Interviews og krebs

Jeg må jo indrømme, at jeg ind imellem synes at det er lidt træls at være på feltarbejde i en flygtningelejr.
Det er ret opslidende og ofte finder jeg mig selv ufattelig træt uden anden egentlig grund, end solen og at jeg konstant skal bruge lang tid på at snakke venligt med folk, der egentlig ikke rigtigt vil noget.

Men så er der også ting, der trækker i den anden retning - Ting, jeg vil savne, når jeg kommer hjem.
Som fx de folk, jeg på daglig basis hilser på på gaden, og med hvem jeg har samtaler á la dem, man før i tiden havde med købmanden.
Som børnene, der stormer én i møde, når man går på gaden.
- Men ikke mindst; som de kære informanter, jeg har mødt, og som er tæt på at være de sødeste mennesker i verden.
Jep! Nu lyder jeg som enhver anden antropolog, men anser jeg for værende en positiv ting...

I går foretog jeg på den måde et interview med Sofia, kvinden der sælger frugt på gaden om aftenen. Hun og hendes familie er de sødeste mennesker jeg har mødt på camp. Eneste torn i øjet er, at de er katolikker, men det er jo én gang deres egen sag.
Nuvel. Interviewet viste en smilende Sofia, der gentagne gange overraskede mig med sine svar. Det var endvidere sjovt at erfare at hun faktisk havde sværere ved at forstå mig, end jeg hende.
Det skyldes jo nok, at den første gang hun satte sit ben i et klasselokale (folk lærer engelsk i skolen) var i 2004 under et Adult Literacy Programme.

Ud over at dette interview gav mig en masse data og gode erfaringer, var det bare en virkelig rar fornemmelse, at blive budt velkommen af hendes børn - at kaste Lukie op i luften og høre ham grine - Jeps, jeg savner sq mine nevøer.

Og så skrev jeg krebs i titlen på dette indlæg. Jeg var på standen i dag... Jeg behøver vel ikke sige mere? :-)