Fodbold og dansende paramilitær.

Ja, som tidligere antydet, så er det svært at være af hankøn uden at beskæftige sig med fodbold – enten på udøvende eller beskuende plan.
Så snart en knægt når en vis alder, vælger han et engelsk og et spansk hold, som han så vil forsvare med næb og kløer i alle diskussioner.
De populære engelske er Man. Utd. Og Chelsea, mens de spanske er Real Madrid og Barcelona.
Jeg sender en venlig tanke til Roy, som jo ind imellem har prædiket en del Arsenal, hvilket har resulteret i, at jeg har 'adopteret' dette hold.
Det har vist sig at være smart, da jeg kun har mødt to, der støtter The Gunners hernede, og dermed er der ikke så frygteligt mange, der har indgående viden om holdet.
Dog er jeg selvfølgelig i konstant fare for at falde igennem, da jeg intet aner om holdet.
Men da man løbende bliver spurgt hvad éns favorithold er, så er det smart at have et svar – Det bryder ligesom isen. Den spanske liga har jeg dog ikke behov for at finde et hold i (thank God!).

Ellers ser man konstant drenge sparke til alt hvad der kan trille (pigerne er derhjemme at lave huslige ting!!) og der er to store 'fields' hvor der spilles mere organiseret fodbold.

Derudover vil jeg da lige berette om en pudsig lille oplevelse.
Det er 'Flag Day' d. 24. (øjensynlig den dag på året, da Liberia fik sit flag), og alle skoler træner forskellige parader og optrin.
Disse trænes om dagen på den store plads midt i settlement'et og jeg har da passeret et par gange, men de øver.
Det sjove er, at mange af dem fremfører en slags march i små grupper af 7-10 personer.
I Vesten har jeg fornemmelsen af, at parademarch handler mest om at træde så hårdt – og derved lave så meget larm – som muligt.
Men her er der så meget rytme og underinddeling i marchen at Sting ved en livekoncert ville blive misundelig.
Well – Det er en kliché, men som alle andre, indeholder den en sandhed: De har godt nok rytme, de sorte! (Det kalder de altså sig selv – Jeg har muligvis været for meget i selskab med kvinder, for jeg synes egentlig, at de er brune. Men lad nu det ligge).

Det er ikke noget, blegansigter ikke kan lære, men de har bare sådan en åbenbar tilgang til det (folk i alle aldre står ind imellem og danser med sig selv i gaden!).
De bryder også af og til ud i spontan sang. Et eksempel er, da Charlotte i går holdt afskedsreception på SHIFSD (som hun har arbejdet med gennem IBIS). Da hun skulle rejse sig og takke til sidst, var tårerne lige ved at flyde over. Og hvad gør man så? Redder pigebarnet med en sang!!