IT ekspert og pacifist.

I denne weekend havde jeg to programpunkter; jeg havde lovet mig selv væk til en computer school graduation lørdag, og senere lørdag tog vi så et smut til Kokrobite – en strand, hvor man kan bruge Den Danske Stats penge på vigtige ting som fx øl.

Well... Det viste sig (selvfølgelig, tør man næsten sige) at denne graduation også liiiiiige havde indbygget en fund-raising for fremtidige aktiviteter, og da jeg var den eneste hvide tilstede, var der en del fokus på mine peng... øh! mig.

Mit navn blev da også nævnt flere gange – og jeg fik lov til at sige et par gratulerende ord til de nyuddannede. Det tror jeg for øvrigt ikke, at de fattede ret meget af – Det er som om, at den slags 'nu er I færdige med dette trin – så må I videre og bruge jeres evner kreativt' ikke rigtig er en del af den slags ceremonier.
Gæstetaleren (som dog ikke var mig) sluttede sin tale med at sige; I er nu alle uddannede og klar til arbejdsmarkedet. Hvilket arbejdsmarked fremgik ikke helt tydeligt, men der er dog ingen tvivl om, at de nyuddannede med denne uddannelse har 'noget at tage med tilbage til Liberia'.


Og i går aftes drønede vi så til Kokrobite (tre volontører og jeg selv) og hørte – well – balle-reggae musik til den lyse morgen. Jeg sørgede selv for ikke at gå tørstig i seng (det har min mor altid sagt, at det skal man ikke), så jeg var en god dreng.
Tui og jeg delte et telt og da hun på et tidspunkt i morges blev træt af at høre på min snorken – eller måske vågnede vi bare ved heden – besluttede vi os for at gå en tur på stranden.
Det var sådan set også en god idé. Men da vi besluttede os for, at sand trods alt ikke bliver ved med at være interessant og vendte om, blev vi passet op af et par unge gutter. Det startede egentlig som en ganske normal situation: En af dem greb fat i Tui, hvilket afrikanere har det med at gøre med hvide piger, Tui blev sur og råbte at han skulle lade være – og pludselig var der fire knægte, der prøvede at stjæle Tuis pung.
Af én eller anden grund var de ret bange for mig (nu er en standard vestafikaner typisk et hoved mindre end mig), men det lykkedes mig simpelt hen ikke at jage dem væk.
Resultatet blev at Tui fik stjålet sin pung og flænset sine shorts, mens jeg blev hold på afstand.
Afrikansk venlighed er noget sjovt noget. For efter at de havde fået fat på pungen, hev de bare hvad der var af penge ud af dem, og gav mig så – næsten venligt – den nu pengetomme tegnebog tilbage.

Alt i alt en ret ubehagelig oplevelse, men på den anden side set skete der ikke rigtigt noget. Tui er én af den slags kvinder, der – hvis hun nogensinde får børn – formodentlig vil føde stående og uden at kny. Hun var egentlig mest træt af, at hendes shorts var blevet ødelagt.

Selv var jeg – tjah – lidt skuffet. Man tænker altid bagefter om man kunne have gjort ét eller andet for at undgå udfaldet. Jeg kunne såmænd nok have brækket en næse eller to på de knægte, men på den anden side set, var det jo ikke godt at vide, om de havde knive eller det der er værre.
Og ærlig talt; jeg bryder mig ikke om at slå på folk.
Havde jeg været alene – eller havde der ikke været tale om simpelt røveri – aner jeg ikke hvad jeg havde gjort.
Men det var jeg ikke, så dette vil jeg skrive i min bog som en erfaring...