Ikke sy - og smuttur til Forbruget.

I skal da ikke snydes for et billede af Lydia - låntageren, jeg har fulgt den sidste lille uges tid. Det er hende med det inciterende smil...


-----

Ja, og netop som jeg troede jeg havde fundet min faste felt, viste det sig selvfølgelig, at Lydia ikke rigtigt faldt inden for mit undersøgelsesfelt.
Dette skyldes dels at hun ikke er så imødekommende, dels at hun simpelt hen ikke rigtigt har noget med sit lån at gøre, da det administreres af hendes onkel og tante.
Dermed fortsætter jeg så min tours-des-låntager og overvejer allerede nu så småt, om jeg ikke bare skal tilbage til frugtsælgeren, da dette hidtil har vist sig som det mest givtige med hensyn til informationer...


Well well!
Når tingene har været lidt imod - som når éns veninden hjemmefra begår selvmord, som når alle hvide hernede synes at være koncentrerede om at fremhæve alle de negative ting ved flygtningene, som når man ikke kan finde sin felt....
Så skal man huske én ting, vi har i Danmark, som vi bruger til at tackle modgang:
Humor!



På den måde kunne jeg ikke modstå denne knægt. Godt nok går de meget op i streetwear hernede, men man er altså først rigtig street, når man er klædt som ham her...
Jeg SKREG af grin - og listede diskret kameraet frem...





-----

I morgen skal jeg så til Accra at fornye mit visum. Dog skal jeg ikke afsted alene, da Sam (Charlottes ex) og Tue også tager med.
Om end Tue kunne lyde meget nørrønt, så gemmer der sig faktisk en australsk pige bag dette navn (så det udtales selvfølgelig TUWEE).
Hun har muligvis det næst-grimmeste engelsk i verden (deep south amerikansk er nok værre), som hun gør heftigt brug af. '
Med andre ord er underholdningen sikret, når Tue er med.

Jeg glæder mig ærlig talt til at tage til Accra. Alene det at kunne bruge penge uden at føle sig skyldig bliver helt fantastisk! (JA! Jeg er altså forbruger med stort F! - Miljøskade fra Vesten).

At kigge på og projektstatus.

Ja, så har jeg endelig fundet et sted at være.

Det er lykkedes mig at støve en låntager, som arbejder i en sy-shop, op. Så nu har jeg en base for mit resterende feltarbejde (tror jeg).
Godt nok var jeg først sendt hen til en meget venlig - men desværre også noget 'tung' for at sige det mildt - syerske, men jeg måtte fortælle hende, at jeg hellere ville være et sted, hvor der var nogle flere mennesker.
Lidt hårdt, specielt når jeg ved, at hun næppe nogensinde vil nå et niveau som et almindeligt menneske - Især i dette land!

Men jeg er havnet i en hyggelig lille stue, hvor jeg så kan sidde og glo på de to elever og deres mester, mens de syer og tager imod ordrer.
I henhold til min problemstilling er der efterhånden ikke meget tilbage.
Ingen af de låntagere jeg har snakket med har egentlig brugt lånet til at starte en lille virksomhed, da nogle i forvejen havde virksomheden, mens andre simpelt hen har brugt lånet til at uddanne sig (og så får familien til at betale de små rater, hvilket nok er mere overskueligt end at bløde det fulde beløb).
Det samme gør sig gældende for Lydia, som jeg følger. Hun har lånt til en symaskine så hun kunne gå i lære, og får sin morbror og tante til at betale lånet tilbage.

Der er altså ikke tale om den store igangsætter-plan ved dette projekt, men det vil dog formodentlig stadig falde inden for målsætningen, nemlig 'empowerment of the less fortunate - mostly women'.
For denne lånemulighed giver nogle mulighed for at udvide forretningen så de kan tjene nok til deres børns uddannelse, nogle får uddannelse på denne konto - mens andre fattigere simpelt hen får et løft i levestandarden af overskudet.

Rent uddannelsesmæssigt er projektet med mine øjne lige så skuffende som man kunne frygte, men én ting fungerer dog (og det er såmænd vigtigt nok): De får lært at spare op til enten gen-investering eller til dårligere tider.

Men der ER langt til Grameen Banks 16 udviklingspunkter!
(check grameen-info.org hvis I ikke aner hvad jeg snakker om).

I morgen - og fremover - er den store opgave altså at finde på noget, der kan holde mig beskæftiget (og som kan gøre, at jeg deltager)...

Kirke III og ironi

Ja, så har jeg igen vovet mig ud i kirke-livet.

Umiddelbart var det en god kirke, men det skyldes nok også, at det er en af de kirker, de tilbagevendte ameriakanere tog med sig. (Liberia var det første land i Afrika, der modtog tilbagesendte efterkommere fra slaveriet i USA).

Der var et fuldt band, der spillede hele tiden. Dette resulterede ind imellem i, at en af præsterne måtte tysse gevaldigt på dem, for at opnå den stemning, han ønskede.
Lidt sjovt.

Men som altid er der en sten i skoen. For (hoved)præsten prædikede lige vand på den afrikanske mølle: Stol ikke på andre end Gud - Mennesker vil bare snyde og bedrage dig!! Så stol på Gud og ingen anden...!
Det er jo ikke just noget, man kan bygge et samfund på.
Dog havde denne kirke et virkelig positivt træk: De prøver at bekæmpe African Time (Læs: At alle kommer mindst en halv time for sent til alt).
Dette gjorde de ved fast at stoppe gudstjenesten kl. 12.00, så hvis de var kommet for sent igang, måtte der bare skæres ned på længden af gudstjenesten.
Dog har jeg dem mistænkt for altid at finde tid til offeret/indsamlingen...
Well... Så har jeg altså set en kirke, der prædiker ultra-individualisme og migration med samme idealer til Europa og USA...


Og så har skæbnens ironi ramt mig for fuld udblæsning!
Jeg har endelig fået overbevist Solo (ejer af internetcafeen) om at han skal have antivirus på ALLE maskiner.
Så han vil gerne have mig til at hjælpe, og jeg siger selvfølgelig ja.
Virus spreder sig som AIDS i Afrika - hvilket vil sige super hurtigt. Og årsagen (til computervirus - ikke AIDS) er USB pen-drives.
Så i processen får jeg en virkelig ond virus på mit pendrive, sætter det i min livline (læs: Min bærbare) for at fjerne den virus.
Uheldigvis var jeg lidt klodset og kom til at clicke på en forkert fil... Så nu virker min PC ikke, og jeg skal have fat på et eksternt CD-drev, før den kommer til det (har bestilt ét på Nettet, men det tager jo nok tre uger - hvis det overhovedet kommer).
Så ved et ironisk twist har jeg fået installeret antivirus på alle maskinerne i caféen, mens min egen er gået ned med virus.
Well... Når man gør noget dumt, må man jo betale prisen - Jeg håber I griner godt og grundigt af mig derhjemme!!

Så fra nu af og til PC'en er fixet, foregår al noteskrivning i hånden (og dem af jer, der kender mig ved, at det nemt kan resultere i, at afkodningen bliver lidt kompliceret).

Flag Day!

Dette må vel anses som værende en slags 'anden nationaldag' (den liberianske nationaldag er d. 26. juli).
Liberia har angiveligt haft sit flag i 160 år i år, og hvert år har man så fejret det på behørig vis.
Læg for øvrigt mærke til hvordan Liberias flag minder om USAs...
Hele optrinnet bestod af en introduktionsparade på den ene fodboldbane, en march gennem lejren - og så endnu en (næsten identisk) parade på en anden fodboldbane.
Stemningen var god, højtidelige - Men heldigvis også lidt humoristisk ind imellem...


Paraden set fra barnehøjde.


Alle lejrens skoler var repressenteret, og her ser vi så ét af de mere humoristiske indslag: Old school. Nogle tager denne dag meget højtideligt, andre mindre. For de børn, hvis forældre har måttet betale en dyr gallauniform, er det meget seriøst...



Selv de små deltager - mere eller mindre frivilligt. Lederen prøvede hele tiden at få denne lille pige til at gå forest, men det turde hun dog ikke...



Så er det bedre at være nogle stykker. Her synges den liberianske nationalhymne.



Det er så det her, det handler om; læg mærke til, at det ghanesiske flag næsten overskygger det liberianske...


Mange ærede flaget med et honnør, mens andre var mere - hmm - Foxxxy Cleopatra-agtige.


Lighed er noget underligt noget. Den høje fenrik gik konstant ned i knæene, for alle skal jo være lige - og så er det jo bare ærgerligt, hvis man er født høj.


Dette skulle - efter sigende - være nogle børn, Charlotte har undervist eller på anden måde arbejdet med.


Afrika set fra whi-ma's perspektiv. Det er ofte sådan, jeg ser børn - forundrede, næsten skræmte, over min farve og højde. Og specielt da, hvis jeg har et kamera med!!


Ikke uden... Min Gud! De render altid rundt med teologiske bøger i tilfælde af, at der lige skulle komme et øjeblik, hvor man kunne studere. Disse bøger er super dyre - pengene går vel til præstens VW...

Billeder

Mit lille hjem. Siden dette billede er taget er der kommet to stole til (de der plastic-stole er ikke bygget til at understøtte 100 kg viking).


Solo (der er to, dette er den praktiske broder) i færd med reparation. Læg især mærke til penslen - Den bruges til at børste alt af med, når man har skilt en PC i atomer.


Og så et lille billede af vandsælgeren, Suko. Som I kan se, er der flere vand-reservoirer i bygningen, så konkurrencen er til at få øje på!

Dårlig dag.

[Onsdag]

Ja, virkeligheden derhjemme nåede herned onsdag. Om morgenen åbnde jeg min danske telefon, og der var en SMS fra Mariann, som fortalte at min gamle veninde fra tiden på Grundfor Vivi havde taget sit eget liv...
Hvordan forholder man sig til sådan noget, når man sidder i en helt anden verden???


Det gjorde bestemt ikke det hele bedre, at jeg i løbet af dagen rendte ind i et maveonde...

Ellers gik det fint med arbejdet hernede, men det var bestemt ikke nogen god dag!

I gang igen uden samarbejde.

[Mandag]
Så sker der igen noget på det professionelle plan... Jeg er endelig begyndt hos Suko, som sælger vand fra et vandreservoir. Jeg skulle møde i dag (mandag) kl. 6, men efter vanlig afrikansk skik, kom Suko først slentrende omkring kvart over syv... African time!

Det vand der sælges er ikke drikkevand (dette sælges i poser, som tidligere vist i en billed-serie). Det er mere til madlavning, hvor det jo alligevel koges, til bad og til andre huslige gøremål.
En gulvspand koster ca 60 øre, så det er til at overkomme – selv for en afrikaner.

Jeg deltager det bedste jeg har lært, hvilket betyder at jeg stormer rundt med en trillebør med store vandbeholdere i, eller øser over i store spande. Forretningstravlheden er bestemt størst om morgenen, så når de første par timer er ovre, skal tiden bare slåes ihjel, mens lidt småkunder kigger forbi ind imellem.
Tiden fordrives med at spille Ludo (!) med masser af småreligiøsitet indbygget, samt at diskutere med antropologen.
Jeg har valgt dette sted at påtage mig en 100% ærlig rolle, hvilket også vil sige, at jeg kan tillade mig at kaste mig ud i provokerende diskussioner.

Og netop disse diskussioner giver interessante informationer!
Da jeg ikke lægger skjul på, at jeg er her for at uddanne mig til professionel udviklingsarbejder, har dette givet rig lejlighed til at diskutere hvad udvikling er.
Da de mennesker, der alligevel er ved reservoirene har stor interesse i at høre om Danmark, er det det jeg bruger som udgangspunkt.
Men jeg har allerede lært, at den socialdemokratiske revolution aldrig vil ske i Afrika.
For afrikanerne ved, at de ikke selv kan administrere deres resurser (!), samt at de ikke har tilliden til at arbejde sammen med hinanden (!!).
Det er ikke noget de er stolte af, men bestemt heller ikke noget, de synes at begræde. De konstaterer det bare...

De har alle et ønske om at komme til Vesten, for det er nu én gang det eneste sted, der virker. Jeg prøver selvfølgelig at spørge hvorfor de ikke vil blive i Afrika og forsøge at udvikle forholdene her, men de mener alle, at det er lost cause. For der er jo ikke ordentlig uddannelse i Afrika, så så er det bedre at tage til Vesten at blive uddannet og så vende tilbage (og så kan vi jo næsten regne ud, hvad der vil ske, hvis det lykkes dem at komme til Vesten).
Uddannelse er deres svar på krisen, hvilket nok ikke er helt ved siden af, men hvis de ikke i samme åndedrag lærer at samarbejde, er det lost cause! (ok, det var så den politiske holdning! :-) ).

At de ikke kan samarbejde er desuden noget sludder. De fem vandsælgere i denne bygning deler spande og trillebør, så de kan altså godt samarbejde – hvis de altså kan se fornuften i det...

Fundraising - og jeg har spist...

En frø! Jeps. Altså som i Kermit, eller de små dyr, haletudser bliver til.. Og ved I hvad? Det smager godt (i det mindste det jeg kunne smage under den kraftige pebersmag, som det meste mad har en tendens til at have her)!
Sofia (frugthandleren) havde inviteret mig til katolsk gudstjeneste og så skulle jeg da lige fodres med frø og ris først.

Gudstjenesten var noget anderledes, end den jeg var til forgangen søndag. Dels er de katolske former noget stivere, dels var det en noget større menighed (vel 100 mennesker) - og sidst men bestemt ikke mindst, blev den afholdt i den nye, halvfærdig kirke.
Og netop denne kirke blev meget determinerende for min oplevelse.
Først og fremmest kan man undre sig over, hvorfor de vil lave en ny kirke på et stykke land, de ved kan risikeres at skulle evakueres inden for ganske få år.
Men dette spørgsmål rummer måske netop svaret, da sådan en ny kirke kan blive et argument for, at de skal have lov at beholde det land, de har fået til låns af Ghana.

Nuvel. Gudstjenesten!
Selve det religiøse indhold er cirka lige så komisk, som hvis man går til katolsk højmesse hjemme: Der skal både sprøjtes med vand, røg og en masse lovprisninger.
Der var et kor, et orgel og et trommesæt til at krydre tingene lidt, men det virkede unægteligt lidt forkølet i den store kirke og folk var slet ikke med på samme måde som sidste søndag.
Men da vi så var nogenlunde midtvejs i gudstjenesten (prædikenen var ret kort, da der skal være plads til alt det andet katolske hokus-pokus), kom der så en gut, der lignede Ray Charles op til prædikestolen. I modsætning til Ray Charles kunne denne mand se, og sit syn brugte han så til at tælle penge. I hvert fald stod han for fundraising, så kirken kunne blive færdig.
Denne fundraising kom til at være mere end en time, og gik i bund og grund ud på at trække stærke støtter af kirken op ved 'alteret', hvor de så stod med en bakke og tog imod penge. Folk blev så konstant presset til at give ved at forskellige folk tog mikrofonen og begyndte at fortælle om hvor meget der skulle rejses, og om hvordan verden ville blive frygtelig, hvis man ikke støttede.
Det var der så fem runder af...
Jeg var mildest talt hvidglødende af raseri, så da én af mikrofonholderne fik øje på mig (jeg sad på én af de foreste rækker) og nåede at sige "Whi-ma..." nåede jeg at give ham nogle øjne, der vidst fik ham på andre tanker.

Jeg synes ærlig talt at det er for groft at bruge så mange penge på en kirke, de ikke aner hvor længe vil stå - Specielt når de penge kunne bruges så meget bedre andre steder.
Men så igen: Kirken er ikke et sted for de fattige, og som jeg har påpeget før, så skal de der har penge jo have et sted at gøre af dem...
Sofia og hendes familie (inklusive mig) nøjedes dermed med at give lidt til det obligatoriske offer og kunne så sidde og måbe under fundraisingen. Sofia har taget lån i långruppen for at betale for sin søn Zazars universitetsuddannelse, så der var bestemt ikke penge til andet end det obligatoriske offer.

Med andre ord er jeg ikke bare teologisk uenig med den katolske kirke - Jeg er godt nok også forarget over dens metoder (specielt når præstens kæmpe WV holder lige uden for kirken).

Hvad sidste søndags kirke havde i intimitet og energi savnede den katolske i dag totalt. Det er som om at den katolske kirke med sin stivere form fjerner charmen ved at gå i kirke. Og når folk så endda bliver lænset til en grad, så de dårligt kan smile når de forlader kirken, så er det svært at forstå deres loyalitet.
Well. Det er vel al religions mørke bagside.

Altid noget, at jeg har taget Tom Waits' seneste album med på min PC - det reddede min dag alligevel. (Og til dem der ikke har det: I skulle se at anskaffe det! :-) ).

Weekend og Shangrilas - og tak!

Weekend og Shangri Las?

[Fredag]
Desværre ser det ud til at jeg har weekend. Det kan lyde som en god ting, men lige nu er det lidt frustrerende.
Sagen er den, at jeg ikke blev koblet på nogen låntager på mødet i går, så opgaven i dag var at finde én, der ville have mig gående i mindst en uge.
Tanneh (fra SHIFSD) var et skridt foran mig, så hun havde allerede lavet en aftale med en vandsælger. Ikke just hvad jeg havde forestillet mig, men nu har jeg aftalt med hende, at vi prøver at finde en systue, hvor jeg kan være, på torsdag.
Vandsælgeren er en mand - og virkede venlig, men ikke super interesseret i at have mig gående. Resultatet er, at han først kan have mig gående fra mandag morgen kl. 6.
Det betyder jo så weekend - måske med mulighed for en tur ét eller andet sted. Jeg har dog lovet mig væk til en katolsk gudstjeneste søndag kl. 10.00 (så får jeg også prøvet dét med!).


Jeg havde egentlig skrevet en længere smøre om hvordan lokale NGO'er (Non Government Organization) hernede er nogle drønnerter, men det må vente til jeg er mere sikker i min sag.
I stedet vil jeg skrive lidt om folks syn på den ideelle verden.

For når jeg taler med folk, spørger jeg næsten altid ind til deres forhold til Liberia - med mindre de af sig selv begynder at snakke om hjemlandet.
For overraskende mange synes Liberia at være et ideal-land. Men på samme måde som rasta-fari tilhængere mener at Etiopien er det oprindelige Afrika, de stræber efter (men alligevel aldrig ville sætte deres ben i!!), så har disse liberiske flygtninge et noget ambivalent forhold til Liberia.
For de fortæller gerne med stolthed i stemmen om hvordan Liberia er ét af de rigeste lande i Afrika - ja måske verden - når det kommer til landbrugsjord, diamanter og guld.
Men når man så spørger hvorfor det så ikke går helt fantastisk i Liberia, så får man svaret at ”Afrika har alle resurser, men ved ikke hvordan de skal bruges”. Jeg ved ikke hvad der vil være værst...
At dette er sandt - eller at de rent faktisk tror på det??!

Mange siger, at de snart rejser til Liberia, men ingen synes at sige det med rigtigt eftertryk. Måske vil de ikke miste deres status af flygtninge, måske vil de hellere satse på Ghana - eller også er de bare pisse bange for at vende tilbage til et land, de forlod i totalt krigskaos?

Nej, et andet Shang Ri La (staves det mon sådan?) er bestemt Vesten. Vesten er jo stedet, hvor pengene flyder i gaderne og alle har det godt.
Men nok så vigtigt: Man kan få en kvalificeret uddannelse i Vesten! For her i Ghana er det dyrt og svært at blive optaget på et universitet - og i Liberia er universitetet ikke særligt velfungerende og bliver kontrolleret ovenfra af regeringen.
Så ud fra det synspunkt er det jo dybt forståeligt, at man gerne vil til Vesten. Tendensen synes dog at være den, at når man først er dér, vender man ikke tilbage.
Og så ender det med, at man sender penge tilbage til landet - penge, der ikke investeres rigtigt, fordi folk ikke har den rigtige uddannelse (kan I se cirkeldannelsen?).

Så alt i alt vil alle gerne til Vesten, mens de er lidt bange for den politiske situation i Liberia (den nuværende præsident sad med i kabinettet under krigen).
- Jeg vil i samme åndedrag opfordre jer til at følge valget i Sierra Leone, som vidst er gået demokratisk ret godt... Det bliver spændende at følge med i følgerne af dette...


Og så vil jeg på det varmeste (!) takke alle dem, der har sendt FC/mails og facebook-beskeder til mig!! Jeg kan slet ikke udtrykke hvor glad jeg bliver, når der ligger noget i min mailbox!!
Kram!

Billeder IV

Buduburam set fra taget af Holliday Feeling - et dyrt spisested (jeg spiser ikke der, men derfor kan man jo godt snige sig op at tage et billede).

Støtte væk - og intet projekt.

[torsdag]
Ja, det lyder fatalt, men jeg er fortrøstningsfuld...
Den første del af overskriften hentyder til, at min dansksprogede støtte, Charlotte, lige er sendt på flyet. Jeg var med hende derude - dels for at sige ordentligt farvel, dels for at være der til støtte for hendes afrikanske mand, Sam, så han ikke skulle tage alene tilbage til lejren.
Charlotte har været uvurderlig i snart alle forhold - fra at hjælpe med at styre de to pengesystemer, til at hjælpe med at finde ud af, hvad ting generelt koster, til at tolke sproget (som ikke altid er så ligeud). Men ikke mindst har det været fedt at have én med samme antropologiske referenceramme som jeg selv hernede!!
Det Charlotte har lavet har ikke været synderligt antropologisk, men hun har dog taget den samme BA som jeg, så vi taler nogenlunde samme sprog...
Well... Jeg ønsker 'lotte alt held og lykke i det kolde rige mod nord!

Desværre betød det faktum, at jeg tog til Accra med Charlotte og Sam, at jeg gik glip af den sidste del af det ugentlige MF-projekt. Den sidste del var desværre også den, hvor jeg skulle have fundet et nyt sted at være, så lige pt har jeg ikke nogen steder at tage hen og deltage og observere i morgen.
Det er selvfølgelig lidt træls, men det betyder måske, at jeg selv kan få lidt indflydelse på, hvor jeg havner. Jeg satser meget på, at det næste sted jeg havner, vil være dér jeg kommer til at bruge resten (eller en meget stor del af) min felttid hernede.
Pt er jeg efterhånden bredt kendt som den hvide appelsinpiller, da jeg har siddet på hoved-markedsgaden om aftenen og pillet appelsiner.
Folk har - mere eller mindre venligt - moret sig over, at der sad en fuldvoksen, hvid mand og gjorde et stykke arbejde, der typisk forbindes med børn og kvinder. Der er dog næppe nogen tvivl om, at jeg har scoret noget street credit på dén konto.

Well... Alt i alt betyder det, at jeg skal på låntager-jagt i morgen...

Dagens billede

...Er af Sofia. Meget typisk omgivet af unge mennesker, som ikke aner hvad de skal gøre af sig selv her i ferien... Sofia var meget opsat på, at jeg først måtte tage dette billede, når hun havde fået nye varer...

Fodbold og dansende paramilitær.

Ja, som tidligere antydet, så er det svært at være af hankøn uden at beskæftige sig med fodbold – enten på udøvende eller beskuende plan.
Så snart en knægt når en vis alder, vælger han et engelsk og et spansk hold, som han så vil forsvare med næb og kløer i alle diskussioner.
De populære engelske er Man. Utd. Og Chelsea, mens de spanske er Real Madrid og Barcelona.
Jeg sender en venlig tanke til Roy, som jo ind imellem har prædiket en del Arsenal, hvilket har resulteret i, at jeg har 'adopteret' dette hold.
Det har vist sig at være smart, da jeg kun har mødt to, der støtter The Gunners hernede, og dermed er der ikke så frygteligt mange, der har indgående viden om holdet.
Dog er jeg selvfølgelig i konstant fare for at falde igennem, da jeg intet aner om holdet.
Men da man løbende bliver spurgt hvad éns favorithold er, så er det smart at have et svar – Det bryder ligesom isen. Den spanske liga har jeg dog ikke behov for at finde et hold i (thank God!).

Ellers ser man konstant drenge sparke til alt hvad der kan trille (pigerne er derhjemme at lave huslige ting!!) og der er to store 'fields' hvor der spilles mere organiseret fodbold.

Derudover vil jeg da lige berette om en pudsig lille oplevelse.
Det er 'Flag Day' d. 24. (øjensynlig den dag på året, da Liberia fik sit flag), og alle skoler træner forskellige parader og optrin.
Disse trænes om dagen på den store plads midt i settlement'et og jeg har da passeret et par gange, men de øver.
Det sjove er, at mange af dem fremfører en slags march i små grupper af 7-10 personer.
I Vesten har jeg fornemmelsen af, at parademarch handler mest om at træde så hårdt – og derved lave så meget larm – som muligt.
Men her er der så meget rytme og underinddeling i marchen at Sting ved en livekoncert ville blive misundelig.
Well – Det er en kliché, men som alle andre, indeholder den en sandhed: De har godt nok rytme, de sorte! (Det kalder de altså sig selv – Jeg har muligvis været for meget i selskab med kvinder, for jeg synes egentlig, at de er brune. Men lad nu det ligge).

Det er ikke noget, blegansigter ikke kan lære, men de har bare sådan en åbenbar tilgang til det (folk i alle aldre står ind imellem og danser med sig selv i gaden!).
De bryder også af og til ud i spontan sang. Et eksempel er, da Charlotte i går holdt afskedsreception på SHIFSD (som hun har arbejdet med gennem IBIS). Da hun skulle rejse sig og takke til sidst, var tårerne lige ved at flyde over. Og hvad gør man så? Redder pigebarnet med en sang!!

Billede III

Udsigt fra en lille gåtur på vestsiden af lejren.
Det store fine byggeri til venstre er et stort luksushotel (selvfølgelig ghanesisk). I baggrunden ses The Village og The Camp. Beautyof.dk?

Kirke – og markedsplads?

Ja, så er der hul på det – Jeg har nu været i én af de utallige kirker i Buduburam.
Og et ritual som sådan en gudstjeneste er, er lige guf for en antropologisk ritualanalyse. Det er dog næsten for åbenlyst, så jeg ikke vil trætte jer med det her.
Men det er fedt! Der er sang og dans og trommer og alt muligt... De gløder virkelig for det, og der er sq nok noget Gud til stede i sådan noget... Om ikke andet, så i energien.

Hvad prædiken angår, så er det lidt noget rod. For der bliver hele tiden sagt 'Amen!' og så skal menigheden svare med et 'Amen!'. Og det er jo meget hyggeligt. Men så vidt som jeg husker, så betyder 'Amen, amen' på hebræisk noget i retning af 'lad det ske, lad det blive sådan ved Gud'.
Well. Når præsten så siger 'David got rejected by his father, amen!' så ville jeg da nødig hedde David...
Igen: Man skal altså ikke dekonstruere alt.

Men noget jeg fandt underligt var, at de øjensynlig virkelig tror på, at Gud gør ting for mennesker her på Jorden...
De har ikke den samme friheds-tanke i religionen, som jeg er opdraget med, hvilket nok også passer godt med deres til tider apatiske initiativløshed. For Gud skal jo nok løse deres problemer. Og samtidig siger de, at Gud ikke sender penge, så det er vigtigt man bidrager, når offerskålen går rundt.
Ikke et ord om Jesus og oprøret mod kræmmerne i templet her.
Men så igen: Der er jo ingen stat, der aflønner præsterne – men jeg havde nu alligevel foretrukket, at de spillede med åbne kort i stedet for at sovse det ind i religion...

Ellers var det en stor oplevelse at være i kirke, og jeg måtte ind imellem koncentrere mig for ikke at begynde at danse (hvilket uomtvisteligt ville have stoppet hele seancen i latterkaskader over denne hvide mand, der stod og vred sig).



I morgen skal jeg op kl. 2.30 og med på marked med Sofia, ejeren af frugtboden. Det er egentlig godt, for det er ikke så spændende at sidde at forsøge at sælge kogte jordnødder, som snart er det eneste, hun har tilbage i sit lager...
Jeg håber, at jeg kan hjælpe med at slæbe nogle ting, så hun får lidt glæde af, at jeg har været i hendes bod.

Lige nu (mandag) regner det dogs and cats (and hammers! Jeg er VILD med de engelske udtryk :-) ). - Det er et særsyn, men meget forfriskende...

Billeder II

Denne yndige dame holder vagt på mit badeværelse. Hun er stor, men det er der ikke noget at sige til... Hvis hun skal kunne klare de kakkelakker, der også huserer her...


Solo i sin netcafe. Læg mærke til Toyota-vinduerne. Om det er product placement eller en tilfældighed, vides ikke. Men det er nok meget praktisk, i en nation hvor alle drenge sparker til alt som fodbolde. Intet knust glas her!


Som jeg tidligere har indikeret, så er vand ikke gratis. Det kommer i disse poser for drikkevands vedkommende (til ca. 1,5 kr /stk) og otte liter badevand koster vel omkring tre kroner. Desværre lykkedes det mig ikke at få et billede af vand med Faya på (det fandtes ellers, da "Mentor" kørte).

'Hotdogstand' og kirke.

Det er gået hen og er blevet søndag, og jeg er endelig sluppet ud af internetcafeen.
Jeg har dog lovet, at jeg i fremtiden vil tage nogle få undervisningstimer på computer-skolen, da min viden om computere er noget større end de lokales.

Men rent professionelt er jeg så havnet i en 'hotdogstand' – eller det der svarer til det.
For når man har penge i Afrika, så handler det om at omsætte dem i noget, der har en høj status.
I dette tilfælde er det at gå i byen og føre sig frem. Dermed holder folk med penge (ofte skohandlere) gang i de mange natklubber i Buduburam.
Og når man er i byen, vil man gerne have noget hurtigt at spise. Og det er så her Sofia (og i denne uge dermed mig) og hendes kolleger kommer ind i billedet.
De sidder med deres små frugtstande og sælger frugt (ja, altså ikke hotdogs) til folk – først på aftenen til alle, men siden hen primært til fulde folk.
Så jeg er efterhånden velbevandret ud i kunsten at pille appelsiner :-)

Det er jo godt for Sofia, at hun på den måde kan tjene en skilling på nattelivet (hun starter kl 18.00 og lukker kl. 01.00), men i det store hele er det et rigtig typisk trist billede af Afrika.
For de unge, der har råd til at gå i byen, mener at når de har penge, så behøver de ikke gå i skole. Og eftersom Buduburam nok ikke eksisterer for evigt, vil de blive tabere den dag, de bliver nødt til at rejse til Liberia. For så mange penge har de heller ikke, at de bare kan hvile på laurbærbladene.
Derudover er der en tendens til at disse mænd får 'kærester', de så betaler lidt penge i ny og næ. Det betyder så, at pigerne ikke kommer i skole – og da slet ikke, hvis maven pludselig begynder at vokse!

Nuvel!
Problemer er der nok af hernede, men i dag skal jeg så ud i noget, jeg har set lidt frem til: Jeg skal i afrikansk kirke! Jeg har været ude at bruge Statens penge på en passende skjorte (eller: Passende og passende – de afrikanske skjortedesignere er vidst ikke vandt til lange arme som mine).
Og så skal jeg se hvordan de synger, danser og prædiker.
Der er masser af forskellige kirker hernede, så jeg kommer vidst til at tage den store tour over de forskellige søndage – med mindre mit feltarbejde forudsætter at jeg kommer til at have min faste gang ét sted...

p.S: Når jeg hører gudstjenester udefra, lyder det ikke som om at alle synger lige godt. Så fingrene er krydsede for, at jeg havner et heldigt sted!!

Og billeder...

Jeg har taget en del billeder hernede, og jeg kan desværre ikke lægge dem alle op...
Her er dog et par stykker.

SHIFSD er den NGO, som kører MF-projektet. Det er ikke fordi jeg kommer til at have så meget med dem at gøre, men her er i det mindste et billede af stedet.


The village - Det sted jeg bor. Det er bygget sammen med the camp og adskiller sig kun fra denne ved at have mindre tæthed mellem husene. Der er dog ingen åbenbar social forskel på dem, der lever i The Village og dem i The Camp...

Tirsdag: Idag forbrød jeg mig....

Der er lige gået noget op for mig...
I dag brød jeg menneskerettighederne.
Jeg har set andre hvide gøre det samme, men det gør det bestemt ikke bedre.
Situationen var den, at jeg kom gående og som altid var der børn, der løb efter mig for at lege, snakke og charmere.
Men der var én knægt, der blev hængende efter de andre havde tabt interessen. 'Buy me water' sagde han, og jeg undveg hvad jeg tænkte som almindeligt tiggeri ved at spørge hvordan han havde det, hvad han havde lavet – og om han var 'out for trouble' (hvilket vel svarer til ironisk at spørge om børn laver ballade i DK).
Nuvel. I bund og grund har jeg dermed nægtet en person vand, hvilket er imod menneskerettighederne.

Det er i sig selv slemt nok, men endnu værre er det hvor nemt det var. At affeje ham som tigger og så ikke tænke mere over det.
Men der er mere i det end dét. For hvis vi hvide vesterlændinge virkelig mente noget med menneskerettighederne og deres udlevelse og -førelse, så skulle vi måske skrue lidt ned for ligusterhækken og se at komme afsted.
Nuvel – menneskerettighederne er et ideal og bestemt også ét, jeg har tænkt mig at efterleve fremover...

Essentielt grej

Essentielt grej, når antropologen forlader Danmark for at arbejde i troperne (nogle mere indlysende end andre):
- Sejlgarn (skide smart til ALT – især at sætte moskitonet op med).
- Plaster til fødderne, når man nu så gerne vil gå i sandaler og de ikke rigtigt er vandt til det.
- Mobiltelefon med lommelygte (Nokia har lavet et par modeller med denne funktion – det skulle simpelt hen forbydes at fabrikere en telefon uden)
- God pandelampe (no brainer)
- Lakrids (har blandt andet vist sig at have en forebyggende og helbredende effekt mod malaria – og hey! Så smager det faktisk også godt).
- IBM bærbar af enten T- eller X-serien. (Da IBM altid lige har 10% mere end andre bærbare, har de i deres forudseenhed installeret en lille lampe øverst i skærmen, så man kan se tastaturet selvom der er mørkt som i en hmmmms hmmm – Derudover er de uopslidelige).
- Gaffa tape – Men hvem ville i virkeligheden forlade sit hjem uden?

Trælse ting, man kan have glemt:
- Research på det folk man undersøger i stedet for at fokusere på det land, der omgiver dem.
- Plasticpose omkring tandpastatuben.
- At gå sandaler til hjemmefra (eller i mit tilfælde: Virkelig at gøre en indsats for at finde et par, magen til dem, forældrenes hund åd, dagen inden jeg skulle rejse).
- Kirketøj! - Generelt har jeg fornemmelsen af at ligne en bums lidt hernede, da de øjensynligt fokuserer meget på pæn påklædning. Måske også fordi jeg er den eneste, der har skæg. Skal nok til barbereren, men så skal man altså have sine egne blade med...

Mandag...

Som sagt havde der været finale i Mentor, hvor den liberiske Faya deltog. Det viste sig, at han havde opnået en tredieplads – noget mange var lidt skuffede over. Jeg blev på den måde (vidst nok – mit pidgin er ikke så godt endnu) vidne til en samtale mellem et par liberiske mænd, der beklagede den udprægede nationalisme, ghaneserne havde udvist. De havde øjensynlig ikke øjne for, at deres eget fokus på Faya også skyldes nationalisme. Skægt!
Ellers er hele dagen gået med at installere antivirus på caféens computere. Nogle vil sikkert mene, at dette er en underlig måde at hjælpe Afrikas fremtid på, men at dømme efter gæsterne i cafeens entusiasme om computere, skal det såmænd nok vise sig, at være en større hjælp end det umiddelbart synes...

Når jeg har talt med folk, har jeg spurgt lidt nysgerrigt ind til deres kirkebesøg i går. De er meget opsatte på, at jeg skal med i netop deres kirke på søndag, så jeg forestiller mig, at jeg starter en tour-des-kirker på søndag.

At blive ven...

Uha! Det er ved at være hverdagskost, at jeg støder på en tilfældig person, der vil være min ven.
Så hvor jeg havde forestillet mig at det var betleri, jeg skulle værne mig imod, er det mere venskaber – eller det kalder de det i hvert fald.
Men sådanne venskaber handler om, at jeg skal udlevere mit telefonnummer, min adresse eller lignende – sikkert med henblik på, at jeg skal hjælpe dem i min egenskab af semi-gud (dvs hvid).
Også piger (eller kvinder) har henvendt sig, hvilket har været ganske underholdende, da dette fungerer på samme måde som i skolegården i gamle dage før mobiltelefonen: Man får stukket en seddel i hånden af en genert pige, som så løber tilbage til veninden under stor fnisen.
Seddelen indeholder så et telefonnummer og en besked om, at de vil være venner.
Well... Der er i hvert fald ingen tvivl om, at jeg til tider bliver tingsliggjort.

Men der findes også virkelige potentielle venskaber hernede. Folk, der oprigtigt åbner sit hjerte for én, og som ikke på samme måde virker interesserede i at udnytte den hvide, men dog har en interesse i at lære af 'én fra Vesten'. Liberierne synes at være et meget stolt folkeslag, og jeg kender allerede flere, der kun i yderste tilfælde ville nedværdige sig til at spørge om noget.
Denne information kan jo vise sig at blive interessant senere.

... Og så var jeg til middag hos Charlotte (igen!) og maden var virkelig god. Og så ville Sam (Charlottes 'mand' hernede) gerne i byen at se Faya (jep! Udtales Fire) i den ghanesiske version af American Idol, da Faya er liberier og er vokset op i Buduburam.
Well. Vi fik da set Faya performe på et TV i en gade (stort tilløbsstykke!!), men ellers handlede det nok lige så meget om at komme på 'natklub' (læs: skur med musik, øl og ufattelig meget gang i den) at få en øl.
Lad mig sige det på denne måde: Jeg har sjældent følt mig så hvid, som da Sam endelig fik mig overtalt til at rejse mig og danse med...
Dog en fantastisk oplevelse – bestemt et sted, hvor man overvejer skalaen for 'meget kristen' igen, idet de piger, der sikkert før på dagen fromt har været til flere timer lange gudstjenester (som vidst også er en fest, men stadig væk...) skejer ud og gnubber deres skød op af alt der ligner en mand...
Sam havde heldigvis placeret mig i et hjørne bag et bord, så jeg slap for alt for mange opportune tilbud. Alcohol goes in – I cannot even describe what comes out.

Forfald i Afrika.

Det må vidst være på tide at jeg fortæller lidt om det sted, jeg er.
Budumburam er en flygtningelejr for liberiske flygtninge, som er dannet i Ghana i 1990. Af forskellige politiske årsager ser det ikke ud til, at den vil ligge her om fire-fem år, hvilket også gør at folk – i hvert fald på retorisk plan – er meget opsatte på at få dannet sig en fremtid, de kan tage med til Liberia.

Selve byen er ikke som sådan en forstad til Accra (hovedstaden i Ghana), men når man kører de 44 km, der trods alt er, ser man ikke andet end by og semi-urbaniseret landskab.

Alt er beskidt og slidt pånær liberiernes tøj, så hvad der ikke er af landskabsmæssig skønhed, får man igen i de til tider super kønne mennesker...

Folk hernede er søde og har det FINESTE pidgin-engelsk! Børnene bliver ofte vildt glade, når de ser en småfed hvid mand, og kommer så løbende for at snakke, lege og generelt bare charmere.

Mit projekt er endnu ikke helt på vingerne, da jeg er havnet i en internetcafé (!) som også delvist støttes af MF-projektet. Ejeren – Solo(mon) – er vildt glad for mig (selvom jeg ikke laver noget), og jeg frygter lidt for, at han tror, at han har fået 'sin egen antropolog'.
Det får jeg at se i morgen, mandag, da han har lovet at vise mig rundt til andre låntagere (han er nemlig også sekretær i lån-gruppen).
Jeg håber, at jeg kan finde en familie, jeg kan få et nærere forhold til, end blot at sidde i en internetcafé, fixe PC'ere i ny og næ og give moralsk opbakning til de unge mennesker, der mener, at de skal have en fremtid inden for ”noget med computere”.
Det er øjensynligt en hel 'industri' for folk, der prøver at finde venner, kærester og navnlig sponsorer i udlandet - og det lykkes faktisk for nogle af dem! Navnlig piger har succes med at score lidt penge på sponsorer...
If there's an opportunity - grab it! kunne være et motto hernede...


Og så er der Charlotte (tidligere medstuderende i syv måneders IBIS-praktik hernede)!
Hun er simpelt hen så god... Det har været voldsomt fantastisk at have hende til at vise vejen, møde liberierne og komme med analyser af situationen. Også meget rart at have en antropolog ved hånden, når man går og nørder lidt...
Og ja, jeg må jo indrømme: Jeg har endnu ikke selv lavet mad, da Charlotte og Sam har inviteret på mad de sidste tre dage (og man siger jo ikke nej, så).
Charlotte har nok ogsaa betydet, at jeg har levet noget mere luksoerisoest end hvis jeg havde vaeret her alene, men oh! well...


Nu vil jeg ikke skrive mere – Ikke fordi der ikke er mere, men mere fordi, jeg selv ikke gider at læse alt for lange indlæg på blogs...
Jeg håber alle har det godt hjemme – Jeg har det i hvert fald godt nok her! :-)

Så er jeg havnet i Afrikas land...

Jeg havde glæden af at følges med Anders og Henrik (ældre studerende fra 'gården) i flyet til Heathrow, da de tager til Manus og laver antropologisk film de næste tre uger. De havde stadig 1½ døgns rejse foran dem, så jeg er sådan set glad for at være kommet frem på under et halvt.

Jeg havnede på 1. klasse til Ghana (muligvis derfor mine billetter var så dyre??) og sad ved siden af en sød engelsk pige, der skal ned at være frivillig på et børnehjem.
Så kunne vi rigtigt sidde der og gejle hinanden op, da igen af os i virkeligheden havde nogen idé om, hvad vi skulle vente os af Ghana.

Nu sidder jeg så på mit værelse på SHIFSD's guest house og har rent faktisk strøm!!
Et par søde californiske hippier (T og Mr. C) fra en NGO dér har været vildt søde til at vise mig rundt og give deres syn på Mikrofinans – fantastisk!

Mere end fantastisk var det så også, at jeg blev hentet i lufthavnen af Charlotte (studiekammerat i praktik i IBIS) – fantastisk at se hende igen – og ikke mindst at have hende til at stille spørgsmål til...

Hvad jeg laver i Afrika?

Jeg kunne forstå på sms'er der røg tilbage til mig, at der var mange, der ikke var helt klar på, hvad jeg laver i Ghana...
Jeg er på feltarbejde i forbindelse med mit studie, antropologi og skal være i Ghana i fem måneder.
Jeg skal undersøge sociale effekter og konsekvenser af et mikrofinansprojekt (MF – små lån til kvinder) i en liberisk flygtningelejr, der hedder Budu(m)buram.
Jeg kommer hjem 28. december.