...som det så smukt (?) synges i The Rocky Horror Picture Show.
I morgen, fredag kl. 12.30 (DEJLIGT at bruge 24-timers-ur igen!) lander der et fly fra Heathrow med mig inden i.
Jeg vil dog først være til at kontakte efter at jeg har frekventeret lufthavnens 7-Eleven for at købe 1) En stor kaffe 2) en pose SUPER Piratos.
Jeg glæder mig til at se folk, jeg har savnet, igen!
Kram!
T-H
torsdag den 27. december 2007
Cykler og snøvlen.
...Og hvad gør man så, når man sidder i en ”trotro” (læs ombygget varevogn, nu med sæder og vinduer i lastrummet – Nok den vigtigste fysiske infrastruktur-enhed i Ghana) og har fire timers kørsel til Cape Coast foran sig? Tjah. Man skriver da et blog-indlæg på sin telefon!
Og der ér faktisk noget at skrive om, til trods for at der er bulder-mørkt uden for trotro'ens vinduer:
Jeg er på vej på ferie – en 160 km lang cykeltur mellem Cape Coast og grænsen til Côte d'Ivoire.
Vi – to amerikanske piger og jeg – har købt nogle ”old bangers” af nogle cykler i Accra, som vi så har måttet ”bestikke” trotrochaufføren til at binde på taget af bilen, da han påstod at han ville komme i problemer med politiet.
Og som jeg sidder dér, krøllet sammen på et imiteret lædersæde, næsten uden benplads, rammer en lugt min næse.
Jeg har ingen anelse om hvorfor, men pludselig lugter trotro'en lidt fugtigt – måske endda muggent? En lugt jeg forbinder med gamle bøger – eller med kirker.
Og pludselig begynder jeg at overveje, om jeg alligevel kommer til at savne julen hjemme?
Nå, men for at gøre en lang historie kort, så skal det her siges at Cape Coast er en meget smukt beliggende by, hvor den største turistattraktion er det gamle koloni-fort. Det har ikke noget med Danmark at gøre, men i Accra ligger der faktisk et Christiansborg, så vi kan altså ikke undslå os vores noget uheldige kolonitid med trekantshandel osv.
Well... Historien bliver vidst alligevel lidt lang... Vi ankommer til Cape Coast, hvor vi overnatter og bruger det meste af den efterfølgende dag på at indstille cyklerne til optimalt brug.
Det er en øvelse, ghanesere ikke er for skarpe til, så vi var med andre ord overladt til os selv – Godt det samme, når man så hvilket værktøj de ville bruge til cykelrepartioner!
Men ENDELIG! kom vi så af sted. Og stor var min skuffelse, da det gik op for mig at amerikanere altså ikke er vandt til at cykle. Jeg skal ikke nævne nogle navne, men vi var to, der brugte LANG tid på at vente på én. Med andre ord skulle jeg altså indstille mig mere på ferie end på cykel.
Her er et sjældent billede, hvor jeg har lagt mig bag tøserne.
Ferie er faktisk heller ikke så slemt, når man efter at have kørt sølle 50 km pludselig befinder sig i et strandparadis som dette.
Relativt dyrt var det at booke et rum, men wauv!
Den næste dag var målet så Takarate, hvor vi skulle møde Anitas kæreste.
På vejen stødte jeg på denne valgplakat, som jeg bare *måtte* have et billede af! Det smil må bestemt være manipuleret – eller også er der ulve i denne mands familie :-)
Og her er de så, tøserne, efter vi har nået Takarate. Ros til venstre, Anita til højre. De er begge fra Californien, og jeg må være fuldstændig ærlig og indrømme at jeg synes det er super modbydeligt, når folk kalder mig ”dude” uden ironisk distance. Ellers er de nogle virkelig søde tøser...
Anita og Ros havde nok tilsammen fire gange så meget baggage som jeg (jeg vaskede hver aften), men af én eller anden grund, havde Ros ikke valgt at pakke sin lagenpose med. Så her er hun så om morgenen – under sit håndklæde og med fødderne i en snavsetøjspose (som øjensynligt var mere vigtig at tage med??!).
Næste dag havde jeg så endelig mandligt selskab også, og det var min forventning at dette ville udløse en stigning i hastigheden. Desværre viste det sig at John, Anitas kæreste, var i – om muligt – endnu dårligere form. Her er et billede jeg har taget af ham, mens han er stået af for at få et hvil... Læg mærke til lastbilens udstødning – Cykling er ikke nødvendigvis en sund sport i Afrika!
Efter et utal af pauser passerer vi så denne charmerende landsby – Det er sjovt hvordan der er nogle ganske paradis-lignende steder i Ghana – men turisme som sådan er begrænset til resorts – typisk drevet af hvide.
Og netop et sådant endte vi på her, hvor vi mødtes med Jessie og hendes kæreste Alistair.
Her sluttede min rejse, da jeg havde lovet at være tilbage på camp i dag (tirsdag) for at lave workshops i hvordan man reparerer en Windows-installation (ja, development er måske ikke helt hvad man kunne forvente).
Og der ér faktisk noget at skrive om, til trods for at der er bulder-mørkt uden for trotro'ens vinduer:
Jeg er på vej på ferie – en 160 km lang cykeltur mellem Cape Coast og grænsen til Côte d'Ivoire.
Vi – to amerikanske piger og jeg – har købt nogle ”old bangers” af nogle cykler i Accra, som vi så har måttet ”bestikke” trotrochaufføren til at binde på taget af bilen, da han påstod at han ville komme i problemer med politiet.
Og som jeg sidder dér, krøllet sammen på et imiteret lædersæde, næsten uden benplads, rammer en lugt min næse.
Jeg har ingen anelse om hvorfor, men pludselig lugter trotro'en lidt fugtigt – måske endda muggent? En lugt jeg forbinder med gamle bøger – eller med kirker.
Og pludselig begynder jeg at overveje, om jeg alligevel kommer til at savne julen hjemme?
Nå, men for at gøre en lang historie kort, så skal det her siges at Cape Coast er en meget smukt beliggende by, hvor den største turistattraktion er det gamle koloni-fort. Det har ikke noget med Danmark at gøre, men i Accra ligger der faktisk et Christiansborg, så vi kan altså ikke undslå os vores noget uheldige kolonitid med trekantshandel osv.
Well... Historien bliver vidst alligevel lidt lang... Vi ankommer til Cape Coast, hvor vi overnatter og bruger det meste af den efterfølgende dag på at indstille cyklerne til optimalt brug.
Det er en øvelse, ghanesere ikke er for skarpe til, så vi var med andre ord overladt til os selv – Godt det samme, når man så hvilket værktøj de ville bruge til cykelrepartioner!
Men ENDELIG! kom vi så af sted. Og stor var min skuffelse, da det gik op for mig at amerikanere altså ikke er vandt til at cykle. Jeg skal ikke nævne nogle navne, men vi var to, der brugte LANG tid på at vente på én. Med andre ord skulle jeg altså indstille mig mere på ferie end på cykel.
Her er et sjældent billede, hvor jeg har lagt mig bag tøserne.
Ferie er faktisk heller ikke så slemt, når man efter at have kørt sølle 50 km pludselig befinder sig i et strandparadis som dette.
Relativt dyrt var det at booke et rum, men wauv!
Den næste dag var målet så Takarate, hvor vi skulle møde Anitas kæreste.
På vejen stødte jeg på denne valgplakat, som jeg bare *måtte* have et billede af! Det smil må bestemt være manipuleret – eller også er der ulve i denne mands familie :-)
Og her er de så, tøserne, efter vi har nået Takarate. Ros til venstre, Anita til højre. De er begge fra Californien, og jeg må være fuldstændig ærlig og indrømme at jeg synes det er super modbydeligt, når folk kalder mig ”dude” uden ironisk distance. Ellers er de nogle virkelig søde tøser...
Anita og Ros havde nok tilsammen fire gange så meget baggage som jeg (jeg vaskede hver aften), men af én eller anden grund, havde Ros ikke valgt at pakke sin lagenpose med. Så her er hun så om morgenen – under sit håndklæde og med fødderne i en snavsetøjspose (som øjensynligt var mere vigtig at tage med??!).
Næste dag havde jeg så endelig mandligt selskab også, og det var min forventning at dette ville udløse en stigning i hastigheden. Desværre viste det sig at John, Anitas kæreste, var i – om muligt – endnu dårligere form. Her er et billede jeg har taget af ham, mens han er stået af for at få et hvil... Læg mærke til lastbilens udstødning – Cykling er ikke nødvendigvis en sund sport i Afrika!
Efter et utal af pauser passerer vi så denne charmerende landsby – Det er sjovt hvordan der er nogle ganske paradis-lignende steder i Ghana – men turisme som sådan er begrænset til resorts – typisk drevet af hvide.
Og netop et sådant endte vi på her, hvor vi mødtes med Jessie og hendes kæreste Alistair.
Her sluttede min rejse, da jeg havde lovet at være tilbage på camp i dag (tirsdag) for at lave workshops i hvordan man reparerer en Windows-installation (ja, development er måske ikke helt hvad man kunne forvente).
onsdag den 19. december 2007
Ingen billeder.
Hej trofaste læsere. Når man bor sammen med et cookie monster som Jessie (australsk pige, der bor med sin kæreste i det samme guest house som jeg), så må man affinde sig med at ting forsvinder. Det er ikke så meget fordi de bliver stjålet, men egentlig fordi hun bare ikke er så stærk i oprydning - Og så låner hun ting - Og pist! væk er de.
På den måde har jeg så mistet et kabel til mit kamera. Det er ingen katastrofe, da typen fåest stort set over alt, men jeg får altså ikke fat på et nyt, før om et stykke tid.
Så ingen billeder fra cykelturen, før jeg har kablet.
Jeg vender da bare tilbage, når jeg har det, jeg skal bruge :-)
På den måde har jeg så mistet et kabel til mit kamera. Det er ingen katastrofe, da typen fåest stort set over alt, men jeg får altså ikke fat på et nyt, før om et stykke tid.
Så ingen billeder fra cykelturen, før jeg har kablet.
Jeg vender da bare tilbage, når jeg har det, jeg skal bruge :-)
søndag den 16. december 2007
En lille tur ud i det blaa...
Jeg skriver lige et hurtigt indlaeg, men lover at vende tilbage med et opdateret med billeder senere...
Pt er jeg med to amerikanske toeser paa cykeltur til graensen til Cote de Ivore.
Men som sagt, skal jeg nok vende tilbage med et mere fyldigt referat...
Hyg jer derhjemme med al jeres jule-pjat - Og NYD kulden!!
Kram!
T-H
Pt er jeg med to amerikanske toeser paa cykeltur til graensen til Cote de Ivore.
Men som sagt, skal jeg nok vende tilbage med et mere fyldigt referat...
Hyg jer derhjemme med al jeres jule-pjat - Og NYD kulden!!
Kram!
T-H
mandag den 10. december 2007
Slap - AF!
Ja, endnu en uge er ovre, og jeg begynder at kunne mærke, at jeg skal hjem.
Om mindre end 20 dage kan jeg:
- gå ind i en 7-Eleven og købe en halv liter god kaffe, når jeg har lyst.
- Lave måltider med ovn.
- Gå i biografen.
- Kigge på butikker.
- Besøge venner.
- Spille rock.
- Købe og spise lakrids døgnet rundt :-)
- Sove om natten, da der ikke er nogle fanatiske kristne, der tror at Gud kun lytter om natten og derfor råber og skriger hele natten.
- Tale dansk og (i hvert fald potentielt) blive forstået.
- Drikke øl uden at føle mig skyldig.
- Gå ned ad gaden uden at alle retter deres opmærksomhed mod mig.
- En masse andre lukseriøse ting.
Men om 17 dage er det også slut med:
- at hilse på folk på gaden.
- at snakke med 'købmanden'.
- At knipse med fingrene efter at jeg har givet hånd.
- At blive tilbudt mad, når folk spiser.
- At tale engelsk og vinde respekt ved at vise at jeg kender høflighedsfraser.
- Og en masse andre gode ting.
Som I kan se ovenfor, så er listen over ting, jeg glæder mig til at vende tilbage til noget længere, end de gode ting her.
På den måde, er det nok meget godt, at jeg er på vej hjem. Livet i Buduburam er stadigvæk fantastisk og yderst interessant, men jeg er glad for, at jeg ikke - som min Ph.D.-studerende sambo - skal bruge endnu to måneder på dette sted uden en fremtid.
Livet har dog været ekstra nemt på det seneste. Jeg har afleveret min rapport til SHIFSD, men skal nok lave endnu én (som dog vil tage udgangspunkt i mine data, hvilket gør det noget mere interessant).
Denne weekend tilbragte jeg så delvist med at tage billeder af Peace Day (et noget ambitiøst projekt Trine har sat i søen - Til trods for at det ikke gik, som hun forventede, var det faktisk en rigtig god dag!), delvist med at tage på stranden for at spise, drikke og danse. NICE!
I går var en helt fantastisk dag. Jeg vågnede i et telt på et beach resort, og var bogstaveligt talt ved at smelte ved varmen.
Men efter det lykkedes mig at flygte fra teltets varme, svedte jeg faktisk ikke EN HEL DAG! Vejret igår var SÅ fantastisk - Jeg vil skyde på omkring de 20 grader og overskyet. Og så kombineret med brisen på stranden - WAUV!
Det kan selvfølgelig synes noget - tjah - ubehageligt, set med danske øjne. Men dem, der kender mig godt ved at selv i Danmark sveder jeg sindsygt, og det bliver altså ikke bedre af det afrikanske klima (SOM MAN ALTSÅ ALDRIG VENDER SIG TIL! Selv de indfødte sveder konstant).
Så at have en dag, hvor de eneste gange jeg svedte, var når jeg tog en svømmetur, var ikke mindre end fantastisk. Og lige gyldigt hvad folk siger, så tænker man altså bare bedre, når man ikke konstant kæmper med sit åndedræt.
Som jeg skrev tidligere, så har jeg genvundet lidt af den vægt, jeg har mistet hernede.
Desværre er den nok ikke kommet tilbage som muskler, hvilket jeg mærkede, da jeg svømmede. Så jeg vender tilbage til DK som en endnu større slapsvans, end dag jeg tog afsted. :-)
Om mindre end 20 dage kan jeg:
- gå ind i en 7-Eleven og købe en halv liter god kaffe, når jeg har lyst.
- Lave måltider med ovn.
- Gå i biografen.
- Kigge på butikker.
- Besøge venner.
- Spille rock.
- Købe og spise lakrids døgnet rundt :-)
- Sove om natten, da der ikke er nogle fanatiske kristne, der tror at Gud kun lytter om natten og derfor råber og skriger hele natten.
- Tale dansk og (i hvert fald potentielt) blive forstået.
- Drikke øl uden at føle mig skyldig.
- Gå ned ad gaden uden at alle retter deres opmærksomhed mod mig.
- En masse andre lukseriøse ting.
Men om 17 dage er det også slut med:
- at hilse på folk på gaden.
- at snakke med 'købmanden'.
- At knipse med fingrene efter at jeg har givet hånd.
- At blive tilbudt mad, når folk spiser.
- At tale engelsk og vinde respekt ved at vise at jeg kender høflighedsfraser.
- Og en masse andre gode ting.
Som I kan se ovenfor, så er listen over ting, jeg glæder mig til at vende tilbage til noget længere, end de gode ting her.
På den måde, er det nok meget godt, at jeg er på vej hjem. Livet i Buduburam er stadigvæk fantastisk og yderst interessant, men jeg er glad for, at jeg ikke - som min Ph.D.-studerende sambo - skal bruge endnu to måneder på dette sted uden en fremtid.
Livet har dog været ekstra nemt på det seneste. Jeg har afleveret min rapport til SHIFSD, men skal nok lave endnu én (som dog vil tage udgangspunkt i mine data, hvilket gør det noget mere interessant).
Denne weekend tilbragte jeg så delvist med at tage billeder af Peace Day (et noget ambitiøst projekt Trine har sat i søen - Til trods for at det ikke gik, som hun forventede, var det faktisk en rigtig god dag!), delvist med at tage på stranden for at spise, drikke og danse. NICE!
I går var en helt fantastisk dag. Jeg vågnede i et telt på et beach resort, og var bogstaveligt talt ved at smelte ved varmen.
Men efter det lykkedes mig at flygte fra teltets varme, svedte jeg faktisk ikke EN HEL DAG! Vejret igår var SÅ fantastisk - Jeg vil skyde på omkring de 20 grader og overskyet. Og så kombineret med brisen på stranden - WAUV!
Det kan selvfølgelig synes noget - tjah - ubehageligt, set med danske øjne. Men dem, der kender mig godt ved at selv i Danmark sveder jeg sindsygt, og det bliver altså ikke bedre af det afrikanske klima (SOM MAN ALTSÅ ALDRIG VENDER SIG TIL! Selv de indfødte sveder konstant).
Så at have en dag, hvor de eneste gange jeg svedte, var når jeg tog en svømmetur, var ikke mindre end fantastisk. Og lige gyldigt hvad folk siger, så tænker man altså bare bedre, når man ikke konstant kæmper med sit åndedræt.
Som jeg skrev tidligere, så har jeg genvundet lidt af den vægt, jeg har mistet hernede.
Desværre er den nok ikke kommet tilbage som muskler, hvilket jeg mærkede, da jeg svømmede. Så jeg vender tilbage til DK som en endnu større slapsvans, end dag jeg tog afsted. :-)
torsdag den 6. december 2007
Dans (på dansk) og løb
Lørdag d. 1. december
Endelig gjorde vi det1!
Jeg har nu 'eksamensbevis' fra School of Liberian Art and Dance!
Her kommer en billedserie (denne gang på dansk så folk der ikke er så stive i engelsk kan følge med).
For at ydmyge os totalt... eller; nej, vi klarede den faktisk godt...
Men programmet indeholdt både vores optræden og de lokale børns. Og de ER bare noget bedre til det der med rytme. Lidt ærgerligt at billeder ikke rigtigt yder disse fantastiske knægte retfærdighed...
Bandet! Mr Lavelah (Nr to fra højre) er helt fantastisk! Knægten på bas-trommen er hans protégé - Samuel - han instruerede os også af og til.
Og her spiller vi så tromme. Som den opmærksomme iagttager vil se, har de ikke turdet at give mig en tromme. Jeg fik en Tsa-Tsa (shaker). Vi spillede en Bassa-rytme.
Så var det tøsernes tur til at dance. Det er altså ret vildt at se!!
Her er publikum. Som I kan se, havde vi samlet en pæn flok. Arrangementet var kl. 14, og 100+ mennesker i hallen hjalp ikke just med at køle stedet ned...
Lavelah! Ikke bare er han en fantastisk dancer og næsten genial trommeslager - Han er også en fremragende pædagog. Uden ham, intet show!
Her er de hvide tøser under Bassa-dansen. Fra venstre: Trine (SE/NO), Jessica/Jessie/Jess (AU), Tui (AU) & Michelle (US/D). Check lige monderingen! :-)
Og her er klassens tykke dreng så. Her er jeg i gang med mande-delen af Bassa-dansen. Under min Krah-solodans flækkede mine bukser selvfølgelig og havde det ikke været for mine skrig-grønne underbukser, havde 'den hellige treenighed' hængt udenfor.
Billige point til antropologen. Denne måde anses som den korrekte at hilse på en mand, der har højere status end dig selv. At jeg vidste og gjorde dette, skabte en del jubel.
Og det var groft sagt det... Der vil blive lagt videooptagelser af showet på YouTube - Og dér vil I nok desværre kunne se alle de fejl, jeg nåede at begå :-)
Jeg tror dog at folk generelt var dødeligt begejstrede over de hvides forsøg på at danse.
Hele showet igennem havde jeg den onde feber (som jeg først er kommet af med i dag - torsdag), men når jeg var på, var jeg på. Det afholdt mig dog fra at deltage i aftenens fest.
Næste morgen blev jeg banket op kl. halv seks (!) for at tage billeder til et 'Fun Run' (Jeg ved ikke hvad der er sjovt ved at løbe - Og slet ikke, hvis der skal betales penge for det!!). Jeg skulle dog heldigvis kun tage billeder.
Et tilsvarende arrangement foregår så i Australien (det er dér, de betaler for det), og pengene går til en toiletbygning på en high school. Det er Jessie (australier), der har sat det hele i søen.
Det var faktisk en god oplevelse. Måske lige bortset fra, at jeg fik lov til at låne et Canon EOS 400D kamera som jeg selvfølgelig forelskede mig ganske hovedkulds i. Well... En dag, når jeg får penge...
Endelig gjorde vi det1!
Jeg har nu 'eksamensbevis' fra School of Liberian Art and Dance!
Her kommer en billedserie (denne gang på dansk så folk der ikke er så stive i engelsk kan følge med).
For at ydmyge os totalt... eller; nej, vi klarede den faktisk godt...
Men programmet indeholdt både vores optræden og de lokale børns. Og de ER bare noget bedre til det der med rytme. Lidt ærgerligt at billeder ikke rigtigt yder disse fantastiske knægte retfærdighed...
Bandet! Mr Lavelah (Nr to fra højre) er helt fantastisk! Knægten på bas-trommen er hans protégé - Samuel - han instruerede os også af og til.
Og her spiller vi så tromme. Som den opmærksomme iagttager vil se, har de ikke turdet at give mig en tromme. Jeg fik en Tsa-Tsa (shaker). Vi spillede en Bassa-rytme.
Så var det tøsernes tur til at dance. Det er altså ret vildt at se!!
Her er publikum. Som I kan se, havde vi samlet en pæn flok. Arrangementet var kl. 14, og 100+ mennesker i hallen hjalp ikke just med at køle stedet ned...
Lavelah! Ikke bare er han en fantastisk dancer og næsten genial trommeslager - Han er også en fremragende pædagog. Uden ham, intet show!
Her er de hvide tøser under Bassa-dansen. Fra venstre: Trine (SE/NO), Jessica/Jessie/Jess (AU), Tui (AU) & Michelle (US/D). Check lige monderingen! :-)
Og her er klassens tykke dreng så. Her er jeg i gang med mande-delen af Bassa-dansen. Under min Krah-solodans flækkede mine bukser selvfølgelig og havde det ikke været for mine skrig-grønne underbukser, havde 'den hellige treenighed' hængt udenfor.
Billige point til antropologen. Denne måde anses som den korrekte at hilse på en mand, der har højere status end dig selv. At jeg vidste og gjorde dette, skabte en del jubel.
Og det var groft sagt det... Der vil blive lagt videooptagelser af showet på YouTube - Og dér vil I nok desværre kunne se alle de fejl, jeg nåede at begå :-)
Jeg tror dog at folk generelt var dødeligt begejstrede over de hvides forsøg på at danse.
Hele showet igennem havde jeg den onde feber (som jeg først er kommet af med i dag - torsdag), men når jeg var på, var jeg på. Det afholdt mig dog fra at deltage i aftenens fest.
Næste morgen blev jeg banket op kl. halv seks (!) for at tage billeder til et 'Fun Run' (Jeg ved ikke hvad der er sjovt ved at løbe - Og slet ikke, hvis der skal betales penge for det!!). Jeg skulle dog heldigvis kun tage billeder.
Et tilsvarende arrangement foregår så i Australien (det er dér, de betaler for det), og pengene går til en toiletbygning på en high school. Det er Jessie (australier), der har sat det hele i søen.
Det var faktisk en god oplevelse. Måske lige bortset fra, at jeg fik lov til at låne et Canon EOS 400D kamera som jeg selvfølgelig forelskede mig ganske hovedkulds i. Well... En dag, når jeg får penge...
mandag den 3. december 2007
Dance, magic dance - And run!
Saturday 1st.
Yeah - we finally did it!
I now have a graduation diploma from the School of Liberian Art and Dance.
I'll make a picture slideshow approach - And YOU! in the back! No sleeping!!
Well... Just to make the humiliation complete... No. That is not true, we did ok! But the program was a mixture of local dance classes and us. And these young boys were incredible (I did not actually see them that day, as I was behind the stage - But I know from their rehearsal that they rock).
The band! Mr Lavelah (No 2 from the right) is just absolutely great. The guy at the bass drums is his protégé - Samuel - who sometimes instructed us.
And here we are, playing drums. We only managed to make the Bassa-drumming presentable, but are still rehearsing other rythms - just for our own joy. For some mysterious reason they did not trust me a drum, so I ended up with the tsa-tsa (a shaker).
As well as the boys would do their dancing the girls also had to perform. As I hope it is indicated here, they were quite awesome as well...
We did manage to draw a crowd, which was great, as it is so much more fun to dance, when someone is cheering!
Like mentioned above I have the deepest respect for Mr Lavelah. Not only is he an excellent drummer and dancer - His teaching skills are also incredible.
And here are the girls. From left: Trine (SE/NO), Jessica/Jessie/Jess (AU), Tui (AU) & Michelle (US/D). Nice outfit, huh?
Yup. Here I am. I did three dances; one with the girls and two 'on my own'. GREAT fun - and very well recieved. I still meet people on the street who will say "Wauv! You a STRONG dancer!". They are so nice, aren't they?
An appropriate greet for a person with higher status than yourself. This too earned me some 'cheap points' from the crowd. "You learn our culuture, Whi-man!"
And that was - roughly - it. Videos will be posed on Youtube, and I have to admit; I did make several errors in my presentation. However I am sure people felt entertained and happy that the Whi-Man and Whi-Woman would perform their cultural dances and drummings.
I performed all my dances and drumming with some sort of flu running through my body, which did not really affect me, except from me being unable to party in the evening.
This morning I got beaten up at 5.30 (!!!!!!!) to take pictures from a fundraising Fun Run (I do not know why they call it that - It's neither fun to give out money or to run, but I suppose minus-minus gives a plus). The Fun Run is also on in Australia, and the money goes to the building of a toilet house at a high school.
It was a good experience except I got to borrow a Canon EOS 400D camera (however not the one that took these pictures) and am now completely in love with the thing... Well... Maybe when I some day get a work.
Yeah - we finally did it!
I now have a graduation diploma from the School of Liberian Art and Dance.
I'll make a picture slideshow approach - And YOU! in the back! No sleeping!!
Well... Just to make the humiliation complete... No. That is not true, we did ok! But the program was a mixture of local dance classes and us. And these young boys were incredible (I did not actually see them that day, as I was behind the stage - But I know from their rehearsal that they rock).
The band! Mr Lavelah (No 2 from the right) is just absolutely great. The guy at the bass drums is his protégé - Samuel - who sometimes instructed us.
And here we are, playing drums. We only managed to make the Bassa-drumming presentable, but are still rehearsing other rythms - just for our own joy. For some mysterious reason they did not trust me a drum, so I ended up with the tsa-tsa (a shaker).
As well as the boys would do their dancing the girls also had to perform. As I hope it is indicated here, they were quite awesome as well...
We did manage to draw a crowd, which was great, as it is so much more fun to dance, when someone is cheering!
Like mentioned above I have the deepest respect for Mr Lavelah. Not only is he an excellent drummer and dancer - His teaching skills are also incredible.
And here are the girls. From left: Trine (SE/NO), Jessica/Jessie/Jess (AU), Tui (AU) & Michelle (US/D). Nice outfit, huh?
Yup. Here I am. I did three dances; one with the girls and two 'on my own'. GREAT fun - and very well recieved. I still meet people on the street who will say "Wauv! You a STRONG dancer!". They are so nice, aren't they?
An appropriate greet for a person with higher status than yourself. This too earned me some 'cheap points' from the crowd. "You learn our culuture, Whi-man!"
And that was - roughly - it. Videos will be posed on Youtube, and I have to admit; I did make several errors in my presentation. However I am sure people felt entertained and happy that the Whi-Man and Whi-Woman would perform their cultural dances and drummings.
I performed all my dances and drumming with some sort of flu running through my body, which did not really affect me, except from me being unable to party in the evening.
This morning I got beaten up at 5.30 (!!!!!!!) to take pictures from a fundraising Fun Run (I do not know why they call it that - It's neither fun to give out money or to run, but I suppose minus-minus gives a plus). The Fun Run is also on in Australia, and the money goes to the building of a toilet house at a high school.
It was a good experience except I got to borrow a Canon EOS 400D camera (however not the one that took these pictures) and am now completely in love with the thing... Well... Maybe when I some day get a work.
fredag den 23. november 2007
Dilemma og de sidste.
De sidste par dage har båret lidt præg af et dilemma, jeg er havnet i.
Sagen er den at jeg allerede fra starten har sagt til SHIFSD at jeg ikke kan garantere dem nogle brugbare data, da det ikke er sikkert at mine data passer ind i deres aktiviteter.
Det er ved at gå op for Jeremiah - direktøren for SHIFSD.
Derfor har han så bedt mig om at lave en projektbeskrivelse (så de i det mindste får brugt mig lidt - ud over, selvfølgelig, at jeg skal få styr på deres PC'ere).
Se det har jeg jo sådan set ikke noget imod. Problemet er bare, at denne projektbeskrivelse er ret fundamental for SHIFSD, da den skal omhandle Economic Empowerment (økonomisk styrkelse).
Det er faktisk ét af de to fokus-områder, SHIFSD har (uddannelse er det andet), og jeg er mildest talt lidt forundret over at de INTET har på skrift om dette.
Nuvel. Det er jo sådan set ret spændende, og jeg vil formodentlig også kunne flette nogle af de punkter, jeg gennem min uddannelse har lært kan være fremtiden inden for udvikling ind...
Men sagen er den, at det er lidt uheldigt at det skal være en person uden for organisationen, der skal lave sådan en plan. Og derudover er min viden på området altså ikke helt 100%.
Altså er jeg splittet lidt mellem at være voldsomt interesseret - og at have moralske (og måske endda politiske) avationer mod at gøre det.
Derudover får jeg nok en stille weekend, der forhåbentlig slutter med at jeg køber en tromme - Hvordan jeg så får den med hjem, må jeg jo så se til den tid...
I næste uge vil jeg så foretage de sidste interviews og har dermed næsten afsluttet al min dataindsamling - Så står der blot feltrapport på plakaten!
Sagen er den at jeg allerede fra starten har sagt til SHIFSD at jeg ikke kan garantere dem nogle brugbare data, da det ikke er sikkert at mine data passer ind i deres aktiviteter.
Det er ved at gå op for Jeremiah - direktøren for SHIFSD.
Derfor har han så bedt mig om at lave en projektbeskrivelse (så de i det mindste får brugt mig lidt - ud over, selvfølgelig, at jeg skal få styr på deres PC'ere).
Se det har jeg jo sådan set ikke noget imod. Problemet er bare, at denne projektbeskrivelse er ret fundamental for SHIFSD, da den skal omhandle Economic Empowerment (økonomisk styrkelse).
Det er faktisk ét af de to fokus-områder, SHIFSD har (uddannelse er det andet), og jeg er mildest talt lidt forundret over at de INTET har på skrift om dette.
Nuvel. Det er jo sådan set ret spændende, og jeg vil formodentlig også kunne flette nogle af de punkter, jeg gennem min uddannelse har lært kan være fremtiden inden for udvikling ind...
Men sagen er den, at det er lidt uheldigt at det skal være en person uden for organisationen, der skal lave sådan en plan. Og derudover er min viden på området altså ikke helt 100%.
Altså er jeg splittet lidt mellem at være voldsomt interesseret - og at have moralske (og måske endda politiske) avationer mod at gøre det.
Derudover får jeg nok en stille weekend, der forhåbentlig slutter med at jeg køber en tromme - Hvordan jeg så får den med hjem, må jeg jo så se til den tid...
I næste uge vil jeg så foretage de sidste interviews og har dermed næsten afsluttet al min dataindsamling - Så står der blot feltrapport på plakaten!
torsdag den 22. november 2007
Sådans
Så er det på magisk vis gået hen og er blevet tæt på weekend igen, og jeg har efterhånden kun en måned tilbage i Ghana.
Det er egentlig ok, for jeg begynder sådan rigtigt at 'gammel-savne' kongeriget i Nord.
Mit projekt hernede går ret godt, og da jeg i dag overværede et møde i mikrofinans-associationen, sagde præsidenten (en ordentlig MAMA) "T-H! So glad to see that you are putting on weight... Now your mother will not cry, when you get home".
Bless her! :-)
I starten af december har jeg lavet en aftale med et par, om at købe cykler og drøne lidt rundt i Ghana og Togo. Det skal jo nok blive spændende og sætter mig forhåbentlig i stand til at komme frisk tilbage til camp, hvor jeg så har fire opgaver at løse - af forskellig beskaffenhed.
Jeg skal lave to rapporter - én til Uni, en anden til SHIFSD.
Derudover har jeg - i et 'svagt' øjeblik - lavet en rapport til SHIFSD, hvori jeg beskriver at de muligvis kan drage nytte af at køre Linux i stedet for Windows (der er SÅ mange problemer med virus hernede, og Linux løser dette problem). Så der står et par workshops på programmet - Dels i virusbekæpelse, dels i installation og brug af Linux...
Og så er der emnelinien. Jeg er lige vendt tilbage fra danseklassen....
Jeg har de sidste seks uger fulgt danseklasser tre gange om ugen, og kolluminationen er på lørdag otte dage, hvor vi (tøserne og jeg) skal fremføre vores show.
Det omfatter både tromme-set og dans, og i dag var det så første gang, at vi havde et ukendt trommeband til at akkompagnere vores dans - samt publikum i kraft af de børn, der normalt øver torsdag.
Og som I, der kender mig, jo nok ved; jeg er en stage-whore. Jeg synes simpelt hen at det er skide skægt at stå på en scene, selvom det jeg fremfører næppe kan anses som værende andet end en karikatur af, hvad de lokale laver (der ER stadig noget med sorte og rytme).
Og så lige noget urelateret: Go Danmark! Jeg hører at vi vandt i fodbold i går...
Det er egentlig ok, for jeg begynder sådan rigtigt at 'gammel-savne' kongeriget i Nord.
Mit projekt hernede går ret godt, og da jeg i dag overværede et møde i mikrofinans-associationen, sagde præsidenten (en ordentlig MAMA) "T-H! So glad to see that you are putting on weight... Now your mother will not cry, when you get home".
Bless her! :-)
I starten af december har jeg lavet en aftale med et par, om at købe cykler og drøne lidt rundt i Ghana og Togo. Det skal jo nok blive spændende og sætter mig forhåbentlig i stand til at komme frisk tilbage til camp, hvor jeg så har fire opgaver at løse - af forskellig beskaffenhed.
Jeg skal lave to rapporter - én til Uni, en anden til SHIFSD.
Derudover har jeg - i et 'svagt' øjeblik - lavet en rapport til SHIFSD, hvori jeg beskriver at de muligvis kan drage nytte af at køre Linux i stedet for Windows (der er SÅ mange problemer med virus hernede, og Linux løser dette problem). Så der står et par workshops på programmet - Dels i virusbekæpelse, dels i installation og brug af Linux...
Og så er der emnelinien. Jeg er lige vendt tilbage fra danseklassen....
Jeg har de sidste seks uger fulgt danseklasser tre gange om ugen, og kolluminationen er på lørdag otte dage, hvor vi (tøserne og jeg) skal fremføre vores show.
Det omfatter både tromme-set og dans, og i dag var det så første gang, at vi havde et ukendt trommeband til at akkompagnere vores dans - samt publikum i kraft af de børn, der normalt øver torsdag.
Og som I, der kender mig, jo nok ved; jeg er en stage-whore. Jeg synes simpelt hen at det er skide skægt at stå på en scene, selvom det jeg fremfører næppe kan anses som værende andet end en karikatur af, hvad de lokale laver (der ER stadig noget med sorte og rytme).
Og så lige noget urelateret: Go Danmark! Jeg hører at vi vandt i fodbold i går...
søndag den 18. november 2007
Interviews og krebs
Jeg må jo indrømme, at jeg ind imellem synes at det er lidt træls at være på feltarbejde i en flygtningelejr.
Det er ret opslidende og ofte finder jeg mig selv ufattelig træt uden anden egentlig grund, end solen og at jeg konstant skal bruge lang tid på at snakke venligt med folk, der egentlig ikke rigtigt vil noget.
Men så er der også ting, der trækker i den anden retning - Ting, jeg vil savne, når jeg kommer hjem.
Som fx de folk, jeg på daglig basis hilser på på gaden, og med hvem jeg har samtaler á la dem, man før i tiden havde med købmanden.
Som børnene, der stormer én i møde, når man går på gaden.
- Men ikke mindst; som de kære informanter, jeg har mødt, og som er tæt på at være de sødeste mennesker i verden.
Jep! Nu lyder jeg som enhver anden antropolog, men anser jeg for værende en positiv ting...
I går foretog jeg på den måde et interview med Sofia, kvinden der sælger frugt på gaden om aftenen. Hun og hendes familie er de sødeste mennesker jeg har mødt på camp. Eneste torn i øjet er, at de er katolikker, men det er jo én gang deres egen sag.
Nuvel. Interviewet viste en smilende Sofia, der gentagne gange overraskede mig med sine svar. Det var endvidere sjovt at erfare at hun faktisk havde sværere ved at forstå mig, end jeg hende.
Det skyldes jo nok, at den første gang hun satte sit ben i et klasselokale (folk lærer engelsk i skolen) var i 2004 under et Adult Literacy Programme.
Ud over at dette interview gav mig en masse data og gode erfaringer, var det bare en virkelig rar fornemmelse, at blive budt velkommen af hendes børn - at kaste Lukie op i luften og høre ham grine - Jeps, jeg savner sq mine nevøer.
Og så skrev jeg krebs i titlen på dette indlæg. Jeg var på standen i dag... Jeg behøver vel ikke sige mere? :-)
Det er ret opslidende og ofte finder jeg mig selv ufattelig træt uden anden egentlig grund, end solen og at jeg konstant skal bruge lang tid på at snakke venligt med folk, der egentlig ikke rigtigt vil noget.
Men så er der også ting, der trækker i den anden retning - Ting, jeg vil savne, når jeg kommer hjem.
Som fx de folk, jeg på daglig basis hilser på på gaden, og med hvem jeg har samtaler á la dem, man før i tiden havde med købmanden.
Som børnene, der stormer én i møde, når man går på gaden.
- Men ikke mindst; som de kære informanter, jeg har mødt, og som er tæt på at være de sødeste mennesker i verden.
Jep! Nu lyder jeg som enhver anden antropolog, men anser jeg for værende en positiv ting...
I går foretog jeg på den måde et interview med Sofia, kvinden der sælger frugt på gaden om aftenen. Hun og hendes familie er de sødeste mennesker jeg har mødt på camp. Eneste torn i øjet er, at de er katolikker, men det er jo én gang deres egen sag.
Nuvel. Interviewet viste en smilende Sofia, der gentagne gange overraskede mig med sine svar. Det var endvidere sjovt at erfare at hun faktisk havde sværere ved at forstå mig, end jeg hende.
Det skyldes jo nok, at den første gang hun satte sit ben i et klasselokale (folk lærer engelsk i skolen) var i 2004 under et Adult Literacy Programme.
Ud over at dette interview gav mig en masse data og gode erfaringer, var det bare en virkelig rar fornemmelse, at blive budt velkommen af hendes børn - at kaste Lukie op i luften og høre ham grine - Jeps, jeg savner sq mine nevøer.
Og så skrev jeg krebs i titlen på dette indlæg. Jeg var på standen i dag... Jeg behøver vel ikke sige mere? :-)
onsdag den 14. november 2007
En flov-mand.
Jeg er lidt træt af det hele.
Her går man og prøver at forklare hvordan Danmark er et sekuleret demokrati styret af fornuft og oplysning.
Og så viser der sig at 13,8% af danskerne vælger at stemme på et parti kendetegnet ved at være styret af religiøse fanatikere og halv-ekstremister...
Men: Det er jo trods alt stadig et demokrati, og vi kan stadig bryste os af en god, kritisk presse - og et godt system. Dette bliver konstant mere tydeligt, jo mere jeg snakker med forskellige flygtninge såvel som volontører.
Jeg er stadig flov hver gang jeg må berette om hvordan Danmark fejler i integrationen af flygtninge og indvandrere og hvordan vi lukker grænserne på en måde, der har ændret landets ry fra venligt og åbent til lukket og fjendtligt.
Nuvel. Det er ikke enden på denne Verden og der kommer jo valg senere...
Her går man og prøver at forklare hvordan Danmark er et sekuleret demokrati styret af fornuft og oplysning.
Og så viser der sig at 13,8% af danskerne vælger at stemme på et parti kendetegnet ved at være styret af religiøse fanatikere og halv-ekstremister...
Men: Det er jo trods alt stadig et demokrati, og vi kan stadig bryste os af en god, kritisk presse - og et godt system. Dette bliver konstant mere tydeligt, jo mere jeg snakker med forskellige flygtninge såvel som volontører.
Jeg er stadig flov hver gang jeg må berette om hvordan Danmark fejler i integrationen af flygtninge og indvandrere og hvordan vi lukker grænserne på en måde, der har ændret landets ry fra venligt og åbent til lukket og fjendtligt.
Nuvel. Det er ikke enden på denne Verden og der kommer jo valg senere...
Struktur og teenagers.
Endnu en uge er gået, i hvilken jeg passerede 50-dage-tilbage-i-Afrika-dagen – tiden går godt nok stærkt!
Det er lidt mystisk at man holder ferie og så efterfølgende har brug for at slappe af. På den måde var sidste uge ikke særlig produktiv.
Jeg er nu professionelt gået ind i en interviews-fase, hvilket betyder at jeg bruger mere tid på at finde ud af hvad jeg skal spørge om – og hvordan – end på at være på pladsen.
Jeg startede ud med et interview med direktøren for SHIFSD i fredags, og det endte med at være en understregning af, at jeg stadig er under uddannelse.
Dels er jeg bare ikke super trænet i at stille korte præcise spørgsmål. Til trods for at jeg havde skrevet dem ned, endte det alligevel ofte med en masse ævl, før jeg fik stillet spørgsmålene på en måde, så de kunne besvares af Jeremiah.
Dels kæmper jeg nu med transskription, som jeg jo ved tager lang tid – hvilket blot bliver endnu længere, når man oven i købet skal kæmpe med at stave rigtigt på engelsk (ok, det er for min egen skyld, men stadig væk), forstå det lidt specielle engelsk – og krumme tæer over at høre sin egen stemme på optagelserne.
Når det så er sagt, så er det dejligt at foretage sig noget, der er mere struktureret. Interviews giver sådan en dejlig fornemmelse af, at man faktisk får noget data 'i kassen'.
At jeg så skal kæmpe med at få struktur på mig selv er på én gang irriterende og en bonus.
Og tjah... Så er det i min omgangskreds øjensynligt pludselig gået fra at være dybt uacceptabelt at engagere sig i løse forhold med flygtningene, til at man da bare skal reagere på en forelskelse.
Lidt (for) spøjst at se folk, der tidligere har udtalt sig meget kritisk om at engagere sig med flygtninge pludselig vende på en tallerken og i bedste teenage-style forsøge at retfærdiggøre sig selv.
Well... Det er vel også en slags udvikling...
Det er lidt mystisk at man holder ferie og så efterfølgende har brug for at slappe af. På den måde var sidste uge ikke særlig produktiv.
Jeg er nu professionelt gået ind i en interviews-fase, hvilket betyder at jeg bruger mere tid på at finde ud af hvad jeg skal spørge om – og hvordan – end på at være på pladsen.
Jeg startede ud med et interview med direktøren for SHIFSD i fredags, og det endte med at være en understregning af, at jeg stadig er under uddannelse.
Dels er jeg bare ikke super trænet i at stille korte præcise spørgsmål. Til trods for at jeg havde skrevet dem ned, endte det alligevel ofte med en masse ævl, før jeg fik stillet spørgsmålene på en måde, så de kunne besvares af Jeremiah.
Dels kæmper jeg nu med transskription, som jeg jo ved tager lang tid – hvilket blot bliver endnu længere, når man oven i købet skal kæmpe med at stave rigtigt på engelsk (ok, det er for min egen skyld, men stadig væk), forstå det lidt specielle engelsk – og krumme tæer over at høre sin egen stemme på optagelserne.
Når det så er sagt, så er det dejligt at foretage sig noget, der er mere struktureret. Interviews giver sådan en dejlig fornemmelse af, at man faktisk får noget data 'i kassen'.
At jeg så skal kæmpe med at få struktur på mig selv er på én gang irriterende og en bonus.
Og tjah... Så er det i min omgangskreds øjensynligt pludselig gået fra at være dybt uacceptabelt at engagere sig i løse forhold med flygtningene, til at man da bare skal reagere på en forelskelse.
Lidt (for) spøjst at se folk, der tidligere har udtalt sig meget kritisk om at engagere sig med flygtninge pludselig vende på en tallerken og i bedste teenage-style forsøge at retfærdiggøre sig selv.
Well... Det er vel også en slags udvikling...
onsdag den 7. november 2007
Mole - In English!
The Mole Trip[TM]
Well... The vacation was nothing short of being great.
Part of this was of course due to the company of these wonderful women. That is Trine (N/S), Michelle (USA) and Tui (AUS).
The trip was planned so that we would follow the main roads through the West of Ghana up to Mole National Park, from where we would take the no-so-main-roads east of The River Volta.
Going from Buduburam to Mole was part fairly good surfaced road, partly dirt road which made us ever so happy that we rented a 4x4 car.
As seen here the real danger – if any – would not as much lie in the dirt roads as in the Ghanaean driving culture. As for our driver no complaint can be made...
And after a 12 hours drive we arrived at Mole Motel. This is the view from the Motel the morning after the arrival.
Another view from a viewpoint just in front of the motel. Occasionally elephants could be observed taking their baths in the pond – apart from all the other animals in the park.
And here they are. Just after lunch it would please these young gentlemen to have their bath – much to our as apparently their pleasure.
At first we were really amazed to discover that the war hogs would graze just outside our door (I have to say I was a bit cautious to begin with, as these animals looks quite a lot like boars). But since the did so all the time the amazement stagnated.
Going into the park in our big Toyota. I have to admit that it reminded me a little too much of a trip to Legoland, just to sit in the car and watch these amazing animals. However some of the girls chose the truck body as viewpoint which must have given them a much nicer view.
Here is a baboon in his natural environment.
Several species of gazelle-like deer could be observed. This is either a water buck or a cob. I never learned to tell the difference.
And this is how a track in a national park looks like. Curiously enough the only time the driver felt it necessary to turn on the four wheel drive was when he was on an almost ferocious conversation on his cell phone. Professionalism?
What really was the greatest thing about the whole vacation was by far the quietness. This picture could illustrate that – the only sound would be the sound of us and grasshoppers.
The day after we saw a big elephant up close at this pond.
The motel seen from the plains.
Crocodile – Not the largest version, but still: I would not swim here!!
What is really the natural habitat of the baboon? The place we saw most baboons was curiously enough in the dump of one of the villages in the park...
And here they are... The elephants are as amazing in their natural habitat as one could expect. Amazing animals. It seems all their activities goes really slow – But why would the be in any hurry? The only thing they really have to fear is the guns of the park rangers – And there has never been any need to loosen a single shot...
After two really relaxing days in Mole National Park it was time to go to the Volta region. That meant a whole day of less-inspiring driving – for 220 km on dirt roads like this...
The drive would take us to Hohoe where we would stay in an not improperly hotel called Mountain Paradise.
With his usual unimpressedness our driver Nana would tell us “We'll climb that mountain tomorrow” - I have not felt so happy ever since I came to Ghana.
And as said so done.
The morning after we took the car to a village on the mountain side and walked the last bit to the top. The quietude and chill was – I have no words!!
And on top of the world we would find a rusty cross – For the first time in Ghana I found the Christian symbol somehow in it's right place.
Well down of the mountain we drove to the nearby monkey sanctuary in which we got to hand-feed monkeys with bananas. Yup, as cliché it ever may seem monkeys love bananas.
It's Tui to the right and the monkey to the left... :-)
And as our tour de Ghana was to an end we would swing by the great dam that provides 60% of all of Ghana's power.
Really not the greatest of the trip's experiences but helped a lot by our guide – a very lovely old man who was pleased to answer our questions.
And then I could not resist myself... This is Nana and the Toyota Hilux D-4D.
I have to admit that when I first learned that my international driving license would not be able to reach me until after the trip, I was disappointed to say the least.
I had truly looked forward to drive the car.
But for various reasons I am glad that things turned out the way they did.
For one thing there is no way the girls would have respected my driving. I have to admit that every now and then the roads was quite rough. But as Nana was professional the roads was to blame rather than the driver – a situation that may have been different if I was to drive.
I am quite sure that Nana also prevented us from being stopped at all the police barriers as well as he would save us money on various haggling situations etc.
Finally Nana knew places like The Mountain Paradise as well as the state of the roads in relation to what the car could handle and still provide some comfort to the passengers.
All in all Nana saved us time (we might have struggled to find the way, and his skills on the road is of course so much better than mine), was able to be quiet when we liked him to as well as to joke with us when we were in that mode...
In addition I could actually relax during the driving in contrast to being devastated from being constantly observant.
- And it is always nice to have a trusted local by the hand, when you are travelling a foreign country.
Well... The vacation was nothing short of being great.
Part of this was of course due to the company of these wonderful women. That is Trine (N/S), Michelle (USA) and Tui (AUS).
The trip was planned so that we would follow the main roads through the West of Ghana up to Mole National Park, from where we would take the no-so-main-roads east of The River Volta.
Going from Buduburam to Mole was part fairly good surfaced road, partly dirt road which made us ever so happy that we rented a 4x4 car.
As seen here the real danger – if any – would not as much lie in the dirt roads as in the Ghanaean driving culture. As for our driver no complaint can be made...
And after a 12 hours drive we arrived at Mole Motel. This is the view from the Motel the morning after the arrival.
Another view from a viewpoint just in front of the motel. Occasionally elephants could be observed taking their baths in the pond – apart from all the other animals in the park.
And here they are. Just after lunch it would please these young gentlemen to have their bath – much to our as apparently their pleasure.
At first we were really amazed to discover that the war hogs would graze just outside our door (I have to say I was a bit cautious to begin with, as these animals looks quite a lot like boars). But since the did so all the time the amazement stagnated.
Going into the park in our big Toyota. I have to admit that it reminded me a little too much of a trip to Legoland, just to sit in the car and watch these amazing animals. However some of the girls chose the truck body as viewpoint which must have given them a much nicer view.
Here is a baboon in his natural environment.
Several species of gazelle-like deer could be observed. This is either a water buck or a cob. I never learned to tell the difference.
And this is how a track in a national park looks like. Curiously enough the only time the driver felt it necessary to turn on the four wheel drive was when he was on an almost ferocious conversation on his cell phone. Professionalism?
What really was the greatest thing about the whole vacation was by far the quietness. This picture could illustrate that – the only sound would be the sound of us and grasshoppers.
The day after we saw a big elephant up close at this pond.
The motel seen from the plains.
Crocodile – Not the largest version, but still: I would not swim here!!
What is really the natural habitat of the baboon? The place we saw most baboons was curiously enough in the dump of one of the villages in the park...
And here they are... The elephants are as amazing in their natural habitat as one could expect. Amazing animals. It seems all their activities goes really slow – But why would the be in any hurry? The only thing they really have to fear is the guns of the park rangers – And there has never been any need to loosen a single shot...
After two really relaxing days in Mole National Park it was time to go to the Volta region. That meant a whole day of less-inspiring driving – for 220 km on dirt roads like this...
The drive would take us to Hohoe where we would stay in an not improperly hotel called Mountain Paradise.
With his usual unimpressedness our driver Nana would tell us “We'll climb that mountain tomorrow” - I have not felt so happy ever since I came to Ghana.
And as said so done.
The morning after we took the car to a village on the mountain side and walked the last bit to the top. The quietude and chill was – I have no words!!
And on top of the world we would find a rusty cross – For the first time in Ghana I found the Christian symbol somehow in it's right place.
Well down of the mountain we drove to the nearby monkey sanctuary in which we got to hand-feed monkeys with bananas. Yup, as cliché it ever may seem monkeys love bananas.
It's Tui to the right and the monkey to the left... :-)
And as our tour de Ghana was to an end we would swing by the great dam that provides 60% of all of Ghana's power.
Really not the greatest of the trip's experiences but helped a lot by our guide – a very lovely old man who was pleased to answer our questions.
And then I could not resist myself... This is Nana and the Toyota Hilux D-4D.
I have to admit that when I first learned that my international driving license would not be able to reach me until after the trip, I was disappointed to say the least.
I had truly looked forward to drive the car.
But for various reasons I am glad that things turned out the way they did.
For one thing there is no way the girls would have respected my driving. I have to admit that every now and then the roads was quite rough. But as Nana was professional the roads was to blame rather than the driver – a situation that may have been different if I was to drive.
I am quite sure that Nana also prevented us from being stopped at all the police barriers as well as he would save us money on various haggling situations etc.
Finally Nana knew places like The Mountain Paradise as well as the state of the roads in relation to what the car could handle and still provide some comfort to the passengers.
All in all Nana saved us time (we might have struggled to find the way, and his skills on the road is of course so much better than mine), was able to be quiet when we liked him to as well as to joke with us when we were in that mode...
In addition I could actually relax during the driving in contrast to being devastated from being constantly observant.
- And it is always nice to have a trusted local by the hand, when you are travelling a foreign country.
søndag den 4. november 2007
Ferie.
WAUV!
Jeg har været på ferie de sidste fem dage, hvilket har været helt fantastisk.
Jeg laver et ordentligt indlæg, når jeg har fået sorteret billeder, men kan sige at stilheden findes i Afrika og er helt fantastisk!
Jeg har været på ferie de sidste fem dage, hvilket har været helt fantastisk.
Jeg laver et ordentligt indlæg, når jeg har fået sorteret billeder, men kan sige at stilheden findes i Afrika og er helt fantastisk!
lørdag den 27. oktober 2007
Dårlig fysik og store ændringer?
Det er ved at være et stræk siden, jeg har skrevet sidst. Jeg har i denne uge været ramt af Afrika på én af de mere ubehagelige måder. Maveonde.
Dette har betydet at jeg ikke har besøgt felten så meget som jeg burde.
Det til trods har ugen været yderst interessant. Dels er jeg blevet bedt om at aflevere en slags 'midtvejsrapport' til SHIFSD, hvilket jeg har gjort.
Da jeg blev bedt om at give mit eget syn på sagerne, har rapporten indeholdt en del ros – men også en del kritikpunkter. Navnlig synes jeg at SHIFSDs mikrofinansprojekt er larmende uambitiøst i sammenligning med andre projekter, hvilket jeg selvfølgelig har prøvet at fremføre i de mest diplomatiske vendinger jeg kunne mønstre.
Ikke desto mindre har jeg haft lidt den samme fornemmelse, som når man går til eksamen... Chancerne for at de rent faktisk læser rapporten er dog ikke så store. Og hvis de gør, og den falder dem for brystet, så kan jeg faktisk 'gemme mig' bag professionelle argumenter. Vildt!
Endvidere sker der ting og sager på camp. De ghanesiske myndigheder har testet vandforsyningen, hvilket resulterede i, at de uddelte gratis badevand, hvilket jo er det, min hovedinformant, Suko, sælger.
Samme dag blev det så offentliggjort at alle forretningsdrivende på camp skal betale skat. Og da denne skat er 10-30 Pesewas om dagen, og en 'almindelig' indkomst er 1 Cedi (100 Pesewas), kan det vise sig at være yderst fatalt for forretningslivet i Buduburam. Specielt fordi at drive forretning er den eneste indkomst folk kan have, med mindre de taler det ghanesiske sprog Twi.
Det mest forunderlige var, hvordan Suko håndterede disse to trusler mod hans erhverv.
Han grinte og virkede ret glad – lavede skæg med hele situationen. Jeg spurgte ham selvfølgelig om hvorfor og han svarede, at det jo alligevel ikke stod til at ændre for ham, så hvorfor lade depressionen løbe af med én?
Med til historien hører selvfølgelig, at der siden offentliggørelsen af skatten er påbegyndt forhandlinger mellem The Welfare Council (den nok mest repræsentative organisation på camp) og de ghanesiske myndigheder om hvor vidt det overhovedet er muligt at inddrive en sådan skat.
Det viser nok hvad disse 'flygtninge' nu har oplevet på næsten daglig basis; at der kommer officielle dekreter, som så siden hen må revideres fordi de simpelt hen er urealiserbare.
Så på den baggrund er der vel ikke noget at sige til, at Suko ikke tager det så tungt...
Dette har betydet at jeg ikke har besøgt felten så meget som jeg burde.
Det til trods har ugen været yderst interessant. Dels er jeg blevet bedt om at aflevere en slags 'midtvejsrapport' til SHIFSD, hvilket jeg har gjort.
Da jeg blev bedt om at give mit eget syn på sagerne, har rapporten indeholdt en del ros – men også en del kritikpunkter. Navnlig synes jeg at SHIFSDs mikrofinansprojekt er larmende uambitiøst i sammenligning med andre projekter, hvilket jeg selvfølgelig har prøvet at fremføre i de mest diplomatiske vendinger jeg kunne mønstre.
Ikke desto mindre har jeg haft lidt den samme fornemmelse, som når man går til eksamen... Chancerne for at de rent faktisk læser rapporten er dog ikke så store. Og hvis de gør, og den falder dem for brystet, så kan jeg faktisk 'gemme mig' bag professionelle argumenter. Vildt!
Endvidere sker der ting og sager på camp. De ghanesiske myndigheder har testet vandforsyningen, hvilket resulterede i, at de uddelte gratis badevand, hvilket jo er det, min hovedinformant, Suko, sælger.
Samme dag blev det så offentliggjort at alle forretningsdrivende på camp skal betale skat. Og da denne skat er 10-30 Pesewas om dagen, og en 'almindelig' indkomst er 1 Cedi (100 Pesewas), kan det vise sig at være yderst fatalt for forretningslivet i Buduburam. Specielt fordi at drive forretning er den eneste indkomst folk kan have, med mindre de taler det ghanesiske sprog Twi.
Det mest forunderlige var, hvordan Suko håndterede disse to trusler mod hans erhverv.
Han grinte og virkede ret glad – lavede skæg med hele situationen. Jeg spurgte ham selvfølgelig om hvorfor og han svarede, at det jo alligevel ikke stod til at ændre for ham, så hvorfor lade depressionen løbe af med én?
Med til historien hører selvfølgelig, at der siden offentliggørelsen af skatten er påbegyndt forhandlinger mellem The Welfare Council (den nok mest repræsentative organisation på camp) og de ghanesiske myndigheder om hvor vidt det overhovedet er muligt at inddrive en sådan skat.
Det viser nok hvad disse 'flygtninge' nu har oplevet på næsten daglig basis; at der kommer officielle dekreter, som så siden hen må revideres fordi de simpelt hen er urealiserbare.
Så på den baggrund er der vel ikke noget at sige til, at Suko ikke tager det så tungt...
mandag den 22. oktober 2007
IT ekspert og pacifist.
I denne weekend havde jeg to programpunkter; jeg havde lovet mig selv væk til en computer school graduation lørdag, og senere lørdag tog vi så et smut til Kokrobite – en strand, hvor man kan bruge Den Danske Stats penge på vigtige ting som fx øl.
Well... Det viste sig (selvfølgelig, tør man næsten sige) at denne graduation også liiiiiige havde indbygget en fund-raising for fremtidige aktiviteter, og da jeg var den eneste hvide tilstede, var der en del fokus på mine peng... øh! mig.
Mit navn blev da også nævnt flere gange – og jeg fik lov til at sige et par gratulerende ord til de nyuddannede. Det tror jeg for øvrigt ikke, at de fattede ret meget af – Det er som om, at den slags 'nu er I færdige med dette trin – så må I videre og bruge jeres evner kreativt' ikke rigtig er en del af den slags ceremonier.
Gæstetaleren (som dog ikke var mig) sluttede sin tale med at sige; I er nu alle uddannede og klar til arbejdsmarkedet. Hvilket arbejdsmarked fremgik ikke helt tydeligt, men der er dog ingen tvivl om, at de nyuddannede med denne uddannelse har 'noget at tage med tilbage til Liberia'.
Og i går aftes drønede vi så til Kokrobite (tre volontører og jeg selv) og hørte – well – balle-reggae musik til den lyse morgen. Jeg sørgede selv for ikke at gå tørstig i seng (det har min mor altid sagt, at det skal man ikke), så jeg var en god dreng.
Tui og jeg delte et telt og da hun på et tidspunkt i morges blev træt af at høre på min snorken – eller måske vågnede vi bare ved heden – besluttede vi os for at gå en tur på stranden.
Det var sådan set også en god idé. Men da vi besluttede os for, at sand trods alt ikke bliver ved med at være interessant og vendte om, blev vi passet op af et par unge gutter. Det startede egentlig som en ganske normal situation: En af dem greb fat i Tui, hvilket afrikanere har det med at gøre med hvide piger, Tui blev sur og råbte at han skulle lade være – og pludselig var der fire knægte, der prøvede at stjæle Tuis pung.
Af én eller anden grund var de ret bange for mig (nu er en standard vestafikaner typisk et hoved mindre end mig), men det lykkedes mig simpelt hen ikke at jage dem væk.
Resultatet blev at Tui fik stjålet sin pung og flænset sine shorts, mens jeg blev hold på afstand.
Afrikansk venlighed er noget sjovt noget. For efter at de havde fået fat på pungen, hev de bare hvad der var af penge ud af dem, og gav mig så – næsten venligt – den nu pengetomme tegnebog tilbage.
Alt i alt en ret ubehagelig oplevelse, men på den anden side set skete der ikke rigtigt noget. Tui er én af den slags kvinder, der – hvis hun nogensinde får børn – formodentlig vil føde stående og uden at kny. Hun var egentlig mest træt af, at hendes shorts var blevet ødelagt.
Selv var jeg – tjah – lidt skuffet. Man tænker altid bagefter om man kunne have gjort ét eller andet for at undgå udfaldet. Jeg kunne såmænd nok have brækket en næse eller to på de knægte, men på den anden side set, var det jo ikke godt at vide, om de havde knive eller det der er værre.
Og ærlig talt; jeg bryder mig ikke om at slå på folk.
Havde jeg været alene – eller havde der ikke været tale om simpelt røveri – aner jeg ikke hvad jeg havde gjort.
Men det var jeg ikke, så dette vil jeg skrive i min bog som en erfaring...
Well... Det viste sig (selvfølgelig, tør man næsten sige) at denne graduation også liiiiiige havde indbygget en fund-raising for fremtidige aktiviteter, og da jeg var den eneste hvide tilstede, var der en del fokus på mine peng... øh! mig.
Mit navn blev da også nævnt flere gange – og jeg fik lov til at sige et par gratulerende ord til de nyuddannede. Det tror jeg for øvrigt ikke, at de fattede ret meget af – Det er som om, at den slags 'nu er I færdige med dette trin – så må I videre og bruge jeres evner kreativt' ikke rigtig er en del af den slags ceremonier.
Gæstetaleren (som dog ikke var mig) sluttede sin tale med at sige; I er nu alle uddannede og klar til arbejdsmarkedet. Hvilket arbejdsmarked fremgik ikke helt tydeligt, men der er dog ingen tvivl om, at de nyuddannede med denne uddannelse har 'noget at tage med tilbage til Liberia'.
Og i går aftes drønede vi så til Kokrobite (tre volontører og jeg selv) og hørte – well – balle-reggae musik til den lyse morgen. Jeg sørgede selv for ikke at gå tørstig i seng (det har min mor altid sagt, at det skal man ikke), så jeg var en god dreng.
Tui og jeg delte et telt og da hun på et tidspunkt i morges blev træt af at høre på min snorken – eller måske vågnede vi bare ved heden – besluttede vi os for at gå en tur på stranden.
Det var sådan set også en god idé. Men da vi besluttede os for, at sand trods alt ikke bliver ved med at være interessant og vendte om, blev vi passet op af et par unge gutter. Det startede egentlig som en ganske normal situation: En af dem greb fat i Tui, hvilket afrikanere har det med at gøre med hvide piger, Tui blev sur og råbte at han skulle lade være – og pludselig var der fire knægte, der prøvede at stjæle Tuis pung.
Af én eller anden grund var de ret bange for mig (nu er en standard vestafikaner typisk et hoved mindre end mig), men det lykkedes mig simpelt hen ikke at jage dem væk.
Resultatet blev at Tui fik stjålet sin pung og flænset sine shorts, mens jeg blev hold på afstand.
Afrikansk venlighed er noget sjovt noget. For efter at de havde fået fat på pungen, hev de bare hvad der var af penge ud af dem, og gav mig så – næsten venligt – den nu pengetomme tegnebog tilbage.
Alt i alt en ret ubehagelig oplevelse, men på den anden side set skete der ikke rigtigt noget. Tui er én af den slags kvinder, der – hvis hun nogensinde får børn – formodentlig vil føde stående og uden at kny. Hun var egentlig mest træt af, at hendes shorts var blevet ødelagt.
Selv var jeg – tjah – lidt skuffet. Man tænker altid bagefter om man kunne have gjort ét eller andet for at undgå udfaldet. Jeg kunne såmænd nok have brækket en næse eller to på de knægte, men på den anden side set, var det jo ikke godt at vide, om de havde knive eller det der er værre.
Og ærlig talt; jeg bryder mig ikke om at slå på folk.
Havde jeg været alene – eller havde der ikke været tale om simpelt røveri – aner jeg ikke hvad jeg havde gjort.
Men det var jeg ikke, så dette vil jeg skrive i min bog som en erfaring...
torsdag den 18. oktober 2007
Slut på Touren – Og Danmark?
Ja, så er det jo øjensynligt slut... Danmark fik læsterligt med tæsk af Spanien i fodbold lørdag, hvilket jo så resulterede i at EM-håbet er ude...
Jeg havde planlagt at jeg skulle se kampen på camp, og havde også fundet et par entusiastiske gutter, der bestemt mente, at de vidste hvor DK/Spanien blev spillet, men det viste sig ikke helt at holde. At det så for øvrigt stod ned i Roskilde-lignende stænger den pågældende aften, hjalp jo heller ikke min vilje til at gå ud...
Og så må jeg jo annoncere at min tour-des-church er slut. Jeg kan ikke længere holde ud at høre på fantaster, der bestemt mener, at Gud stadig gør aktive ting på Jorden – og for øvrigt fordømmer folk, der ikke er enige med dem.
Jeg har gentagne gange taget mig selv i højt at svare det modsatte af hvad der forventes, på deres retoriske spørgsmål. Så inden jeg ender i en decideret religiøs konflikt, så har jeg altså valgt at indstille skydningen.
Når jeg træder skridtet tilbage, må jeg sige, at det har været lærerigt at gå i forskellige kirker, men dog egentlig ikke så overraskende.
At jeg ikke længere skal gå i kirker passer mig egentlig storartet! Jeg er nemlig nået dertil, hvor jeg må anerkende, at jeg har brug for weekends. Som antropolog er det mere eller minder op til mig selv, hvor meget data jeg vil indhente. Men jeg kan bare mærke at jeg lader mig provokere unødigt, hvis jeg ikke har tid til at slappe af ind imellem.
Så jeg bruger mine weekends med volontørerne og vi gør hvad vi kan for at være gode ved os selv og hinanden, da Afrika har det med at suge energien ud af én.
På den måde tilbragte jeg lørdagen i Abruri Gardens, som er en gammel botanisk have, etableret af en tysk missionær. Som alt andet i Ghana, som ikke er drevet af udlændinge, er stedet i stærkt forfald (hvilket jo lige er vand på min mølle)... Det er dog smukt, afstressende – og frem for alt utrolig roligt i forhold til resten af det Ghana jeg kender.
Turen til Abruri Gardens er endvidere en oplevelse i sig selv. Selvfølgelig foregår den med 'Tro Tro' – Varevogne ombygget med sæder bagi – men eftersom Abruri ligger på toppen af et bjerg, får man virkelig hørt nogle dieselmotorer på prøve. Udsigten mens motorene skriger og man passerer gennem hårnålesving er fantastisk – en slags totaloplevelse. Desværre kunne jeg ikke komme afsted med at skyde billeder af det... Til gengæld får i et par af mig, hvor jeg er sprunget ud som fuldblods 'Tree hugger'...
Jeg havde planlagt at jeg skulle se kampen på camp, og havde også fundet et par entusiastiske gutter, der bestemt mente, at de vidste hvor DK/Spanien blev spillet, men det viste sig ikke helt at holde. At det så for øvrigt stod ned i Roskilde-lignende stænger den pågældende aften, hjalp jo heller ikke min vilje til at gå ud...
Og så må jeg jo annoncere at min tour-des-church er slut. Jeg kan ikke længere holde ud at høre på fantaster, der bestemt mener, at Gud stadig gør aktive ting på Jorden – og for øvrigt fordømmer folk, der ikke er enige med dem.
Jeg har gentagne gange taget mig selv i højt at svare det modsatte af hvad der forventes, på deres retoriske spørgsmål. Så inden jeg ender i en decideret religiøs konflikt, så har jeg altså valgt at indstille skydningen.
Når jeg træder skridtet tilbage, må jeg sige, at det har været lærerigt at gå i forskellige kirker, men dog egentlig ikke så overraskende.
At jeg ikke længere skal gå i kirker passer mig egentlig storartet! Jeg er nemlig nået dertil, hvor jeg må anerkende, at jeg har brug for weekends. Som antropolog er det mere eller minder op til mig selv, hvor meget data jeg vil indhente. Men jeg kan bare mærke at jeg lader mig provokere unødigt, hvis jeg ikke har tid til at slappe af ind imellem.
Så jeg bruger mine weekends med volontørerne og vi gør hvad vi kan for at være gode ved os selv og hinanden, da Afrika har det med at suge energien ud af én.
På den måde tilbragte jeg lørdagen i Abruri Gardens, som er en gammel botanisk have, etableret af en tysk missionær. Som alt andet i Ghana, som ikke er drevet af udlændinge, er stedet i stærkt forfald (hvilket jo lige er vand på min mølle)... Det er dog smukt, afstressende – og frem for alt utrolig roligt i forhold til resten af det Ghana jeg kender.
Turen til Abruri Gardens er endvidere en oplevelse i sig selv. Selvfølgelig foregår den med 'Tro Tro' – Varevogne ombygget med sæder bagi – men eftersom Abruri ligger på toppen af et bjerg, får man virkelig hørt nogle dieselmotorer på prøve. Udsigten mens motorene skriger og man passerer gennem hårnålesving er fantastisk – en slags totaloplevelse. Desværre kunne jeg ikke komme afsted med at skyde billeder af det... Til gengæld får i et par af mig, hvor jeg er sprunget ud som fuldblods 'Tree hugger'...
Abonner på:
Opslag (Atom)