Fundraising - og jeg har spist...

En frø! Jeps. Altså som i Kermit, eller de små dyr, haletudser bliver til.. Og ved I hvad? Det smager godt (i det mindste det jeg kunne smage under den kraftige pebersmag, som det meste mad har en tendens til at have her)!
Sofia (frugthandleren) havde inviteret mig til katolsk gudstjeneste og så skulle jeg da lige fodres med frø og ris først.

Gudstjenesten var noget anderledes, end den jeg var til forgangen søndag. Dels er de katolske former noget stivere, dels var det en noget større menighed (vel 100 mennesker) - og sidst men bestemt ikke mindst, blev den afholdt i den nye, halvfærdig kirke.
Og netop denne kirke blev meget determinerende for min oplevelse.
Først og fremmest kan man undre sig over, hvorfor de vil lave en ny kirke på et stykke land, de ved kan risikeres at skulle evakueres inden for ganske få år.
Men dette spørgsmål rummer måske netop svaret, da sådan en ny kirke kan blive et argument for, at de skal have lov at beholde det land, de har fået til låns af Ghana.

Nuvel. Gudstjenesten!
Selve det religiøse indhold er cirka lige så komisk, som hvis man går til katolsk højmesse hjemme: Der skal både sprøjtes med vand, røg og en masse lovprisninger.
Der var et kor, et orgel og et trommesæt til at krydre tingene lidt, men det virkede unægteligt lidt forkølet i den store kirke og folk var slet ikke med på samme måde som sidste søndag.
Men da vi så var nogenlunde midtvejs i gudstjenesten (prædikenen var ret kort, da der skal være plads til alt det andet katolske hokus-pokus), kom der så en gut, der lignede Ray Charles op til prædikestolen. I modsætning til Ray Charles kunne denne mand se, og sit syn brugte han så til at tælle penge. I hvert fald stod han for fundraising, så kirken kunne blive færdig.
Denne fundraising kom til at være mere end en time, og gik i bund og grund ud på at trække stærke støtter af kirken op ved 'alteret', hvor de så stod med en bakke og tog imod penge. Folk blev så konstant presset til at give ved at forskellige folk tog mikrofonen og begyndte at fortælle om hvor meget der skulle rejses, og om hvordan verden ville blive frygtelig, hvis man ikke støttede.
Det var der så fem runder af...
Jeg var mildest talt hvidglødende af raseri, så da én af mikrofonholderne fik øje på mig (jeg sad på én af de foreste rækker) og nåede at sige "Whi-ma..." nåede jeg at give ham nogle øjne, der vidst fik ham på andre tanker.

Jeg synes ærlig talt at det er for groft at bruge så mange penge på en kirke, de ikke aner hvor længe vil stå - Specielt når de penge kunne bruges så meget bedre andre steder.
Men så igen: Kirken er ikke et sted for de fattige, og som jeg har påpeget før, så skal de der har penge jo have et sted at gøre af dem...
Sofia og hendes familie (inklusive mig) nøjedes dermed med at give lidt til det obligatoriske offer og kunne så sidde og måbe under fundraisingen. Sofia har taget lån i långruppen for at betale for sin søn Zazars universitetsuddannelse, så der var bestemt ikke penge til andet end det obligatoriske offer.

Med andre ord er jeg ikke bare teologisk uenig med den katolske kirke - Jeg er godt nok også forarget over dens metoder (specielt når præstens kæmpe WV holder lige uden for kirken).

Hvad sidste søndags kirke havde i intimitet og energi savnede den katolske i dag totalt. Det er som om at den katolske kirke med sin stivere form fjerner charmen ved at gå i kirke. Og når folk så endda bliver lænset til en grad, så de dårligt kan smile når de forlader kirken, så er det svært at forstå deres loyalitet.
Well. Det er vel al religions mørke bagside.

Altid noget, at jeg har taget Tom Waits' seneste album med på min PC - det reddede min dag alligevel. (Og til dem der ikke har det: I skulle se at anskaffe det! :-) ).