Repeat-knappen og messefald

Dette skrives (endelig) på min kære, lille, sorte IBM maskine! Endelig lykkedes det at få den op at køre.
Det er sjovt at folk, der selv har været udsat for toturlignende situationer selv er mest tilbøjelige til at påføre andre lignende lidelser.
På den måde bliver jeg dagligt tortureret i mine øregange. For drengene i min gyde har den samme tendens som resten af den liberianske flygtningebefolkning: Kan en højttaler producere lyd, skal der skrues så højt op, at alt overstyrer vildt og lyder som når øglerne boller på bliktaget.
Og når det, man så kan tyde igennem støjen, så oven i købet er boyband-musik i den mest klistrede form – og at numrene kører på repeat så de hører samme nummer 10 gange i træk – så er der ikke så langt til tanken om at blive en sindssyg øksemorder.
Tui – der er børneterapeut og dermed ikke har noget med antropologi – har gjort sig den ret skarpe betragtning, at det er en måde at afgrænse sit rum på. Tjah.
Jeg ved ikke om det er rigtigt, men to ting ved jeg: At hvis jeg aldrig i mit liv igen hører Westlife er det allerede for tidligt, og at når førnævnte Westlife synger at 'dreams come true' så skal drengene fra gyden ikke håbe for meget på det, da mine drømme rummer noget-med-en-økse-og-den-højttaler-de-altid-stiller-i-gyden.
Godt at jeg har fået min PC op at køre igen, så jeg kan få en dosis rock eller Tom Waits and klare hovedet med!

Og så har der været messefald.
Ikke sådan i dansk forstand (det har jeg meget svært ved at forestille mig her, da kirkerne ofte er stuvende fulde), men i låne-gruppen.
Tilstede ved sidste møde (torsdag) var formanden – en fantastisk matrone, hvis største kvalitet ved sit formandskab er uendelige taler – og en noget forkølet repræsentant for sekretæren.
Så der sad så to repræsentanter fra SHIFSD og jeg og var pludselig flere tilstede fra NGO'en, end klienter.
Og så måtte jeg jo smide de antropologiske håndjern og fortælle hvad jeg vidste om succesfulde mikrofinans-projekter. Om hvordan det har krævet en kæmpe indsats fra skaberen af idéen at skabe Grameen Bank (se http://grameen-info.org for mere info). Men navnlig om hvordan kernen i Grameen Bank nok er repræsentanten, der ugentligt cykler ud til klienterne – altså opsøger dem, hvis de ikke kommer til møderne.
Dermed har jeg forbrudt mig mod min passive antropolog-rolle, men ikke mod mig selv.
Jeg har endvidere snakket lidt med klienterne – Da skolestarten er lige op over, er der mange, der har problemer med at rejse pengene til at betale. Og så vil de hellere blive væk, end at møde tomhændede op. Forståeligt, men ærgerligt, da der også er en vis uddannelse til MF-møderne. Uddannelse, der i den sidste ende gerne skulle hjælpe dem med at sælge mere og køre forretningen mere effektivt.
Men som vi siger: Har man ramt bunden, kan det kun gå én vej, så jeg er fortrøstningsfuld for projektet. Og falder det hele fra hinanden til oktober (der slutter denne lån-cyklus og en ny skal starte – hvis der er penge til det) – så opprioriterer jeg bare mit andet projekt; beskrivelsen af flygtningenes syn på Vesten.