søndag den 9. september 2007

Og ØL!

Med bevidstheden om, at Danmark igår spillede landskamp i fodbold (jeg har set 0-0 resultatet på Nettet), opdagede jeg pludselig hvor meget jeg savner øl.
Og når jeg siger øl, mener jeg selvfølgelig Blå Thor. Det er jo ikke sådan at skaffe det ædle bryg hernede, men jeg er dog flere gange faldet over fladtrådte dåser fra Royal Unibrew (Faxe, Ceres og Thor-bryggerierne).
Og i min desperation lykkedes det mig så at opspore en fuld version. Godt nok er det imod mine principper at købe eksport, men det her er altså ØL vi snakker om! Almindelig nysgerrighed bød mig også at prøve dette bryg.

Nuvel, så vidt jeg ved, så har Faxe Bryggeri i Danmark ikke nogen guldøl - men det har de så her!
Læg navnlig mærke til 'etiketten' - 10% vol! De mener det godt nok, når de eksporterer!
Kigger man på produktions-stedet, så opdager man faktisk, at det er brygget i Faxe. Men formodentlig på grund af Muhammedkrisen er Danmark ikke nævnt nogen steder. Al tekst er også gengivet på arabisk, så denne dåse kunne lige så godt være endt i Cairo (hvem sagde at muslimer ikke drikker??).
Men som stregkoden med sin start på '57' med al tydelighed indikerer, så er det det kalkholdige vand fra Faxe i Danmark jeg indtager, når jeg drikker en Faxe Extra Strong Beer. Globalisering?

Men vigtigst af alt: Hvordan smager skidtet så?
Vinøst. Frisk maltet - jeg vil faktisk gå så vidt som til at sige godt, hvis man havde én at dele den med - for helt ærligt: En halv liter maltøl er i overkanten for enhver. Og at den holder 10% vol. gør det altså ikke bedre.
Navnet taget i betragtning, vil jeg anbefale den til hestekød (for dem, der ikke er så stive i gammelt nordisk sprog, så betyder faxe hest :-) ) - ud fra en betragtning om, at hestekød må have en kraftig smag.

Min søndag har været stille, da min tour-des-kirker er sat på stand-by. Så jeg har holdt min egen lille andakt med Arcade Fires Neon Bible og nadver ved Faxe Extra Strong Beer.

I aften får jeg gæster, så der skal nok også bikses lidt mad sammen i køkkenet som nu er blevet tætnet.



Fronten af dåsen. Læg især mærke til vikingen - Man er vel norrøn??! I baggrunden min lysestage som består af en 'Star'-flaske. Star er en relativt lokal øl, som smager nøjagtigt som Heineken, men altså kommer i 0,8l flasker og holder 5% vol. Én Star definerer grænsen for, hvornår du kan køre bil (!!!).


Som det fremgår er Danmark ikke nævnt - Kun Faxe, EU (!). Stregkoden som starter med 57 indikerer dog at produktet er fremstillet i Danmark.

1 kommentar:

sikkelade sagde ...

Det er altid en fantastisk oplevelse at komme fordi din blog. Og enhver ved jo nemlig at 57 i starten af en stregkode indikerer dk??? Altså vi har ikke alle været kassedamer i Alta jo... Men tak for info, det glemmer jeg aldrig..