Så har jeg da lige lavet en pudsig lille billedserie, der afbilleder lidt af håndværket hernede når de bygger huse. Generelt synes det at foregå efter 'in absence of the needed, make use of the available' (det forhåndenværendes princip) – men husk også at disse huse ikke skal stå evigt, så der er ikke nødvendigvis fokuseret på langtidsholdbarhed.
Jeg husker en samtale med Niels, min storebror, hvor han nævnte, at man i Danmark ifølge brandmyndighederne skal kunne få hvad der svarer til en sofa ud af et vindue.
Her er man åbenbart mere bange for at få indbrud end for at brænde inde. I hvert fald har alle vinduer tremmer for.
Mit dørhåndtag blev slået af – formodentlig fordi én af ungerne fra gyden liiiige skulle lave en svalerede hængende fra det.
Hvordan løser man så det problem at den nye lås ikke rigtigt passer? Man stemmer bare ud med et stemmejern til det passer – sådan rundt regnet.
Der er fladt tag på min køkken (og heldigvis kun der!). Men da det har regnet i 14 dage, er det begyndt at sive fælt gennem revner i cementen. Så nu har jeg sponsoreret en reparation (ca 70 kr).
En lille pris for ikke at skulle have gummistøvler på i sit køkken!
Niels har engang fortalt mig, at når man laver et køkken, skal der i dag være en stikkontakt for hver 1½ meter med alle de elektriske maskiner, folk har i køkkenet i dag.
Jeg tror, at de har tænkt det samme her – bortset fra, at det er i alle rum. Og at de ikke har sat stikkontakterne i, men bare efterladt ledningerne hængende i disse huller.
Her er udsigten så fra 'tønden' (jeg har faktisk et fint porcelænstoilet, som dog skal skylles ud med en spand vand). Hvad gør man, når mureren har været fuld? Man sørger for at tømreren er nøjagtig lige så fuld, når han skal lave døren!!
Fotofobi.
Og så til sidst: Det blev mig fortalt, at man for alt i verden ikke måtte fotografere disse stakkels traumatiserede mennesker. Men når de nærmest tackler mig for at få mig til at tage et billede af dem, når de ser mit kamera, så siger man ikke nej. Disse piger mødte jeg såmænd på gaden (det er mig den høje hvide, som ikke er en pige).
De ville gerne have, at jeg lagde dette billede på Nettet, så de kunne få en hvid mand. Så drenge...! :-)
lørdag den 8. september 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar