Hverdag & Antropolog i Afrika.

Ja, så er jeg her igen.

Det vil vel egentlig være noget vrøvl at sige, at jeg begynder at have en hverdag hernede. Men det til trods, så er det så småt ved at ske.
Jeg har efterhånden lært en vis venlig kynisme, når jeg møder lidt for venlige folk, der vil være mine venner, og jeg møder ind 'på job' hver dag (hvilket i tiden betyder at sælge brød og æg - Jeg skal beklage at jeg ikke har noget billede, men det var simpelt hen for mørkt, da jeg skød dem).

Jeg prøver at få lov at blive det samme sted, men muligvis er det ikke så let, som jeg forestiller mig.
Under alle omstændigheder finder jeg ud af hvordan og hvorledes om en lille time (plus African Time), hvor der er møde i MF-gruppen.

Men de data jeg får fra Winnifred og Irwin (dem, der sælger brød & æg) er ret gode.
Jeg får dels et billede af en familie, der udelukkende lever af deres lille stand, og som har en skare af unge mennesker, der er villige til at diskutere deres forhold, når jeg er der (ind imellem endda internt, så jeg bare kan sidde og suge til mig).
Eneste down-sides er at det er om aftenen, hvor jeg egentlig hellere ville hygge mig og være afslappet social - og så at jeg ikke rigtigt deltager i andet end diskussionerne.


Men jeg ER antropolog og jeg ER i Afrika. Skulle jeg på et tidspunkt glemme dette (hvilket næppe sker, men stadig væk...), så har jeg fået et par gode oplevelser, jeg kan tænke tilbage på inden for den sidste uge.
Den første var, da jeg havde været i Accra i tirsdags (for at succesfuldt at forny mit visum) og jeg derfor mødte lidt sent hos Winnifred og Irwin.
Da jeg endelig ankom, var der en større diskussion igang: En kvinde var død (formodentlig en hjerneblødning) og der blev heftigt diskuteret hvor vidt det var hekse-kunst, da biskoppen i hendes kirke vidst også praktiserede magi, om det bare var fordi hun var en dårlig kristen - eller om tilfældighederne simpelt hen havde været på spil... Well... Der er mange forklaringer på verdens problemer!

En anden oplevelse var, da jeg fortalte Winnifred at jeg nok stod til at skulle have briller, når jeg kommer hjem. Straks begyndte hun at fable om, at Gud havde kureret hendes syn - og at hun da straks ville gå i forbøn for mine øjne... Tak, vil jeg tro jeg skulle sige, men...

Og så var der Accra. Accra er en stor, beskidt by med masser af trafik. Man kommer rundt ved at gå (så stor er den altså heller ikke), med taxi (hvis man er rig eller har noget, der skal slæbes) - eller med tro-tro (udtales cho-cho), som er varevogne med sæder.

Well. Jeg havde vadet rundt et par timer, og tænkte at nu kunne jeg godt bruge et lift, så jeg springer på den første og bedste tro-tro.
Ind hopper også en gut, der straks stiller sig op og prædiker for at folk skal købe hans sesamfrø. De er ih-så åh-så godt for huden, øjnene og sikkert også noget mere lummert at dømme efter hans smil.
Ingen handler hos ham.
Eller det vil sige: Ingen handler hos ham, før at han nævner Israel som oprindelsesland - og tømrerlærlingen bliver vidst også nævnt.
Og pling! Straks finder folk deres fedtede pengepunge og tasker frem og næsten kappes om at få lov til at købe disse fantastiske frø.

Well. Hvad giver alt det her??
De er godt nok kristne - men de er godt nok også afrikanere. De er også super konsum-orienterede, men ikke nødvendigvis på samme måde som vi er i Danmark.