En tur på bjerget – eller næsten.

Søndag: For et stykke tid siden blev jeg træt af det råberi. Der ligger et lille bjerg (ok, det er kun en bakke) nordvest for camp, og den har råbt mit navn næsten siden jeg kom herned.
Så stille og roligt forhørte jeg mig hos Kollie fra gyden om det var muligt at komme derop. Han var straks meget entusiastisk og foreslog at jeg bookede cykler, så vi kunne tage af sted (han var vel også opsat på at få en god cykeltur). Tui (volontør fra Australien) var også frisk, så jeg sendte Kollie ud at booke cykler. Dette resulterede selvfølgelig i, at han bookede lidt ekstra, så vi i alt var fire + en knægt med en cykel, der sluttede sig til os på vejen.

Nuvel. For at sige det mildt, så var det varmt som ind i Hel (bortset fra at Hel efter sigende skulle være koldt) og noget af en oplevelse. Kollie fik flere gange ledt os ud på noget, der bestemt ikke var veje, og en enkelt gang var der lidt diskussion blandt drengene om hvilken vej man skulle vælge. Den mest oplagte havde nemlig et skilt, hvorpå der stod, at der var ånder lige fremme (ånder i dette tilfælde er øjensynlig nogle dværge eller nisse-lignende væsener).
Vi endte dog ved 'bjergets' rod, efter at have slæbt cyklerne igennem sump og marker (der går øjensynligt kun den vej med ånderne direkte til 'bjerget' og Kollie
fortalte at den alligevel var oversvømmet – kylling!).

Så vi endte 'kun' ved bjergets fod - efter mange sære omveje, hvor vi ind imellem måtte slæbe vores cykler igennem noget jeg dårligt vil kalde en sti.

Se det var jo ikke den udsigt, jeg havde håbet på, og den medbragte mængde vand taget i betragtning såvel som vores allerede på det tidspunkt stigende træthed af udmattelse og varme, afgjorde sagen – bjerget står stadig ubesteget af Kragerne.

Men turen var det hele værd. Afrika – selv Ghana – er faktisk smukt, når man kommer væk fra det (semi) urbaniserede grå.
Jeg glæder mig til at deltage i en tur til nationalparken Mole, som vi (forskellige volontører og jeg) tager på i slutningen af oktober.


Målet for ekskursionen - to tinder, der endnu begge står udbestegede af undertegnede.


Foden af bjerget. Tui i front, Kollie i baggrunden.



Kollie i min gyde. Til højre er mit hus - Til venstre er der tre andre - primært beboet af teenagere, der er flyttet hjemmefra.


Én af de landsbyer vi kom igennem på vejen til bjerget. Læg mærke til blandingen af murede huse og hytter.


Så ufremkommeligt var det ind imellem - her var vi endda så heldige, at vi kunne cykle, hvilket ikke var en garanti. Jeg kender ikke navnet på knægten.



Træ og traktor. I baggrunden: Bjerget.