resorts – typisk drevet af hvide.
Og netop et sådant endte vi på her, hvor vi mødtes med Jessie og hendes kæreste Alistair.
Her sluttede min rejse, da jeg havde lovet at være tilbage på camp i dag (tirsdag) for at lave workshops i hvordan man reparerer en Windows-installation (ja, development er måske ikke helt hvad man kunne forvente).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar