Forfald i Afrika.

Det må vidst være på tide at jeg fortæller lidt om det sted, jeg er.
Budumburam er en flygtningelejr for liberiske flygtninge, som er dannet i Ghana i 1990. Af forskellige politiske årsager ser det ikke ud til, at den vil ligge her om fire-fem år, hvilket også gør at folk – i hvert fald på retorisk plan – er meget opsatte på at få dannet sig en fremtid, de kan tage med til Liberia.

Selve byen er ikke som sådan en forstad til Accra (hovedstaden i Ghana), men når man kører de 44 km, der trods alt er, ser man ikke andet end by og semi-urbaniseret landskab.

Alt er beskidt og slidt pånær liberiernes tøj, så hvad der ikke er af landskabsmæssig skønhed, får man igen i de til tider super kønne mennesker...

Folk hernede er søde og har det FINESTE pidgin-engelsk! Børnene bliver ofte vildt glade, når de ser en småfed hvid mand, og kommer så løbende for at snakke, lege og generelt bare charmere.

Mit projekt er endnu ikke helt på vingerne, da jeg er havnet i en internetcafé (!) som også delvist støttes af MF-projektet. Ejeren – Solo(mon) – er vildt glad for mig (selvom jeg ikke laver noget), og jeg frygter lidt for, at han tror, at han har fået 'sin egen antropolog'.
Det får jeg at se i morgen, mandag, da han har lovet at vise mig rundt til andre låntagere (han er nemlig også sekretær i lån-gruppen).
Jeg håber, at jeg kan finde en familie, jeg kan få et nærere forhold til, end blot at sidde i en internetcafé, fixe PC'ere i ny og næ og give moralsk opbakning til de unge mennesker, der mener, at de skal have en fremtid inden for ”noget med computere”.
Det er øjensynligt en hel 'industri' for folk, der prøver at finde venner, kærester og navnlig sponsorer i udlandet - og det lykkes faktisk for nogle af dem! Navnlig piger har succes med at score lidt penge på sponsorer...
If there's an opportunity - grab it! kunne være et motto hernede...


Og så er der Charlotte (tidligere medstuderende i syv måneders IBIS-praktik hernede)!
Hun er simpelt hen så god... Det har været voldsomt fantastisk at have hende til at vise vejen, møde liberierne og komme med analyser af situationen. Også meget rart at have en antropolog ved hånden, når man går og nørder lidt...
Og ja, jeg må jo indrømme: Jeg har endnu ikke selv lavet mad, da Charlotte og Sam har inviteret på mad de sidste tre dage (og man siger jo ikke nej, så).
Charlotte har nok ogsaa betydet, at jeg har levet noget mere luksoerisoest end hvis jeg havde vaeret her alene, men oh! well...


Nu vil jeg ikke skrive mere – Ikke fordi der ikke er mere, men mere fordi, jeg selv ikke gider at læse alt for lange indlæg på blogs...
Jeg håber alle har det godt hjemme – Jeg har det i hvert fald godt nok her! :-)